Psychedelia.dk
https://psychedelia.dk/forum/

Dna-spor mod Christiania-pushere
https://psychedelia.dk/forum/viewtopic.php?f=83&t=8333
Side 1 af 1

Forfatter:  Hypnotika [ 17 jun 2004 11:36 ]
Titel:  Dna-spor mod Christiania-pushere

Internetavisen Jyllands-Posten - 17. juni 2004 03:00

Dna-spor mod Christiania-pushere

Af CARSTEN ELLEGAARD

Når retssagerne mod de mange Christiania-pushere indledes, vil anklagemyndigheden som noget nyt i narkosager bruge dna-spor, der skal bevise, at pusherne har stået i Pusher Streets hashboder.

Anklagemyndigheden og politiet skærper nu beviserne mod de varetægtsfængslede pushere fra Christiania. Som noget helt nyt vil myndighederne forsøge at bruge DNA-spor mod flere af pusherne, der blev anholdt under den store aktion i marts, da Pusher Street blev endegyldigt fjernet.

Cigaretskod, flasker og andre effekter, der er indsamlet i hashboderne under de mange razziaer mod Christianias hashgade i månederne op til rydningen, er nu vigtigt bevismateriale mod pusherne.

»Det er ingen hemmelighed, at jeg har anbefalet, at man forsøger at bruge dna-profiler i det videre arbejde. I øjeblikket er narkotika ikke nævnt i lovgivningen om brug af dna. Men hvis det kan bruges i retten, så kan man sige, at vi nu har alt forarbejdet på plads,« siger kriminalinspektør Ole Wagner, leder af narkoafdelingen ved Københavns Politi.

Uden videre kan Retsgenetisk Institut tage analyser af eksempelvis et cigaretskod og hænge de sigtede op på, at de har stået i den hashbod, hvor skoddet er fundet. Dermed styrkes anklagerens beviskæde betydeligt.

Advaret af vagter
Indsamlingen af effekterne med henblik på -analyse har været nødvendig, for hver gang politiet rykkede mod Pusher Street, blev pusherne advaret af vagter, der kunne følge politiets kørsel de få minutter fra Politigården til Christiania.
Det betød, at hashboderne var forladte, når politiet nåede frem. Men pusherne havde altså ikke fjernet sodavandsflasker, skod eller andre ting, som nu kan bruges imod dem.

Ifølge vicekriminalinspektør Bent Espensen, Rigspolitiets Kriminaltekniske Afdeling, kan dna-spor i gunstige tilfælde bevares i årevis. Er der tale om eksempelvis cigaretskod, afhænger mulighederne for at tage dna af et hav af ydre forhold som vejret, jord, om andre har suget på dem, men i langt de fleste tilfælde kan der skaffes brugbare dna-spor. Prisen på en blodprøve og en dna-analyse er samlet ca. 10.000 kr.

Afviser at blive testet
I går skulle Københavns Byret tage stilling til, om to af de sigtede pushere med tvang skal have foretaget en blodprøveudtagning for at kunne aflæse deres dna-profiler. De har begge nægtet frivilligt at lade politiet tage prøven. Afgørelsen falder i løbet af et par dage.
Ifølge anklageren, politiadvokat Carsten Egeberg Christensen, er det ikke samtlige 48 varetægtsfængslede, der skal have taget blodprøver.

»Det har relevans i nogle tilfælde, uden at det skal uddybes. Men jeg kan sige, at politiet og anklagemyndigheden agter at bruge alle muligheder for at få en domfældelse, og deri indgår dna-sporene,« siger Carsten Egeberg Christensen.

Stadfæstelser
De 48 mænd og kvinder, der blev anholdt ved politiets aktion 16. marts, har alle siden siddet varetægtsfængslet. I går stadfæstede Østre Landsret kendelserne fra byretten, der betyder, at de fortsat skal være i politiets varetægt - uden dog fortsat at være isolerede.

En dømt
Der er foreløbig faldet dom i en enkelt tilståelsessag i det enorme kompleks, da en 28-årig mand blev idømt toethalvt års fængsel for salg af 40 kilo hash fra sin bod.
carsten.christensen@jp.dk

http://www.jp.dk/kbh/artikel:aid=2473806/

Side 1 af 1 Alle tider er UTC + 1 time [DST ]
Powered by phpBB® Forum Software © phpBB Group
https://www.phpbb.com/