Politiken - 21. jun 2004 kl. 23:00
Lærer lærte elever at ryge hash
En lærer er blevet fyret for at have lært sine elever at rulle en joint. For to måneder siden blev han fyret fra en anden skole - den gang for at have solgt amfetamin til elever.
Blot to måneder efter, at en lærer blev bortvist fra sin arbejdsplads for at have solgt amfetamin til sine elever, er han nu igen blevet bortvist: Denne gang for at have solgt hash til elever på sin nye arbejdsplads, St. Ands Efterskole.
Ifølge JydskeVestkysten fandt den seneste episode sted under en tre dages udflugt til København.
En gruppe elever blev grebet i at ryge hash, og det viste sig, at den pågældende lærer tidligere på dagen havde vist otte-ti elever, hvordan man rullede en joint og på den måde indirekte opfordrede eleverne til at prøve stoffet af.
Forstander: Alvorlig sag
Skolens forstander, Niels Schmidt, reagerede prompte ved at sende læreren – en yngre mand, der havde været ansat som vikar siden august – hjem med en fyreseddel to dage før årsafslutningen.
»Det er en alvorlig sag, når en lærer på den måde misbruger sin position og forældrenes tillid. På en måde er det jo en form for overgreb eller forførelse, og det ser vi meget alvorligt på«, siger forstanderen, der bakkes hundrede procent op af skolens bestyrelsesformand Peter Jensen:
»Det er jo en ulykkelig begivenhed, når en lærer på den måde går foran og viser mangel på rygrad og ansvar. Jeg var selv med ved ansættelsessamtalen og havde indtryk af, at der var tale om et rart og varmt menneske, der ville egne sig godt til jobbet«, siger skolebestyrelsesformanden.
»Forældre bør være trygge«
Både han og forstander Niels Schmidt afviser, at forældrene skal have betænkeligheder ved at sende deres børn på efterskole på baggrund af sagerne i henholdsvis Andst og på lærerens første arbejdsplads, efterskolen Strand i Fynshav på Als.
»forældrene har al mulig grund til at være trygge ved at sende deres børn hen på en skole, hvor der bliver holdt mere øje med dem end på en almindelig folkeskole, og hvor det er meget svært at skjule et hashmisbrug«, siger forstander Niels Schmidt.
http://politiken.dk/VisArtikel.iasp?PageID=324569