Fra Berlingske Tidende lørdag den 6. november 2004
Narkomaner centrum i valgkamp til menighedsråd på Vesterbro
Af Brita Stenstrup
For første gang skal der være kampvalg i det på en gang belastede og mondæne Maria sogn på Vesterbro. Striden står om narkomanerne på Maria Kirkeplads.
Mariatjenesten på Vesterbro frygter, at et kommende menighedsråd med et andet flertal vil lukke den. Tjenesten holder til i Mariakirken på Istedgade og tager sig af kirkepladsens flere hundrede narkomaner, psykisk syge og hjemløse.
En kreds af kirkens nærmeste naboer vil af med, hvad de opfatter som narkomanernes aggressive hærgen i nabolaget, og stiller op til menighedsrådsvalget på tirsdag. For første gang i sognets historie skal der være kampvalg i Maria sogn.
»Nu må Mariatjenesten tage sit ansvar på sig i stedet for at sende narkomanerne ind i vores opgange kl. 23, når tjenesten lukker,« siger talsmanden for Sognelisten, byggeleder Peter Riber Christensen. Han og hans familie med to børn har delt naboskab med Mariakirken i over ti år. På den tid er narkomanerne blevet mere aggressive og truer beboerne med knive, siger han.
»Man kan ikke bare jage Mariatjenesten ud,« siger Fælleslistens talsmand og socialrådgiver i Mariatjenesten, Ole Andersen.
»Vi kan ikke tage hele ansvaret for narkomanerne i kvarteret. Vi arbejder ud fra, at hvad der gavner narkomanerne, gavner kvarterets beboere.«
Som modtræk til Sognelisten holder det nuværende menighedsråd, der består af Fælleslisten, og Mariatjenestens støtteorganisationer i eftermiddag støtteaktion på PH Cafeen på Halmtorvet. Skuespilleren Henning Jensen, gøgleren og filminstruktøren Erik Clausen, musikeren Tobias Trier og stand up komikeren Frank Hvam er blandt de medvirkende.
»Ren mudderkastning,« kalder Peter Riber Christensen aktionen på Halmtorvet. »Vi ønsker ikke Mariatjenesten lukket, men vi vil heller ikke tvinges til at flytte, fordi vore store børn ikke tør gå på gaden.«
http://www.berlingske.dk/indland/artikel:aid=502022/