BT Af REPORTAGEHOLDET den 20. marts 2004 kl. 00:30
Man tror kun det sker for naboen
Men i søndags skete der for Lisbeth Henriksen. Hun fandt sin teenagedatter i brusekabinen efter en overdosis amfetamin.
Gardinerne er trukket for, og samtlige persienner er lukket hermetisk ned. Intet lys slipper ind i lejligheden på Lupinvej i Silkeborg, da Lisbeth Henriksen, mor til fire, i søndags midt på eftermiddagen kommer hjem fra en fødselsdag.
Men mørket er ikke det værste. Ude på det lille badeværelse, på det kolde gulv i brusekabinen, sidder T., Lisbeths 18-årige datter, rystende over hele kroppen og med en pude presset hårdt ind mod sit ansigt.
Alt imens hun bliver ved med at råbe og advare sin mor og storesøster om alle de små børn, der nu er kommet for at hente hende. Børn, der ikke er fysisk til stede, men for T. er yderst virkelige og nærværende for hendes indre blik.
T. er i chok efter at have indtaget en enorm mængde amfetamin natten mellem lørdag og søndag. De tre små poser indeholdende hver et gram amfetamin har T. dels sniffet, dels spist. Nu kommer efterreaktionen.
»De tager mig! De tager mig! Nu kommer de! Se ham, kan du ikke se ham? Han sidder ovre i hjørnet og bliver ved med at stirre på mig med de dér onde øjne! Han siger, jeg ikke må se lyset! Han siger, han vil tage mig med!« råbte og græd hun, mens hun med hvide knoer knuede hårdt om puden.
Havde ingen anelse
Det er hendes mor, Lisbeth, der har besluttet at fortælle om oplevelsen. Fortælle, hvordan det er at komme hjem til sin elskede datter, som med ét slag er fuldstændig uden for rækkevidde og reagerer dybt psykotisk, fordi hun om natten har indtaget et eller andet kemisk stof.
Et stof, der viser sig at have være amfetamin, og som Lisbeth ikke anede, hendes datter havde omgang med.
»Det var så forfærdeligt at komme hjem til. Og jeg har det stadigvæk sådan. Jeg er dybt chokeret og har måttet melde mig syg fra arbejde i nogle dage. Heldigvis er min arbejdsgiver meget forstående over for mig med det, der er sket,« siger Lisbeth Henriksen.
Hun forsøger forgæves at holde sine hænder i ro, mens hun fortæller om den for hende totalt ukendte verden, der siden søndag er kommet alt for tæt på.
»Den var helt gal med T., og vi kunne ikke få hende ud fra brusekabinen. Vi ringede til lægevagten med det samme, og han sagde, at hun skulle på børnepsykiatrisk hospital i Risskov. Men jeg mente, hun skulle have hjælp hurtigere, så vi kørte hende på skadestuen her i Silkeborg. Her sagde de også, at hun skulle til Risskov, men jeg turde ikke i hendes tilstand. Mens lægen så kiggede på hende, galopperede hendes hjerte og puls lige pludselig, og lægen indlagde hende på intensiv-afdelingen. Først i mandags, da hun havde fået det lidt bedre, kom hun på Risskov,« siger Lisbeth Henriksen, mens hun nærmest uforstående ryster på hovedet. Og på hænderne, som pr. automatik griber ud efter den næste cigaret i forsøget på at finde en smule ro.
På Risskov bliver T. mandag aften anvist til ungeafdelingen. Men desværre er der ikke en eneste plads, og hun får i mangel af bedre en seng på psykiatrisk skadestue. Og allerede tirsdag eftermiddag bliver hun udskrevet fra psykiatrisk hospital, for T. er et grænsetilfælde. Hun bedømmes ikke til at være syg nok til at blive indlagt, fordi der er så stort pres på sengepladserne. Hun bliver derfor sendt tilbage til Silkeborg, hvor hun bor i ungdomsbolig med pædagogisk støtte. Når der er pædagoger tilknyttet, skyldes det, at T. har det svært både skolemæssigt og i sin sociale omgang med andre mennesker.
»Det mest skræmmende er, at hun nu skal tilbage og bo dér, hvor hun åbenbart er kommet i forkert selskab. Indtil videre vil jeg have hende herhjemme, og så må jeg bare håbe, hun får det bedre. Men på lidt længere sigt frygter jeg, hvad der kommer til at ske. Jeg er ikke i tvivl om, at T. har fået en meget stor forskrækkelse, og at hun derfor holder sig fra stoffer i et stykke tid.
Men hvad så, når forskrækkelsen har lagt sig? Jeg er så bange for, at hun vil blive ved med at tage stoffer, fordi man jo så hurtigt bliver afhængig af det. T. er desværre typen, der kan finde på at falde i igen, for når hun har det skidt psykisk, så følger hun bare med strømmen. Så siger hun ikke fra,« siger en frustreret Lisbeth Henriksen.
Håber det bedste
T. er efter sine voldsomme hallucinationer og dybt psykotiske tilstand i søndags - og afsløringen af sit misbrug - nu blevet henvist til et misbrugscenter.
Hun har nølende betroet sin storesøster, at hun siden november har taget amfetamin en del gange. Og altså senest, da hun lørdag aften og nat inden for blot 12-14 timer sniffede og spiste omkring tre gram af stoffet.
Hendes mor, Lisbeth Henriksen, forsøger stadig at forstå, hvad det er, der er sket. Og håber bare det bedste for sin 18-årige datter, ligesom hun allerede er begyndt at spekulere på, om den næstyngste datter på 14 mon også bliver tilbudt hvidt pulver, når hun går på sodavandsdiskotek.
»Man tror jo altid, sådan noget kun sker for naboens børn. Det her er kommet bag på os alle sammen. Nu håber jeg sådan, T. får noget støtte, så hun ikke falder i igen. Det er så skræmmende det hele,« siger den bekymrede mor.
reportageholdet@bt.dk http://www.bt.dk/krimi/artikel:aid=2623 ... 100300134/
Log ind
Tilmeld
OSS
Søg
