Fra Berlingske Tidende fredag den 5. november 2004
Narkomaner flygter fra klassisk elevatormusik
Af Hans Larsen
Klassisk musik strømmer ud af højttalerne i tre elevatorer mellem perronerne på Københavns Hovedbanegård og Tietgensbroen. Ikke for at behage passagererne, men for at holde narkomaner væk.
Heroin og Händel er en dårlig cocktail. Siden Banedanmark for et par måneder siden skruede højt op for den klassiske musik i tre elevatorer mellem perronerne på Københavns Hovedbanegård og Tietgensbroen, er der sket et markant fald i antallet af narkomaner, som okkuperer elevatorerne og benytter dem som fixerum.
Den klassiske musik i stride strømme blev netop indført på baggrund af en række ubehagelige hændelser, hvor passagerer og rengøringspersonale følte sig generet af narkomaner, der f.eks. sad og røg heroin og ikke ville anerkende, at elevatorerne i virkeligheden er et transportmiddel for gangbesværede og passagerer med barnevogn eller cykler.
»Vores personale kunne ikke få de uønskede personer til at forlade elevatorerne, og derfor måtte vi finde en hensigtsmæssig og langsigtet løsning. Og vi skulle ikke kigge langt væk, før vi hurtigt fandt ud af, at klassisk musik har løst et tilsvarende problem ved Hovedbanegårdens udgang til Reventlowsgade,« siger fungerende teamleder i Banedanmark, Susanne Schubert, som - i parentes bemærket - ikke er efterkommer af komponisten af samme efternavn.
Masser af marchmusik
Elevatormusikken på Tietgensbroen er foreløbig kun et pilotprojekt, der udløber til nytår. Men ifølge Susanne Schubert er resultaterne indtil videre så gode, at Banedanmark overvejer at gøre kontrakten med musikleverandøren, Metorion Music, permanent.
Ifølge sekretær i Metorion Music, Jannie Thomsen, findes der ikke en officiel playliste over komponister, som i særlig grad kan skræmme narkomaner væk.
Men hun erkender, at det ikke er Mozarts »Eine Kleine Nachtmusik« eller andre populære og behagelige, klassiske favoritter, der står på repetoiret.
»Vi er ikke ude på at hænge nogle komponister ud. Men det er hovedsagelig en kombination af høj og kraftig, klassisk musik, f.eks. militære marcher, som narkomaner erfaringsmæssigt ikke bryder sig om.
Det er ikke den slags musik, de selv kunne finde på at sætte i CD-afspilleren, når de sidder og fixer. Og det er heller ikke den slags musik, som et stort publikum vil betale for at høre ved en koncert,« siger Jannie Thomsen.
En tysk opfindelse
Oprindeligt var det ansatte i Deutsche Bahn, som fandt på at spille klassisk musik på hovedbanegården i Hamburg for at holde et uønsket klientel borte. Og det viste sig hurtigt, at narkomaner, pushere og drukkenbolte ikke kunne holde ud at lytte til så »syret« musik i længere tid ad gangen.
http://www.berlingske.dk/indland/artikel:aid=501416/