|
Det har du ret i. Og det ved jeg ikke, jeg er nødt til at gætte.
Men jeg beskriver en syg måde at opfatte kærligheden på, som jeg ser spøge i Jeres kommentarer.
Jeg forstår ikke, hvorfor det er så let at spørge mig, om jeg får ondt i hånden, men så svært at forstå, at kærligheden også er noget, der bor inde i et menneske, og kan være rå og insisterende som kærlighed til livet, uanset hvad.
Spædbørn kan ikke være selvforsynende i kærlighed.
Udstødte filosoffer som jeg kan, selvom det aldrig, aldrig vil være fyldestgørende, når man ikke har nok i sig selv.
I digtet taler jeg om at holde drømmen ved lige.
Om at kæmpe for drømmen om at elske, der åbenbart skal forblive en drøm rigtig længe.
Hvis man ikke kan kæmpe imod sin situation, vil man blive bekæmpet af situationen, som er, forenklet sagt, at man ikke må være med.
Når man ikke må være med, så finder man heller ingen at være sammen med.
Hvorfor må jeg ikke være med? Hvem spørger jeg, Gud, menneskene?
Hvis menneskenes svar er, at jeg ikke må være med i sociale sammenhænge - hvad jeg oplever som et stadig mere markant princip i mit liv - fordi...
- fordi jeg..."får for lidt"..."fordi jeg jo ér udenfor"...én gang for alle?..."fordi jeg er så underlig"...
- Hvad skal jeg så finde på, hvar? Hvordan kan min vilje til livet og det sociale og kærligheden så undgå at få en stadig mere aggressiv karakter?
Er det måske meningen, at jeg skal miste besindelsen og gøre noget virkelig dumt, så jeg kan sættes ud af spillet og man er fri for at tage stilling til de samfundsproblemer, jeg påpeger, når jeg dukker op her og dér?
Beklager: Jeg har et univers at passe. Jeg klarer mig. Jeg kæmper, sejt og vedholdende, kæmper for at oplyse om det falske i kulturen, om det falske i den moderne kærlighed (se forrige indlæg), om de mekanismer i det sociale felt, der SKAL have outsidere, således, at man kan føle sig indenfor, fordi nogen er udenfor.
Og jeg siger ikke, at jeg er hjælpeløs, fortabt. Overhovedet ikke. Jeg påpeger min egen styrke, leverer essensen i poetisk form. Jeg tænker på, at der er andre, der har det som jeg, men IKKE ER BEVIDSTE OM, HVAD DER FOREGÅR I DET SOCIALE FELT.
Da kan jeg være noget for nogen: Hør her, dette er, hvad der foregår.
Nogen skal bare blive ved med at være udenfor, når først de er kommet det. De ved for meget, eller de har nogle skøre idéer, de er underlige, og det handler om at være tryg.
Det handler om at være forbandet tryg og ikke have underlige venner.
Hvor er I henne, I andre underlige? Hvorfor kan vi ikke finde hinanden i vrimlen? Hvad er det, der holder os adskilte?
Hvem har ødelagt intuitionen hos de kvinder, der passer med mig, som jeg kan gøre glad, så når jeg møder dem, er de stive i blikket og går mig forbi uden interesse?
HVEM HAR ØDELAGT DERES INTUITION?
Eller...HVAD har ødelagt deres intuition - se emne, 'Forbud mod at tænke og forstå'.
Hvorfor er der denne gennemgående TAVSHED OG FORTIELSE omkring reklame-ånden? Jamen, det er sgu noget, jeg har oplevet i alle mulige sammmenhænge! Når man nævner denne hersens ånd, så bliver der stille.
Død-stille!
Så meget magt har nemlig samme ånd, at folk ryster i bukserne for at tale om den: DER virker deres intuition. DER forstår folk intuitivt, at Reklame-ånden "ser dem", ligesom, "hører dem" - parat til at udstøde enhver, der synger med på oprørets melodi.
Den er så ond, så ond, denne ånd, den er nødt til at blokere folks forståelse og kommunikation for at forhindre dem i at bryde ud. Den vil æde Jer alle råt og opløse alt, hvad I har kært, den er et stort, glubsk uhyre, der er programmeret til at opføre sig sådan.
Medens alle dens underkastede er programmerede til at følge dens twistede, onde form for kærligheds-opfattelse, samt programmerede til at TIE, når nogen SIGER NOGET, der
IKKE MÅ KOMME UD!
[ 19 Juli 2003: Besked ændret af: Skatzo ]
|
Log ind
Tilmeld
OSS
Søg
