Politiken - 22. okt 2004 kl. 23:22
Misbrugere i fængsler får garanti for hjælp
Over halvdelen af de indsatte i fængslerne misbruger narko og alkohol. Fra næste år får de alle tilbud om behandling, mens de afsoner. En naturlig følge af en stram retspolitik, siger justitsministeren.
Af Rikke Egelund og Julie Jo Boding
Fra næste år vil alle indsatte i de danske fængsler blive tilbudt behandling for deres misbrug, hvis de har behov for det. Det har omkring 56 procent af de flere end 8.000 personer, som hvert år er indsat i et af landets fængsler. De misbruger enten stoffer eller alkohol.
I løbet af det seneste år og måneder er der rundt om i landet oprettet en lang række behandlingspladser i både åbne og lukkede fængsler og arresthuse, så der i dag er over 40 forskellige behandlingstilbud.
Behandlingsgaranti
Det drejer sig især om behandling for narko- og hashmisbrug, men også initiativer målrettet voldskriminelle, som skal lære at tale andre sprog end nævernes.
»Vi må erkende, at vi har mange i kriminalforsorgens institutioner, som har et misbrugs- eller adfærdsproblem. Og det er fuldstændig åbenlyst, at mens de sidder i Kriminalforsorgens institutioner, bør vi gøre noget for at få de problemer løst, så de ikke falder tilbage i kriminalitet bagefter. Vi skal gøre, hvad vi kan, for at de kan blive lovlydige borgere«, siger justitsminister Lene Espersen (K).
Garantien for af kunne komme i behandling for narko- eller hashmisbrug er ved at være på plads, mens der næste år skal etableres to nye afdelinger på hver 15 behandlingspladser, så der også bliver garanti for behandling til indsatte alkoholikere.
Det koster otte mio. kroner næste år, som partierne bag satspuljeforhandlingerne ifølge Politikens oplysninger er enige om at bevilge. Det er også satspuljen, som finansierer den nye, generelle garanti for alkoholbehandling i samfundet uden for fængslerne. For at sikre, at alle tilbydes en egnet behandling, indføres der fra næste forår et nyt visitationsprogram i fængslerne. Det betyder, at alle med en dom på over to års fængsel fra begyndelsen kan få kortlagt deres problemer og blive placeret i egnet behandling.
En naturlig følge
Ifølge justitsministeren er den store behandlingsindsats en naturlig følge af regeringens strenge retspolitik.
»Det her er den eneste måde, vi kan få skabt en sammenhæng i retspolitikken - at vi på den ene side er konsekvente, eller skrappe, vil nogen sige, men på den anden side, hvis man synes, at det er så forfærdeligt, at folk på grund af et misbrug begår indbrud og overfald, så må vi også gøre noget for at sikre, at det ikke gentager sig, den dag straffen er afsonet«.
56 pct. af klientellet i de danske fængsler har et misbrugsproblem - heraf misbruger 14 pct. især heroin og morfin, 6 pct. kokain og amfetamin, 14 pct. hash og 21 pct. alkohol.
Dansk Fængselsforbund, som organiserer de ansatte i fængslerne, siger, at behandlingsindsatsen skaber en bedre stemning i fængslerne.
»Hvis du kan holde 30 narkomaner i Vridsløse stoffri, så er der er stor del af narkomarkedet, som falder væk. De indsatte bliver fjernet fra det store brølende fællesskab, hvor narkobagmænd og narkohandlere hele tiden går og presser dem«, siger forbundsformand Carsten Pedersen.
Han peger også på, at de ansatte er gladere for deres arbejde, fordi de kan se resultater.
Socialdemokraterne, som via satspuljen løbende har været med til at bevilge penge til behandling i fængslerne, kalder ministerens interesse for behandling »noget af en kovending« og kommer med en lille advarsel:
»Ministeren skal bare huske, at hvis man vil lave en fornuftig misbrugsbehandling, så nytter det ikke noget, at de sidder på skødet af hinanden i overfyldte fængsler«, siger socialordfører Sandy Brinck.
http://politiken.dk/VisArtikel.iasp?PageID=341748