Jyllands-Posten 22. maj 2004 03:00 / Opdateret 23. maj 2004 13:07
Christiania etablerer sin første ambassade
Af MAJ MUNK
Kampen for Christiania er rykket ud af Fristaden og ud i samfundet. Staden har fået sin egen ambassade. Meningen er, at ambassaden skal skabe dialog mellem christianitterne og hr. og fru Danmark.
To røde flag med tre gule prikker kommer op fra dybet og bryder overfladen. De rødgule flag er Christianias kendetegn. De to dykkere, der svømmer rundt med flagene, danner fortrop for den parade, der skal markere indvielsen af Christianias første ambassade uden for Fristaden.
Det er Overgaden - Institut for Samtidskunst, der den næste måned skal fungere som ambassade.
En del af jer selv
Paraden består af en lille hjemmelavet ubåd, pyntet med blomster og balloner. Efter ubåden kommer fem små både med matchende udsmykning.
Deltagerne i paraden er klædt i Fristadens nationalfarver, rød og gul.
På kajen er folk stimlet sammen for at se, hvad der foregår og for at støtte budskabet. De klapper og råber, da bådene lægger til, og deltagerne springer i land.
Til sidst ankommer sejlbåden "Moby Dick", der har transporteret Christiania Ungdom til ambassaden.
»I kan ikke slå os ihjel. Vi er en del af jer selv,« synger de og vifter med deres medbragte pon-poner i bedste cheerleader-stil.
Hr. og fru Danmark
Overgaden - Institut for Samtidskunst har taget initiativ til projektet.
»Vi håber, at det kan være med til at skabe dialog mellem Christiania og det øvrige samfund. Her kan hr. og fru Danmark opleve på neutral grund, at der foregår andre ting end hashhandel på Christiania,« siger Søren Martinsen, der er kunstnerisk leder af Institut for Samtidskunst og nyudnævnt ambassadør.
»Vi har ikke som sådan en holdning til, om Christiania skal bevares eller ej, men vi mener, at Christiania udgør en markant del af Københavns kulturliv. Det er derfor, vi er gået ind i projektet,« siger han.
Mangfoldigt
På stueetagen i Institut for Samtidskunst vil interesserede kunne se en udstilling af og med Christiania. På de øvrige etager vil der være en lang række dialogmøder med forskellige temaer. Dialogmøderne har overskifter som "Lev livet kunstnerisk", "Når forskellighed begrænser" og "Christiania som eksportvare".
Instituttet har taget initiativet, men det er christianitterne selv, der har arrangeret paraden og åbningen af arrangementet.
Et banner er blevet hængt op på facaden og fortæller med tydelighed, at Christiania er rykket ind, og at ambassaden er erklæret for åben.
Der er stadig aktivitet på kajen. En flok mørkklædte mænd laver tai-chi, bandet Sorteper gør klar ved instrumenterne, og en af christianitterne, Britta Lillesøe, fortæller om projektet i en megafon.
»Christiania står for det blomstrede, det forskellige og det mangfoldige. Det er det, vi gerne vil vise,« råber hun.
"Christiania oven vande", som udstillingen hedder, kan opleves frem til den 27. juni.
maj.munk@jp.dkhttp://www.jp.dk/indland/artikel:aid=2431276:fid=8832/