Berlingske Tidende - 17. juni 2004 kl. 10:29
Hovedpine af hovedpinepiller
Medicin er ikke altid det rigtige middel mod smerte - faktisk kan det gøre ondt være.
Ifølge Dansk Hovedpinecenter på Glostrup Sygehus har op mod 100.000 danskere hovedpine på grund af et forkert
eller for stort forbrug af hovedpinemedicin, og det er blandt de mest almindelige former for hovedpine, skriver JydskeVestkysten.
Hårdest ramt er patienter, som lider af andre typer hovedpine som migræne og spændingshovedpine.
Samtidig viser en ny opgørelse fra Sønderjyllands Amt, at mange migrænepatienter tager alt for meget medicin. Mats Lindberg, lægemiddelkonsulent i Sønderjyllands Amt, har netop opgjort forbruget af anfaldsmedicin mod migræne fordelt ud på antallet af patienter med recept, og det viser sig, at en femtedel af godt 2500 patienter sidste år fik ordineret mere medicin end anbefalet af deres
praktiserende læge.
I gennemsnit har hver praktiserende læge i amtet knap tre patienter med overforbrug af migrænemedicin. Det skyldes ifølge Mats Lindberg, at lægernes efteruddannelse i for høj grad styres af medicinalproducenterne, som ikke har haft interesse i at fokusere på problemerne ved overdosering,
og han mener, at såvel læger som patienter bør være mere opmærksomme på problemet.
http://www.berlingske.dk/indland/artikel:aid=452438/