Psychedelia.dk
https://psychedelia.dk/forum/

Stoffernes vej til Danmark
https://psychedelia.dk/forum/viewtopic.php?f=83&t=7612
Side 1 af 1

Forfatter:  Hypnotika [ 25 mar 2004 16:57 ]
Titel:  Stoffernes vej til Danmark

BT, den 25. marts 2004 kl. 00:30 Af Reportageholdet


Personkredsen vi ser i projektør- og blitzlys til offentlige begivenheder, der skrives om i ugebladene, kender narkotika-politietsærdeles godt.

Hver enkelt stof produceres forskellige steder i verden, og deres vej til Danmark og dermed narkomanerne er indviklet, kringlet, udspekuleret og snu. Alligevel er det muligt for Danmarks narkojæger nr. 1, kriminalinspektør Ole Wagner, der leder Københavns politis narkoafdeling, at sætte et rimeligt præcist billede op af de forskellige stoffers vej til landets pushere.
»Det er en ond, brutal og ubeskrivelig afstumpet virkelighed, vi ser omkring den topstyrede og velorganiserede narkohandel. Hvis man ikke makker ret, så ender man som offer for mishandling, terror eller i værste fald i en kanal med afhugget hoved,« siger Ole Wagner, når han skal beskrive det miljø, som han dagligt står i spidsen for bekæmpelsen af.

Mange års efterforskning i store narkotikasager har givet et enestående indblik i, hvad der foregår i narkomiljøernes øverste trin. Nok har de fleste sigtede personer været tavse under afhøringer og i retterne, men aflyttede telefonsamtaler og rumaflytninger af forskellige lokaliteter har givet politiet et uhyggeligt indblik i adfærd og normer, eller rettere sagt mangel på samme, omkring narkohandelens hajer.

Tavse som graven
»Vi møder et miljø, hvor der ikke er nogen respekt for menneskeliv, hvor truslerne fyger og føres ud i livet, og hvor de involverede er tavse, som den grav de risikerer at ende i. Tit og ofte forbavses jeg over den kynisme, man møder, hos de der profiterer groft og uhæmmet på andres afhængighed og sociale bedrøvelighed,« siger Ole Wagner og fortsætter: »Ingen kommer jo løbende til politiet og anmelder narkotikakriminalitet, da alle i miljøet mere eller mindre har noget i klemme. Politiet skal selv starte sagerne op fra bunden, og vi ved godt, at vi ikke kan bekæmpe al narkotikakriminalitet i Danmark, det ville være naivt at tro, men vi kan noget andet. Vi kan risiko-belægge den.

Vi kan også lave nogle kraftige benspænd for narkohandlerne, så de bliver ramt på deres ømmeste punkt, nemlig deres indtjening. Og det lykkes, rigtig mange gange endda, og det er vi godt tilfredse med,« siger Ole Wagner, der for et års tid siden oplevede den bemærkelsesværdige hæder at danske narkobagmænd, bosat i Spanien, afholdt en fugtig og røgfyldt fest under mottoet »Fuck Ole Wagner«.

Kendte på politiets liste
»Man undres med jævne mellemrum over at se, hvilke personer der mødes i fuld projektør- og blitzlys til offentlige begivenheder, der skrives om i ugebladene. Flere af de personer kender vi i narkotikapolitiet særdeles godt. Men vi ved da også godt, at kendskab og bevis er to vidt forskellige ting, men man undres da alligevel,« slutter Ole Wagner.

reportageholdet@bt.dk

http://www.bt.dk/krimi/artikel:aid=2636 ... 100300134/

Side 1 af 1 Alle tider er UTC + 1 time [DST ]
Powered by phpBB® Forum Software © phpBB Group
https://www.phpbb.com/