Tak for dit lange og uddybende svar, Andrusha. Jeg må nok indrømme, at jeg ikke forstod alle dine komplicerede overvejelser, men så vidt jeg kan forstå, er hovedessensen af din fremstilling følgende:
1: At vi tænker i dualismer - for det er vi opdragede til gennem kulturen og samfundet - men at det er muligt at nå ud over disse eller i hvert fald nå til en form for accept af, at mennesket oplever verden sådan. Gennem den erkendelse at finde frem til en form for balance og ligevægt i sindet, hvor man kan rumme alle modsætningerne og de forskellige værdier, man bliver præsenteret for, men stadig at holde fast i sine egne. Er det forstået korrekt?
Som sagt skyldes det nok erkendelsen af, at livet grundlæggende set er meningsløst, og at der kun er den mening, som vi selv tillægger det, dvs. at nihilismen lurer lige om hjørnet. Det er nok et af de moderne vilkår, som jeg har haft svært ved at komme overens med. Nogle gange ville jeg ønske, at jeg kunne bekende mig til faste systemer og klare retningslinjer, og jeg ved ikke, om det skyldes en svaghed ved min karakter, at jeg ikke er i stand til dette.
Det kan godt ske, at jeg sidder fast i en række dualismer, som ikke er gunstig for min måde at tænke og tilgå verden på, men for mig supplerer de egentlig hinanden meget godt. Efter tungsindet er lettet følger også mere kreative og skabende perioder, hvor jeg oplever mening med det hele, og hvor tankerne flyver højt. Jeg har nok lært at leve med, at jeg rummer disse følelsesmæssige udsving. Det er sjældent, at jeg ikke får det fra hånden, som jeg gerne vil, så på den måde hindrer de mig ikke i at føre et normalt og ''fornuftigt'' liv. Men alligevel tager jeg mig selv i at tænke ind i mellem: Der må være mere her i livet?
Det skyldes nok, at jeg er så ung endnu (24) og ikke har fået set ret meget af verden, men mest har koncentreret mig om min uddannelse indtil videre. Så der kunne også godt gemme sig lidt frustration over, at jeg ikke føler, at jeg har fået udlevet alt det, jeg drømmer om endnu.
Jeg gør mig også mange overvejelser over min egen situation lige i øjeblikket. Og jeg er generelt et meget reflekterende og tænkende menneske, som konstant vender og drejer tingene i mit hoved, ikke mindst mine egne følelser og handlinger, som nogle gange bliver analyseret til uigenkendelighed, hvis du forstår, hvad jeg mener. Men jeg har også på fornemmelsen, at denne bevidsthed om tilværelsens dystre sider kan blive en åbning mod noget nyt - noget større - eller en form for mere ''holistisk'' bevidsthedstilstand i harmoni med sig selv? Hvis det giver nogen mening?
Mvh. Hypatia.
|