Psychedelia.dk

Velkommen til psychedelia.dk. Vi er Danmarks største community for fornuftig anvendelse af rusmidler og legalisering.
Dato og tid er 20 jun 2025 12:59

Alle tider er UTC + 1 time [DST ]




Skriv nyt emne Svar på emne  [ 1 indlæg ] 
Forfatter besked
Indlæg: 23 okt 2004 17:10 
Offline
In our memories

Tilmeldt: 20 jul 2001 01:01
Indlæg: 1073
Politiken - 22. okt 2004 kl. 23:22

Misbrugere i fængsler får garanti for hjælp

Over halvdelen af de indsatte i fængslerne misbruger narko og alkohol. Fra næste år får de alle tilbud om behandling, mens de afsoner. En naturlig følge af en stram retspolitik, siger justitsministeren.

Af Rikke Egelund og Julie Jo Boding

Fra næste år vil alle indsatte i de danske fængsler blive tilbudt behandling for deres misbrug, hvis de har behov for det. Det har omkring 56 procent af de flere end 8.000 personer, som hvert år er indsat i et af landets fængsler. De misbruger enten stoffer eller alkohol.

I løbet af det seneste år og måneder er der rundt om i landet oprettet en lang række behandlingspladser i både åbne og lukkede fængsler og arresthuse, så der i dag er over 40 forskellige behandlingstilbud.

Behandlingsgaranti
Det drejer sig især om behandling for narko- og hashmisbrug, men også initiativer målrettet voldskriminelle, som skal lære at tale andre sprog end nævernes.

»Vi må erkende, at vi har mange i kriminalforsorgens institutioner, som har et misbrugs- eller adfærdsproblem. Og det er fuldstændig åbenlyst, at mens de sidder i Kriminalforsorgens institutioner, bør vi gøre noget for at få de problemer løst, så de ikke falder tilbage i kriminalitet bagefter. Vi skal gøre, hvad vi kan, for at de kan blive lovlydige borgere«, siger justitsminister Lene Espersen (K).

Garantien for af kunne komme i behandling for narko- eller hashmisbrug er ved at være på plads, mens der næste år skal etableres to nye afdelinger på hver 15 behandlingspladser, så der også bliver garanti for behandling til indsatte alkoholikere.

Det koster otte mio. kroner næste år, som partierne bag satspuljeforhandlingerne ifølge Politikens oplysninger er enige om at bevilge. Det er også satspuljen, som finansierer den nye, generelle garanti for alkoholbehandling i samfundet uden for fængslerne. For at sikre, at alle tilbydes en egnet behandling, indføres der fra næste forår et nyt visitationsprogram i fængslerne. Det betyder, at alle med en dom på over to års fængsel fra begyndelsen kan få kortlagt deres problemer og blive placeret i egnet behandling.

En naturlig følge
Ifølge justitsministeren er den store behandlingsindsats en naturlig følge af regeringens strenge retspolitik.

»Det her er den eneste måde, vi kan få skabt en sammenhæng i retspolitikken - at vi på den ene side er konsekvente, eller skrappe, vil nogen sige, men på den anden side, hvis man synes, at det er så forfærdeligt, at folk på grund af et misbrug begår indbrud og overfald, så må vi også gøre noget for at sikre, at det ikke gentager sig, den dag straffen er afsonet«.

56 pct. af klientellet i de danske fængsler har et misbrugsproblem - heraf misbruger 14 pct. især heroin og morfin, 6 pct. kokain og amfetamin, 14 pct. hash og 21 pct. alkohol.

Dansk Fængselsforbund, som organiserer de ansatte i fængslerne, siger, at behandlingsindsatsen skaber en bedre stemning i fængslerne.

»Hvis du kan holde 30 narkomaner i Vridsløse stoffri, så er der er stor del af narkomarkedet, som falder væk. De indsatte bliver fjernet fra det store brølende fællesskab, hvor narkobagmænd og narkohandlere hele tiden går og presser dem«, siger forbundsformand Carsten Pedersen.

Han peger også på, at de ansatte er gladere for deres arbejde, fordi de kan se resultater.

Socialdemokraterne, som via satspuljen løbende har været med til at bevilge penge til behandling i fængslerne, kalder ministerens interesse for behandling »noget af en kovending« og kommer med en lille advarsel:

»Ministeren skal bare huske, at hvis man vil lave en fornuftig misbrugsbehandling, så nytter det ikke noget, at de sidder på skødet af hinanden i overfyldte fængsler«, siger socialordfører Sandy Brinck.

http://politiken.dk/VisArtikel.iasp?PageID=341748


Top
 Profil  
 
Vis indlæg fra foregående:  Sorter efter  
Skriv nyt emne Svar på emne  [ 1 indlæg ] 

Alle tider er UTC + 1 time [DST ]


Hvem er online

Brugere der læser dette forum: Ingen og 3 gæster


Du kan ikke skrive nye emner
Du kan ikke besvare emner
Du kan ikke redigere dine indlæg
Du kan ikke slette dine indlæg

Søg efter:
Hop til:  
Powered by phpBB® Forum Software © phpBB Group
Danish translation & support by Olympus DK Team