Psychedelia.dk

Velkommen til psychedelia.dk. Vi er Danmarks største community for fornuftig anvendelse af rusmidler og legalisering.
Dato og tid er 29 mar 2024 11:51


Alle tider er UTC + 1 time [DST ]




Skriv nyt emne Svar på emne  [ 7 indlæg ] 
Forfatter besked
Indlæg: 13 sep 2017 14:02 
Offline
Insane psychedelia user!
Brugeravatar

Tilmeldt: 26 jun 2009 11:55
Indlæg: 2306
Geografisk sted: Casa Tranquila
http://ugeskriftet.dk/videnskab/de-klassiske-psykedeliske-stoffer-og-deres-potentielle-terapeutiske-virkning

Citat:
Resultaterne af flere studier i nyere tid synes at indikere, at de klassiske psykedeliske stoffer (LSD og psilocybin) kan have en terapeutisk virkning ved flere neuropsykiatriske sygdomme, heriblandt depression, afhængighedstilstande, angst samt klyngehovedpine. Disse sygdomme kan somme tider være vanskeligt behandlelige med de nuværende farmakologiske præparater, hvorfor der er interesse for psykedelika som en fremtidig alternativ behandlingsmodel.
I denne artikel gennemgås den nyeste viden om disse stoffers potentielle terapeutiske virkninger, og der redegøres for stoffernes sikkerhedsprofil.
I det følgende fokuseres der på de klassiske psykedeliske stoffer LSD og psilocybin. Phencyclidin, ketamin og 3,4-methylenedioxymethamfetamin tilhører ikke gruppen af klassiske psykedeliske stoffer samt har en anden virkningsmekanisme og sikkerhedsprofil, hvorfor de ikke behandles i denne artikel.

PSYKOFARMAKOLOGI OG VIRKNING
De klassiske psykedeliske stoffer udøver deres virkning gennem en agonistisk eller partiel agonistisk virkning på det serotonerge nervesystem primært via binding til 5-HT2A-receptorer. LSD er et semisyntetisk tryptamin, som er udviklet af det naturligt forekommende alkaloid ergotamin, har virkningsvarighed på op til 12 timer og er forbundet med en hurtig og markant toleransudvikling (dvs. nedsat følsomhed efter gentagen adminstration) efter blot tre konsekutive daglige doser, og toleransen forsvinder igen efter tre dages pause [1, 2]. Psilocybin er et prodrug til det virksomme stof psilocin og har en virkningsvarighed på 4-6 timer [1, 3].
De klassiske psykedeliske stoffer adskiller sig fra andre euforiserende stoffer ved at kunne inducere tilstande med markant ændret perception (bl.a. visuelt), ændret tankemønster og ændrede følelser. Synæstesi, derealisation, tidsforvrængning, følelse af egoudviskning og intense spirituelle sindstilstande kan forekomme. Alvorlige psykiske bivirkninger af de klassiske psykedelika (såkaldte bad trips) er oftest kortvarige og aftager typisk inden for 24 timer [1, 4].

Sikkerhedsprofil
Psykiatrisk

LSD og psilocybin er ikke associerede med afhængighed eller abstinenssymptomer [1, 2].
De klassiske psykedeliske stoffer vurderes af eksperter som værende markant mindre skadelige på individuelt og samfundsmæssig plan end alkohol og andre euforiserende stoffer [5, 6].
Det har på baggrund af tidlige kasuistikker været postuleret, at de klassiske psykedeliske stoffer kan forårsage en psykose eller skizofreniform lidelse hos raske personer. Der er imidlertid ikke evidens for dette, og i nogle af de publicerede kasuistikker havde patienterne haft præeksisterende psykiatriske lidelser, markant familiær disposition for psykiatrisk sygdom og brug af andre euforiserende stoffer [7].
I to større kohortestudier med 130.000 patienter fandt man ikke nogen sammenhæng mellem brug af de klassiske psykedeliske stoffer og udvikling af psykisk sygdom [7, 8]. I et tredje studie med 190.000 personer fandt man derimod nedsat forekomst af psykisk sygdom hos personer med tidligere eller nuværende brug af psykedeliske stoffer [9].
Et omdiskuteret kontroversielt fænomen er det såkaldte hallucinogen persisting perception disorder (HPPD), som er karakteriseret som en »genoplevelse« (efter endt brug) af en eller flere perceptionssymptomer, som blev oplevet under påvirkning af stoffet (typisk LSD). Det har tidligere været postuleret, at HPPD forekommer hyppigt. I en metaanalyse af 20 artikler fandt man imidlertid, at HPPD formodentligt er et meget sjældent fænomen [10]. Desuden er lignende visuelle symptomer også udbredte blandt raske personer [10, 11].

Somatisk
Der har ikke været beskrevet dødsfald pga. overdosis. Der er publiceret en ældre caseserie om overdosissymptomer (hypertermi, koma og påvirket koagulation) ved intranasal indtagelse af ekstreme doser (op mod 70 × typisk dosis) [12]. I enkelte kasuistikker har man postuleret somatiske skadevirkninger af de klassiske psykedeliske stoffer, deriblandt var der en enkelt kasuistik, som omhandlede en patient med generaliserede kramper [13], en, som omhandlede carotiskarokklusion [14] og enkelte, som omhandlede rabdomyolyse (dog typisk patienter med blandingsmisbrug med f.eks. heroin) [15]. Der er tale om ekstremt sjældne komplikationer, hvor kausalitet er vanskelig at påvise.

Potentielle terapeutiske virkninger
Angst og depression ved livstruende sygdom

Op mod 30-40% af patienterne med cancer har signifikante angst- og depressionssymptomer og responderer suboptimalt på de traditionelle farmakologiske præparater [16]. Igennem 1960’erne blev der foretaget flere studier med brug af psykedeliske stoffer til behandling af angst og tristhed hos patienter med alvorlig sygdom, ofte terminal cancer. I fire studier har man i nyere tid benyttet psilocybin og LSD til behandling af angst og depression (jf. Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders-IV) hos patienter med terminal cancer.
Alle studierne var dobbeltblindede og randomiserede. I tre af studierne benyttede man psilocybin [16-18], og i et benyttede man LSD [19]. Placebo var enten niacin [16, 17] eller psilocybin/LSD i lav koncentration [18, 19]. Der blev i alle studier observeret en signifikant reduktion i angst- og depressionssymptomerne
afspejlet i bl.a. State-Trait Anxiety Inventory, Beck Depression Inventory (BDI), Hospital Anxiety and Depression Scale og Hamilton Anxiety/depression Scale. Hos flertallet af patienterne forblev resultaterne signifikante ved followup efter seks måneder [16-18] eller 12 måneder [19].
Flere af studierne har begrænsninger (bl.a. suboptimal blinding og overkrydsningsstudiernes risiko for carry-over effekt), men resultaterne synes at indikere stoffernes potentielle anxiolytiske og antidepressive effekt hos patienter i terminalfasen.

Citat:
Antidepressiv virkning

20-33% af patienterne med depression kan vise sig at være behandlingsresistente. På baggrund heraf har der været interesse for nye farmakologiske behandlingsmåder – deriblandt med de klassiske psykedeliske stoffer [20, 21].
I et open-label feasibility-studie af Carhart-Harris et al undersøgte man effekten af psilocybin hos 12 patienter med klinisk depression [21]. Inklusionskriterierne var tilstedeværelsen af moderat til svær depression, der var behandlingsresistent (defineret som manglende virkning af to antidepressive præparater med forskellig farmakologisk virkningsmekanisme). Ni ud af de 12 patienter opfyldte kriterierne for svær eller meget svær depression (BDI-score > 30). Patienterne fik to doser psilocybin på hhv. 10 mg og 25 mg med syv dages mellemrum. Hos alle patienterne var der reduktion i depressionsgraden – målt ved testene BDI og Quick Inventory of Depressive Symptomalogy – en uge efter sessionen, og denne effekt bestod hos flertallet tre måneder efter. Otte af de 12 (67%) opnåede komplet remission efter en uge, og efter tre måneder opfyldte syv patienter fortsat kriterierne for behandlingsrespons (50% reduktion i BDI-scoren), og fem af disse (42%) var i komplet remission. Studiets begrænsninger er de få patienter, den manglende kontrolgruppe og risikoen for placeboeffekt (forventningsbias) fra patientens side. Feasibility studiet skal bane vejen for fremtidige randomiserede studier [21].

Afhængighedstilstande
Afhængighed af alkohol og nikotin har som bekendt på globalt plan store helbredsmæssigt negative konsekvenser. De traditionelle farmakologiske og psykoterapeutiske behandlinger har suboptimale succesrater (35% ved nikotinafhængighed og en ud af ni ved alkoholafhængighed) [22], hvorfor der allerede i 1950-1970’erne var klinisk interesse for samt brug af psykedeliske stoffer til behandling af afhængighedstilstande.
I en metaanalyse fra 2012 på baggrund af seks randomiserede studier påviste man en gavnlig effekt af en enkelt LSD-session afspejlet ved nedsat alkoholforbrug eller komplet afholdenhed hhv. 2-3 og seks måneder efter sessionen [23]. I et proof of concept-studie fra 2015 undersøgte man brug af psilocybin til behandling af alkoholafhængighed hos ti patienter og påviste en signifikant reduktion af alkoholforbruget efter psilocybinsessionen. Den gavnlige effekt var i det væsentligste vedligeholdt ved afsluttende followup 36 uger efter. Studiets svaghed var det få antal patienter, den manglende kontrolgruppe eller blinding og risikoen for en såkaldt forventningsbias fra patienternes side [24].
I et open-label-studie fra 2014 undersøgte man effekten af psilocybin til behandling af nikotinafhængighed hos 15 patienter. Ved seksmånedersfollowup udviste 12 ud af de 15 (80%) patienter komplet afholden-
hed. Studiet har sine utilstrækkeligheder (få patienter samt risiko for forventningsbias), men kan bane vejen for større studier [25].
Resultaterne af et ældre studie fra 1973 syntes at indikere LSD’s mulige virkning på narkotikaafhængighed [26].
Et klinisk studie af psilocybins mulige terapeutiske virkning på kokainafhængighed er undervejs [4].

Obsessiv-kompulsiv tilstand

I et studie med ni patienter, som fik lav dosis (100 mikrog/kg), moderat dosis (200 mikrog/kg) og høj dosis (300 mikrog/kg) psilocybin vilkårligt, påviste man hos alle patienterne en akut signifikant mindskning af obsessive-kompulsive symptomer (afspejlet i vurderingsskalaen Yale-Brown Obsessive Compulsive Scale), som varede i mere end 24 timer, samt remission hos en af patienterne ved seksmånedersfollowup [27].

Klyngehovedpine
Klyngehovedpine betragtes som en af de mest smertefulde hovedpinesygdomme og kan sommetider være farmakologisk behandlingsresistent. På baggrund af anekdotiske beretninger om LSD og psilocybins effekt på klyngehovedpine publicerede Sewell et al i 2006 et interviewstudie med 53 patienter, som havde klyngehovedpine og havde forsøgt selvmedicinering med LSD eller psilocybin. Toogtyve af 26 psilocybinbrugere oplevede remission af akutte anfald, 25 af 48 psilocybinbrugere og syv af otte LSD-brugere oplevede remission af klyngeperioderne. Atten af 19 psilocybinbrugere og fire af fem LSD-brugere oplevede, at profylaktisk brug af stofferne kunne forlænge den hovedpinefri periode. Studiets begrænsninger er bl.a. interviewformen og risikoen for selektionsbias [28].

KLINISK ANVENDELSE – HISTORISK OG I DAG
I 1950’erne og 1960’erne var der en udbredt international lægevidenskabelig interesse for de klassiske psykedeliske stoffer LSD og psilocybin. Der var ligeledes en omfattende brug af stofferne blandt hippiebevægelsens tilhængere. I slutningen af 1960’erne blev stofferne ulovliggjort i adskillige lande, hvilket praktisk taget stoppede den kliniske forskning i deres virkningsmåde. I Danmark har der været dårlige erfaringer med klinisk brug af psykedeliske stoffer, idet der i 1960’erne blev foretaget dybt uetiske forsøg på Frederiksberg Hospital, hvor psykiatriske patienter – deriblandt skizofrene – uden accept eller viden blev givet LSD ofte i meget høje doser, mens de opholdt sig i mørke kælderrum. Enkelte gange blev der foretaget fastspænding med remme og tvangsmedicinering. Patienterne fik ikke efterfølgende psykoterapi og oplevede selvsagt seancerne som stærkt traumatiserende [29]. I de nyere kliniske forsøg er skizofreni/psykose et udelukkelseskriterie, og der er publiceret praktiske guidelines for brug af psykedeliske stoffer i kliniske forsøg [30]. Ved forfatterens gennemgang af alle disse nyere studier er der ikke fundet eksempler på patienter, som havde længerevarende psykiatriske komplikationer. I de refererede studier har der primært været brugt psilocybin pga. den kortere halveringstid, og de typiske doser har været 0,2-0,4 mg/kg.

KONKLUSION
I de seneste år er der opstået en fornyet interesse for de psykedeliske stoffer, dels fordi nye skanningsmodaliteter, såsom funktionelle MR-skannere, har været til rådighed, dels fordi der er gennemført nyere kliniske forsøg. Flere af sygdommene og afhængighedstilstandene, som er refereret i denne artikel, har store individuelle og samfundsmæssige konsekvenser. Der har været interesse for nye alternative behandlingsformer – heriblandt psykedelisk terapi – da der er relativt få nye psykofarmakologiske præparater under udvikling [20], og da de traditionelle behandlingsformer somme tider kan vise sig at være suboptimale. Som der er redegjort for i artiklen, gør dette sig særligt gældende ved behandling af afhængighedstilstande, angst/depression ved alvorlig sygdom og til en vis grad svær depression.
LSD og psilocybin synes at være relativt sikre stoffer, som ikke er associerede med psykiatrisk sygdom eller afhængighed. Flere af de kliniske studier, som der refereres til, har deres åbenlyse begrænsninger, f.eks. få patienter, manglende mulighed for kontrolgruppe og blinding, mulighed for selektions- og forventningsbias etc. På trods af disse begrænsninger tyder studiernes resultater på en potentiel terapeutisk virkning ved de ovennævnte sygdomme; formentlig især når de kombineres med psykoterapi/samtaleterapi.
Efterhånden som ny viden om de klassiske psykedeliske stoffer bliver tilgængelig, åbner det muligheden for fremtidig terapeutisk brug af disse stoffer til behandling af neuropsykiatriske sygdomme. Når denne nye viden forplanter sig ud i mainstreamkulturen, kan læger blive mødt af spørgsmål fra patienter og pårørende, hvorfor et basalt kendskab til emnet kan være nyttigt


Så er der dansk akademisk tidskrift der skriver åben og ærligt om psykedelika!!! Tænker den er god at vise til folk der siger man bliver syg i hovedet af psykedelika :D

_________________
«Jeg tror, det er vigtigt med oplevelser, der taler til vores sanser, noget, der befrugter vores fantasi, som nærer tanken, og som kan gøre vores verden større.
Det er slet ikke så unyttigt endda.»
HKH Margrethe ll af Danmark


Top
 Profil  
 
Indlæg: 13 sep 2017 20:12 
Offline
Psychedelia Sponsor
Brugeravatar

Tilmeldt: 08 jul 2016 22:08
Indlæg: 538
Der er ikke meget nyt under solen der, men det er da dejligt at det er ugeskriftet der bringer det.


Top
 Profil  
 
Indlæg: 13 sep 2017 20:52 
Næh gammel nyhed, men så længe den er god, er det vel fint :)


Top
  
 
Indlæg: 13 sep 2017 22:27 
Offline
Insane psychedelia user!
Brugeravatar

Tilmeldt: 26 jun 2009 11:55
Indlæg: 2306
Geografisk sted: Casa Tranquila
Nej, det er ikke en nyhed, men det er da dejligt der bliver skrevet en akademisk artikel på dansk. Det er let tilgængeligt materiale og sådan rimelig sort på hvidt beskrevet for folk der tvivler på sikkerheden.

_________________
«Jeg tror, det er vigtigt med oplevelser, der taler til vores sanser, noget, der befrugter vores fantasi, som nærer tanken, og som kan gøre vores verden større.
Det er slet ikke så unyttigt endda.»
HKH Margrethe ll af Danmark


Top
 Profil  
 
Indlæg: 14 sep 2017 16:45 
Offline
Moderator

Tilmeldt: 16 jan 2013 20:33
Indlæg: 789
Geografisk sted: Messier 45
Nyheden er vel, at det bliver positivt beskrevet i et dansk akademisk tidsskrift? Ret stor nyhed endda svjv.


Top
 Profil  
 
Indlæg: 14 sep 2017 20:42 
Offline
Admin
Brugeravatar

Tilmeldt: 25 maj 2005 23:45
Indlæg: 2484
Geografisk sted: Inside the animal
Citat:
LSD og psilocybin synes at være relativt sikre stoffer, som ikke er associerede med psykiatrisk sygdom eller afhængighed.

Bum

_________________
- Spis ild
Støt Psychedelia
Psychedelia.dk på facebook


Top
 Profil  
 
Indlæg: 17 jan 2018 14:08 
Offline
Junior medlem

Tilmeldt: 17 jan 2018 14:01
Indlæg: 1
Citat:
I de refererede studier har der primært været brugt psilocybin pga. den kortere halveringstid, og de typiske doser har været 0,2-0,4 mg/kg.


Jeg har altid antaget, at kropsvægt og køn var irrelevant når man doserer, man har aldrig tænkt over hvorfor det skulle forholde sig sådan.

Doserer i efter kropsvægt?


Top
 Profil  
 
Vis indlæg fra foregående:  Sorter efter  
Skriv nyt emne Svar på emne  [ 7 indlæg ] 

Alle tider er UTC + 1 time [DST ]


Hvem er online

Brugere der læser dette forum: Ingen og 12 gæster


Du kan ikke skrive nye emner
Du kan ikke besvare emner
Du kan ikke redigere dine indlæg
Du kan ikke slette dine indlæg

Søg efter:
Hop til:  
cron
Powered by phpBB® Forum Software © phpBB Group
Danish translation & support by Olympus DK Team