Internetavisen Jyllands-Posten - Offentliggjort 21. juni 2004 13:25 / Opdateret 21. juni 2004 22:12
Viagra er et hit i Bagdad
Af POUL TVILUM
Med politisk ustabilitet, uvished for terrorbomber og vestlig mediepåvirkning er den lille blå potensstimulerende pille blevet en bestseller i den irakiske hovedstad.
Det kan ikke undre, at mange irakiske mænd har andet at tænke på end præstationerne i sengen. Og måske netop derfor salget af Viagra efter krigens slutning blevet fordoblet, skriver San Francisco Chronicle.
"Folk er deprimerede, så de har behov for Viagra og lignende præparater for at give dem sexlysten tilbage," fortæller Talid Abdul-Amir Shebany, der er farmaceut i Bagdad.
"Salget er mindst fordoblet, siden krigen endte. Der er bomber og usikkerhed. Når man ser ødelagte huse og lig i gaderne, påvirker det sexlysten," siger Talid Abdul-Amir.
Også et stigende sort marked for Viagra og kopipræparater som "Kamagra" fra Indien og "Vega" fra Syrien har bidraget til det øgede salg af potensstimulerende præparater. Desuden er det ikke længere tabu for kvinder at bede for eksempel farmaceuten om et middel til at stimulere ægtemandens manglende appetit på lagengymnastik.
"Og Koranen forbyder ikke Viagra," understreger Talid Abdul-Amir Shebany.
Endelig er der også påvirkningen af de vestlige TV-udsendelser med den kraftige fokusering på kønnenes forskellighed, påpeger San Francisco Chronicle.
"Og så er der også en trend i retning af, at kvinder gifter sig med ældre mænd, fordi de unge er uden job og dermed muligheden for at forsørge en familie. Og hvis en ældre mand skal leve op til kravene fra tre unge koner, kan det kræve lidt medicinsk hjælp," understreger Talid Abdul-Amir Shebany.
http://www.jp.dk/udland/artikel:aid=2481322:fid=9914/