Efter som den her diskussion vist er kørt en smule af sporet, fortsætter jeg lige lidt off topic.
Plejadestjerne skrev:
Interessante pointer, du bringer op. Jeg er nu ikke særlig optimistisk ifht. idéen om, at et kursus i videnskabsteori i folkeskolen kan gøre det store ved vor tids subjektivistiske anti-intellektualisme(r). De tendenser hænger for tæt sammen med de store linjer i de tekno- og videnssociologiske udviklinger, vi ser i dag.
Du har nok desværre ret. Jeg ved dog næsten ikke hvor man ellers skal starte, hvis man skal udruste folk bedre til at håndtere de stigende mængder data/viden vi udsættes for. Jeg ved, der er børnehaver og folkeskoler der så småt er begyndt at sætte læring om digitale "færdselsregler" igang, simpelthen for at udruste børnene bedre til at begå sig på nettet, og tænker at der i forlængelse af det, kunne tilrettelægges noget læring om, hvad viden er, og hvordan vi som samfund fremskaffer, vurderer og bruger viden.
Altså luske videnskabsteori lidt ind ad bagvejen i forbindelse med digital læring. Men ja, det er nok lidt en Sisyfos-opgave pga. de samfundskræfter du nævner.
Plejadestjerne skrev:
Og dét er det virkelig interessante: at det jo netop er oplysningens og de liberale idéer om fornuft og demokrati, der slår om i deres egne skyggesider i deres hyperaktualiserede virkeliggørelse. Og det gennem nogle muteringer, der ligger immanent i den udvikling, de gennemgår fra 1700-tallet og frem til i dag. Og jeg tror, at vi kommer til at se vores samfund udvikle sig længere og længere i denne retning i alle mulige arenaer. Også indenfor lægernes og den medicinske behandlings verden.
Vores bedste håb er vel så at vente på, at AI kan lave alle vurderinger for os, så udviklingen looper hele vejen rundt, og folk slet ikke skal forholde sig til viden, valg og andet skidt
Plejadestjerne skrev:
Jeg er nu heller ikke af den overbevisning, at ’the scientific method’ er svaret på alle tilværelsens spørgsmål, og jeg mener det er udtryk for et sundt samfund, at vi har nogle rum for andre former for erkendelse – kunsten, litteraturen/poesien, den psykedeliske erfaring - der kan hævde deres relative selvberoende autonomi overfor videnskaben. Problemet er, når demokratiseringen af viden slår om og risikerer at blive til nivelleringen af viden. Og jeg synes nu stadig bedst om, at lægepraksissen baserer sig på evidensbaseret forskning, fremfor, at vi skal tilbage til anekdotebaserede behandlingsformer, som de havde det i den førmoderne verden.
Jeg er enig i, at den forklarende videnskabelige metode langt fra kan bruges i alle livets sammenhænge - går selv på et socialvidenskabeligt studie, hvor jeg af og til græmmes over, hvad man har forsøgt at kvantificere og udføre eksperimenter med. Men for både at kunne forstå hvorfor evidensbaseret videnskab er nyttig
og kritisere metoden når den
ikke er brugbar, hjælper det at være bevidst om, at den findes. Og det her jeg godt kan synes, at der er mennesker der bliver ladt lidt i stikken, hvis de ikke lige som Randomname nævner, går på en universitetsuddannelse og får et videntskabsteoretisk fag, hvor man i det mindste får en lille smule redskaber til at forholde sig kritisk til viden og vidensfremstilling. På den måde får kvaksalvere, der
burde bruge videnskabelige metoder, men ikke gør det, og embedsmænd/diverse konsulenter, som bruger videnskabelige metoder på områder, der ikke egner sig til det, bedre muligheder for at manipulere med folk. Der er selvfølgelig også folk, som ganske fint kan forholde sig kritisk til de ting uanset deres uddannelse, men tænker der er en social slagside.