Syntese skrev:
@ Treasure :
Det kan da godt være jeg er dum, men jeg har til gengæld lidt viden om videnskabeligt arbejde, som du tilsyneladende ikke har så meget af.
Når du stiller det op sådan at der findes nogle uomgængelige "oplysninger" og "informationer", som man bare kan lytte til, så er det direkte forkert. Det ved alle som har bare den mindste erfaring med videnskabelige metoder. De oplysninger og informationer, som offentligheden præsenteres for, er det sidste, redigerede led i en lang række af empiriske undersøgelsesresultater, delkonklusioner, endelige konklusioner, prognoser og gætterier. Og det er endda i bedst fald at det forholder sig sådan - meget af det materiale, der er tilgængeligt mangler totalt den videnskabelige dokumentation i form af egentlige undersøgelsesresultater, og er udelukkende baseret på andenhåndsviden fra alt muligt andet lignende "oplysningsmateriale" som man ukritisk kopierer og distribuerer.
Men hvis man ser på en typisk undersøgelse af hvor farligt et stof evt. er, så bygger den forhåbentlig på noget empirisk materiale, altså nogle oplysninger, som er samlet ind under videnskabeligt betryggende forhold. Allerede i dette, primære led halter videnskabeligheden ofte - velkendte eksempler på dårlig empiri er de to undersøgelser om mdma, hvor den ene byggede på eksperimenter med et helt andet kemikalium (man var lige kommet til at tage den forkerte flaske ud af skabet) og i den anden undersøgelse pumpede man laboratorierotterne så fulde af mdma af det var helt urealistisk at sammenligne med menneskers brug af stoffet. De to undersøgelser har så vidt jeg ved ligget til grund for store amerikanske kampagner mod mdma (det er det jeg kalder statspropaganda).
Selv hvis empirien objektivt set opfylder kriterierne for at være videnskabeligt i orden, skal man være opmærksom på at de indsamlede data til en vis grad vil være et produkt af politiske strømninger i samfundet. Den måde som spørgsmålene til en "misbruger" er udformet på vil afspejle den officielle holdning til stoffet. Man kan jo ikke bruge laboratorieudstyr til at måle om folk er afhængige, men er nødt til at interviewe dem om det. Så hvis der er usikkerhed om selve afhængighedsbegrebet i interviewfasen, vil der allerede der snige sig en videnskabelig unøjagtighed ind. Og hvornår betragter en person sig som misbruger ? Det gør han nok når han udviser en adfærd, som samfundet har stemplet som "misbrug". Så når han i interviewet svarer bekræftende på at han er misbruger, bekræfter han egentlig bare den vedtagne definition på misbrug og dermed bekræfter han den herskende politiske struktur i samfundet.
I den sekundære fase af sådan en undersøgelse - bearbejdning og fortolkning af resultaterne - vokser usikkerhederne drastisk. Når man f.eks. konkluderer at coke er stærkt afhængighedsskabende fordi man har interviewet et antal coke-brugere, som bekræfter at de er afhængige, glemmer man ofte at se på hvem disse mennesker egentlig er. Det kommer jo ikke som en overraskelse at folk, som allerede har en misbrug af f.eks. heroin, alkohol og hash også er disponerede for at indlede et misbrug af coke. Så hvis man interviewer 25 narkomaner inde på istedgade om de er afhængige af coke, vil de 23 sikkert svare "ja, det er noget frygtelig lort, det coke der, man bliver sindssygt hooked på det" eller noget i den stil. Og den undersøgelse kan man så bruge til at konkludere at "23 ud af 25 bliver sindssygt hooked på coke". Men det kunne jo skyldes at disse mennesker er stærkt disponerede for misbrug i forvejen og i øvrigt tager alt hvad de kommer i nærheden af af stoffer.
Hvis man i stedet havde interviewet 25 coke-brugere rundt i landets natteliv om de var afhængige ville svaret nok lyde "næh, det er bare noget jeg tager ind i mellem hvis jeg er i byen og ellers har råd".
Men i konklusionerne på disse undersøgelser "glemmer" de offentlige myndigheder ofte at redegøre for hvordan de egentlig er kommet frem til deres konklusioner. Og de prøver således at overbevise folk om at de alle sammen er disponerede for at ende i et massivt cokemisbrug, selvom det måske kun gælder for nogle få hardcore misbrugertyper at coke er stærkt afhængighedsskabende. Det er det man kalder propaganda.
Jeg vil derfor mene at det er mest intelligent at tage den slags "oplysninger" og "informationer" med en hel del sund skepsis.
Man kan også stille det op på en anden måde : hvis vi har to personer og den ene ukritisk accepterer de undersøgelseskonklusioner han bliver præsenteret for og den anden er skeptisk fordi han ved at alle undersøgelser er omgærdet af usikkerhed og influeret af politiske holdninger - hvem er så den dumme af de to ?
Som AoD så udmærket har svaret, så er de forskellige oplysninger fra diverse undervisningsbøger, rapporter o.lign. Hvor sandfærdige de er skal jeg ikke kunne sige og du har da også ret i at afhængighedspotentialet af et stof bliver vurderet subjektivt, fordi man ikke sådan rent videnskabeligt kan måle sådan noget.
Nu har kokain været brugt i den vestlige kultur i mange år og der er også blevet forsket meget i det, der er blevet skrevet bøger og rapporter om det og jeg vælger da, trods alt, at tro på en uddannet læge eller forsker, som trods alt har mange års erfaring med det område som han nu skriver om i sine bøger og rapporter. Det er klart at man ikke kan sige at have synderlig meget information om et emne, hvis man har læst én bog om emnet, men har man læst en bred skare af diverse materialer, får man efterhånden stykket sig et billede sammen af hvad det her egentlig er. Det betyder samtidig også, at når man læser det samme, i mange forskellige materialer, er man stærkt tilbøjelig til at tro på at det også er sandt.
Diskussionen gik på afhængighedspotentialet for kokain og det har jeg læst mange steder, er ret så højt, og da denne konklusion går igen i mange forskellige materialer, vælger jeg så at tro på at det er rigtigt, uden dog selv at have eksperimenteret med et utal af centralstimulerende stoffer, for at teste hvor hurtigt man bliver afhængig af det. Der er jo også visse psykiske faktorer, der spiller ind på begrebet afhængighed og vel også en hårfin grænse når vi snakker misbrug - for hvor går grænsen mellem brug og misbrug? Så vidt jeg ved har en eller anden international sundhedsorganisation fastsat en konklusion for hvor grænsen mellem brug og misbrug går, der bl.a. handler om de konsekvenser som brugen af stoffet efterhånden får.
Det er muligt, at der bliver lavet mange usaglige undersøgelser, der ikke afspejler virkelighede, som så bliver offentliggjort som fakta, og det kan man vel godt kalde statspropaganda, men hvis disse fakta ikke stemmer overens med andre fakta man læser andre steder, er der jo så også en grund til at overveje, hvor rigtigt det er.
Jeg synes bare, at vælger man krampagtigt at tro at al information, der kommer ud fra en eller anden statsligt støttet undersøgelse, er statspropaganda, der blot handler om at opsætte et skræmmebillede for de unge og brugerne af de stoffer, der er blevet undersøgt, så er man enten paranoid, nærtagende eller går rundt med skygklapper, for at undgå en skyldfølelse over for sit eget misbrug. Det virker måske også sådan, at når der står hvor farligt kokain er, og man automatisk bliver ekstremt fjendtligtsindet over for den udtalelse, så handler det måske mere om ens egen situation, end det handler om selve udtalelsen eller sandfærdigheden af det materiale. Dermed ikke sagt, at fordi du er lidt skeptisk over for visse materialer og informationer, forsøger at slippe for en skyldfølelse over for dit eget misbrug. Det skal jeg jo ikke kunne sige om er tilfældet.
Man kan måske også vende det den anden vej og spørge sig selv, hvorfor mon man laver sådanne undersøgelser, for derefter at fordreje billedet, hvis det nu var tilfældet. Der må vel være en grund til at man, fra staten, føler sig nødsaget til at informere om farligheden af et stof. Man har jo hørt om dødsfald, depressioner, psykoser o.lign som følge af et misbrug af kokain, og man hører jo også af og til om diverse højere stillet mennesker, der har haft problemer med kokain.