JEL skrev:
Er det korrekt af mig at antage at et moderat dagligt forbrug ikke ville være fysisk skadeligt på nogen måder (altså organ-forandrende som feks ved lever- eller nyre-skader)?
Det vil jeg tro. Min far tog det hver dag igennem 30 år, og hans organer har så vidt vides ikke taget skade.
Citat:
_Og_ at en eventuel tilvænning ikke nødvendigvis ville være et hæmmende problem i-sig-selv, hvis stof-tilgængeligheden ellers er optimal (altså at man ka' re-dosere efter subjektivt behov)
Nu har jeg sikkert et temmelig farvet og negativt syn på benzodiazepiner, på grund af min fars misbrug... men tror alligevel ikke mine erfaringer er så enestående... så here goes:
Der er mange eksempler på folk, der har haft et længere misbrug, har "sluppet jordforbindelsen" og derfor har været svære at nå for de pårørende. I min fars tilfælde udviklede han et "jeg har altid ret"-ego hvor han ikke behøvede at blive usikker på sig selv, når han trådte på andre. Selvfølgelig er det en tilbøjelighed han havde i forvejen, og det er bestemt ikke alle misbrugere, der udvikler den slags ubehagelige sider.
Men man må også spørge sig selv, om angsten og usikkerheden ikke har en funktion som man ikke bør pille ved. Når vi bliver usikre på vores handlinger, er det jo netop, at vi reflekterer over os selv og stiller spørgsmål. Ved et misbrug af benzodiazepinern kan man godt miste denne selv-kritiske sans.
Selvfølgelig er der mange, som netop lider af alt for meget anst og selvkritik, som vil mene at det er godt at tage benzodiazepiner. Problemet er bare, at pillerne ikke løser problemet men kun symptombehandler. Dette kan føre til, at man bliver endnu mere angst, nærvøs og fikseret på om man har husket sin pille, hvis man ser dem som den eneste løsning på angstfølelsen.
Selvfølgelig kan der være akutte situationer hvor benzodiazepiner kan være berettiget. Ved traumatisk hændelser kan det tage toppen af nerverne, som ellers ville overbelaste systemet på en ukonstruktiv måde.
Da min far holdt op med benzodiazepinerne startede han med at tage lykkepiller i et halvt år. Derefter holdt han også op med det. De første 3 måneder sov han ikke meget, -havde krampe/uro i kroppen, og ondt i "angsten". Det føltes som om alt i hans følelser krampede sammen.
Selv efter 2 år, kunne han stadig få denne abstinensfølelse, når han blev presset psykisk. Han var klar over at abstinenserne hængte meget sammen med det psykiske. Det var som om der bare blev lagt lidt oven i den almindelige angst, når den meldte sig.
Men jeg tror det handler meget om indstilling. Hvis man er meget bange for abstinenserne, bliver det også et helvede, da det er selve den "normale" angst at abstinenserne bider sig fast i.
Hilsen Fanny