R.I.P., du vil aldrig blive glemt her
Sidst jeg snakkede med ham, var for 2-3 måneder siden, hvor han var oppe ved mig og drikke. Da han skulle til at gå hjemad, stod jeg sammen med ham inde ved siden af og snakkede med ham i en halvtimes tid. Der kan jeg tydeligt huske, at han til sidst afbrød mig og sagde "Ali, undskyld, men jeg har aldrig nogensinde stammet så meget", virkelig på den sørgeligste måde man kan forestille sig (dem der har kendskab til Peders personlighed, ved hvad jeg mener).
Det var mandens sidste ord til mig. Jeg har ikke set ham siden, men jeg blev ringet op igår (onsdag) tidligt på aftenen, hvor jeg fik at vide at han var sprunget foran et tog.
Jeg var øjeblikkeligt mundlam, jeg anede ikke hvad jeg skulle sige. Det virkede så absurd og urealistisk, men på den anden side gik jeg nærmest og talte ned til at han ville tage sit eget liv. Derfor kom det ikke helt bag på mig, men jeg reagerede stadig med et chokerende "wow!".
Jeg har sagt det så mange gange efterhånden, men det skader ikke at sige det igen: Jeg er ikke et eneste øjeblik i tvivl om, at det var den rigtige beslutning han tog, men jeg kan ikke helt finde ud af om jeg går ind for denne rigtige beslutning.
Peder var et fantastisk menneske, med en personlighed der virkelig oplyste HELE rummet når han trådte ind i det. Han virkede altid glad og munter, klar til en griner og en lang filosofisk snak, på trods af at han gik og gemte på så traumatiske følelser og tanker, som for mig at se var ret eksistentialistiske.
Han var et kærligt og sympatisk menneske, som virkelig var præget af empati og en stærk vilje til at hjælpe andre. Så meget, at jeg synes at han havde en tendens til at påtage sig problemerne fra verdens begivenheder. Dette, tror jeg, var med til at trække ham så langt ned, som han var til sidst, hvor alt var mørkt, trist og deprimerende. Men en stor del af problemet lå, vil jeg definitivt tro, i hans sociale omgangskreds, hans syn på tilværelsen samt en lyst til at frigive sig fra bekymring og samfundets krav til ham, som han godt nok ikke var så begejstret for.
En sidste ting, som er ren og skær spekulation, er at han virkelig var træt af at stamme. Det er min opfattelse, at han syntes at det tiltrak alt for meget opmærksomhed, når han stod med folk og snakkede med dem, og i nogle tilfælde virkede han ikke så glad for det - dette fik jeg et stærkt eksempel på, som beskrevet indledningsvist. For mig var det utrolig vigtigt at nikke i vores timelange samtaler, selv midt i hans sætninger for at vise at jeg forstår ham fuldstændig, og for at få ham til at falde til ro med det.
Jeg har snakket meget med ham omkring eksistensen og tilværelsen, og vi var begge helt enige om at døden var en forløsning - derfor er jeg ikke det mindste i tvivl om, at han er blevet frigivet fra alle de lidelser, som han gik rundt og tumlede med.
Jeg ved ikke hvor han er nu, men én ting ved jeg: Han har fået fred. Fred, som han længe har stræbet efter i livet, men aldrig formået at opnå fuldstændig. Den eneste udvej var døden... jeg ved at han har taget det rigtige valg.
Hvil i fred, min ven.
Log ind
Tilmeld
OSS
Søg
