Information - 11. august 2004 kl. 14.54
130 festivalgæster gav spytprøver for at tjekke for narko
Narkoindtagelse og bilkørsel anses normalt for to meget uforenelige størrelser, men området er forholdvis udokumenteret. Derfor har Århus Amt indledt et projekt, der måske kan resultere i egentlig forskning.
Første led i projektet var indsamling af spytprøver fra 130 trafikanter, der deltog i sidste weekends Skanderborg Festival. Trafikanterne, der i forvejen var standset af politi i et spritrazzia, afgav frivilligt spytprøver. Knap 20 bilister nægtede samtidig at deltage.
Akademiingeniør Jytte Ørum Nørup fra Århus Amt oplyser, at politiet kun tester for alkohol og ikke for andre euforiserende stoffer. Narko kan afsløres mest sikkert ved hjælp af meget kostbare blodprøver, men også ved urin-, sved- eller spytprøver.
I Tyskland kan politiet udskrive bøder på basis af svedprøver.
Det er Trafiksikkerhedsudvalget i Århus Amt, der har ønsket at få en indikation af, om trafikanter har indtaget andre rusmidler end alkohol, når de bevæger sig i trafikken. Spytprøverne analyseres i løbet af efteråret på Retskemisk Afdeling på Aarhus Universitet.
/ritzau/
http://www.information.dk/Fremvisning/R ... 1369046711