I kølvandet på de nylige tragiske rusmiddelrelaterede dødsfald er en offentlig debat om især ecstasy-tabletter og stoffet MDMA blusset op. Med ærgrelse har jeg i denne debat observeret sundhedspersoner og sundhedsmyndigheder, herunder højt estimerede kolleger, der ikke har formået at tilføre debatten den faglige tyngde, man med rette kunne forvente.

Jeg vil give eksempler på dette nedenfor, men først etablere lidt grundlæggende fakta.

Ecstasy-tabletter er tabletter indeholdende et eller flere psykoaktive substanser, herunder ofte MDMA. Brugeren har ingen mulighed for at vide, hvor meget MDMA der er i tabletten, eller om der er tale om andre eventuelt farligere stoffer. Overdosering af MDMA kan medføre serotonergt syndrom, desuden kan det forekomme, at der under rusen indtages for meget vand og for få elektrolytter, hvilket kan medføre hjerneødem. MDMA øger den præsynaptiske frigivelse af serotonin, i mindre grad dopamin og nordadrenalin. MDMA er, på baggrund af sikkerhedsprofil og lovende kliniske resultater i behandling af PTSD, tildelt breakthrough therapy status af de amerikanske lægemiddelmyndigheder, er godkendt til fase 3-studier, og der tilsigtes endelig godkendelse i både USA og Europa i 2021.

Søren Bøgevig, overlæge på Klinisk Farmakologisk afdeling, Bispebjerg Hospital, og tilknyttet Giftlinjen, lader sig 16. februar på TV2-nyhedernes hjemmeside citere for, at amfetamin og MDMA har »næsten identiske effekter«. Dette postulat kan, farmakodynamisk set, i bedste fald betragtes som en grov forsimpling. Som resultat afspores artiklen om MDMAs risikoprofil i sådan en grad, at der i længere passager helt undlades at skelne mellem de to stoffer, til trods for, at amfetamin har langt større brugerskadelighed end MDMA, som dokumenteret af Nutt et al. i The Lancet i 2010, vol. 376, p1558-1565.

I Debatten på P1 21. februar diskuteredes, hvorvidt anonym testning af stoffers kemiske indhold og styrke skal tilbydes i Danmark. Her afviste sektionsleder i Sundhedsstyrelsen, Niels Sandø, forslaget med henvisning til, at dette ville bevirke en legitimering og normalisering af stofmisbrug, samt at der er »utroligt få« brugere af MDMA i Danmark. Han indrømmer selv, kort efter, at første argument er udokumenteret.

Argumentet, at der er meget få brugere af MDMA, anvendes også af Mads Uffe Pedersen, professor på Psykologisk Institut – Center for Rusmiddelforskning i Århus, i en artikel på DR Nyheders hjemmeside 22. februar. Både Niels Sandø og Mads Uffe Pedersen henviser til Sundhedsstyrelsens rapport ‘Narkotikasituationen i Danmark 2017’, som baseres på statistik fra Statens Institut for Folkesundheds Sundhed og Sygelighedsundersøgelse. Intetsteds forholder man sig til, at svar-procenten i denne undersøgelse blandt de 16-44 årige var 42,8 pct. for mænd og 56,6 pct. for kvinder (SUSY2013), og at det ifølge Danmarks Statistik er kendt, at der, i repræsentative undersøgelser i Danmark, er et tiltagende frafald blandt mænd, blandt de unge og yngre, blandt de lavest uddannede, samt blandt personer i kategorien ’laveste indkomst’. En demografi, som stærkt korrelerer med demografien af stofbrugere i samme alderskategori. En væsentlig bias, som kan frygtes at gemme på et ikke ubetydeligt mørketal af brugere og misbrugere af disse substanser. Denne frygt understøttes af tal fra Rigspolitiet, og politiinspektør Michael Kjeldgaards udtalelser om at MDMA fortsat er billigt samt udbredt i Danmark, til trods for rekordstore beslaglæggelser af 32,5 kg MDMA i 2017, svarende til cirka 325.000 enkeltdoser.

Som sundhedspersoner og sundhedsmyndigheder bør vi anerkende vores faglige objektive ansvar og agere derefter. Vi må forholde os nuanceret og i henhold til evidens, og ikke forsimple vores udtalelser i en grad, så meningen fortabes. Som læger bør vi agere som sundhedsfremmere i virkelighedens verden – ikke en utopisk verden, hvor ingen anvender stoffer.

til trods for rekordstore beslaglæggelser af 32,5 kg MDMA i 2017, svarende til cirka 325.000 enkeltdoser.