Psychedelia.dk

hey tænkte på syntes i egodød kan være en god ting? og mener i det er godt hvis man skal trippe igennem og virkelig få noget ud af trippet? eller gør det bare det hele være?


takker og bukker på forhånd

Hvad betyder "egodød" ?

Om det bliver en himmelsk oplevelse eller bare gør det hele værre afhænger fuldstændigt af om man er i stand til at give slip, vil jeg mene.

De 3 gange jeg har oplevet egodød, eller egotranscendens som jeg foretrækker at betegne det har været de mest positive oplevelser i mit liv.
Hvis man er åben og villig til at give slip som Drupe siger kan det føre til en lang session i ren Væren og kosmisk kærlighed over alle dimensioner. Men omvendt hvis Ego'et (mere eller mindre bevidst) kæmper i mod dettte og ikke er villig til at give slip kan det ligeså vel føre til det værste bad trip man kan forestille sig. Begrebet egodød må implicit have som præmis at ego'et har givet slip og ladt sig flyde med, så vil mene det kun kan være godt og sundt subjektivt set. Det største problem med den slags oplevelser er nok at de strider mod common-sense (medmindre du er inder) og man vil derfor blive betragtet som en særling hvis det er et emne du smider på aftensbordet. Det kan desuden være en overordentlig vanskelig opgave at integrere denne erkendelse da den måske strider ret meget i mod hvad man tidligere har haft af overbevisninger. It'll literary rock your world.
Men som en privat oplevelse mellem dig og det større Hele (Brahman) er det udelukkende positivt IMO.

_________________
Let Go And Let God!

ja se det lyder jo ret interresant og ret godt

den ene gang jeg har været ego, død har været den mest givende men samtidigt også den mest skræmmende oplevelse i mit liv. Man kommer hen nogle steder man måske ikke lige hvade lyst tila t være i det øjeblik. Det eneste og bedste man kan gøre er ikke at forsøge at genvinde ens ego , men bare at flyde med strømmen det er klart det mest behagelige og lærerige. Det kan helt klart være lærerigt men for en person der ikke er klar til det, kan det være alt ødelæggende er jeg ret sikker på. ikke at jeg var 100 % klar og det måtte jeg så også bøde for et langt stykke tid efter.

Jeg tror ikke at jeg selv har oplevet en egotrancendens men jeg må sige at jeg er kraftigt i tvivl om der ikke stadig vil være en eller anden form for jeg identifikation, er det mig der er helt galt på den ?

Min oplevelse af egodød er, at i det øjeblik jeg opgiver alt, får jeg alt. Dvs jeg får mig selv tilbage idet jeg har satset alt hvad jeg kender. Men det er ikke mig selv i normal forstand, men på et højere plan. Det er mig selv sammensmeltet med Gud, ALTET, Braman, den store Ånd og hvad det nu ellers kaldes.
Jeg oplevede engang en sætning som kom til mig lige inden jeg opgav mig selv på et voldsomt mescalin-trip: "Jeg er den eneste som står i vejen for mig selv". Dvs min vilje og min søgen efter mit mål, afholdt mig fra at åbne op for sluserne og smelte sammen med det guddommelige væsen jeg virkelig var og er. Det er meget paradoksalt, men for at få må vi opgive alt, -dvs. egoet.

Håber det var forståeligt. Jeg har ikke mere tid lige nu .

Hilsen Fanny

_________________
Carpe Diem ~ Memento Mori
Mere rugbrød - mindre LSD! - Velmendende råd til psykedelisk ekstremsportspiller

Jeg oplevede det også lidt sådan. jeg havde en fornemmelse af at jeg selv var i alting, en slags oplevelse af at "gud" også var i alt. Lidt som om at jeg var min egen gud, men at der samtidigt var andre energier end mig i alting og at jeg måtte leve i harmoni med dem. en oplevelse der , har ændret mig for altid . Det var i virkeligheden lige meget om jeg var et menneske eller en vandhane fx. det var min oplevelse.

Jeg tror at religioner som kristendommen, islam mm har givet det (efter min mening) falske indtryk af, at Gud er uden for en selv, -dvs adskilt fra os som en magt over os. Derved kunne præsterne udnytte deres position som mellemled mellem folket og Gud, og fortælle folk hvad Gud sagde.
Min egen oplevelse er i midlertid den, at jeg dybest set er Gud, lige som alle andre også er Gud. Det kan forklare hvorfor vi alle kommer til mere eller mindre det samme, når vi smelter sammen med altet.

Verden er Guddommelig skizofreni. En gud som leger og erfarer sig selv gennem at udspalte sig til uendelig mange opmærksomheder.

Hilsen Fanny

_________________
Carpe Diem ~ Memento Mori
Mere rugbrød - mindre LSD! - Velmendende råd til psykedelisk ekstremsportspiller

wouw det jo nærmest helt psychedelisk bare at høre om det . Hvor mange af jer troede på et eller andet inden jeres egodød eller hvad man skal sige?. Fordi jeg er selv ikke troende såå

Egodød er noget man skal være RET sikker på man har mod på at begive sig ud i - og man skal have den fornødne modenhed. Det kan være en ekstremt skræmmende oplevelse at give slip på sit ego; frygten for at man ikke kan blive "samlet" igen kan være altoverskyggende. Dog tror jeg sjældent at egodød melder sig helt spontant på et trip. Selv trips på ekstremt høje doser af stærke substanser er ikke nogen garanti for at opnå tilstanden. Hvis sindet ikke kan kapere det, vil der med stor sandsynlighed blot opstå et blackout et stykke tid af trippet.
Oplevelser af egodød har forandret mit verdenssyn for bestandigt; samhørigheden med resten af universet har manifesteret sig på en helt ny måde. Jeg havde intet begreb om den slags ting før. Man kan ikke ligefrem sige at jeg er blevet "troende", men jeg er blevet meget mere opmærksom på mine mere spirituelle sider.

Jeg tror især hvis man opfatter sig som meget ikke-troende, at en evt. egodødsoplevelse vil være meget kaotisk, fordi man ikke vil være åben for alle de inputs man får.
Jeg har ikke oplevet det (egodød), så ovenstående er naturligvis kun spekulation.

Det er ikke en nødvendighed at man har troet på noget før. Tro er noget præster har opfundet for at vi ukritisk (og uden at erfare det selv) kan tro hvad de siger. Jeg har dog altid haft en fornemmelse af, at verden var en del dybere end det naturvidenskaben kan forklare, og jeg har eksperimenteret med meditation, shamanisme m.m. som har forstærket disse fornemmelser.

At være skeptisk er godt (så længe at det ikke bliver til stædighed over for at åbne sig for nye verdensbilleder). Man skal erfare, -ikke tro.

Hilsen Fanny

_________________
Carpe Diem ~ Memento Mori
Mere rugbrød - mindre LSD! - Velmendende råd til psykedelisk ekstremsportspiller

Jeg fik engang flere oplevelser af egodød på én nat. Men oplevelserne forekom så ofte og blev blandet sammen med min opfattelse af verdenen med åbne øjne. Dette kunne jeg ikke styre på nogen måde overhovedet, og det gjorde mig skrækslagen at jeg ikke kunne følge med i hvad jeg oplevede.. (drømmer jeg?, er jeg død?, er det her overhovedet muligt?, hvor fanden er bremsen så jeg kan følge med?)
Det svarer lidt til at have en ud af kroppen oplevelse, mens man niver sig i armen og mærker at man stadig er i kroppen, men ens "sjæl" tæsker rundt i alle mulige fremmede dimentioner..

Jeg har personligt mest dårlige erfaringer med egodøds oplevelser, da jeg ikke kan give slip mere. Kunne engang, men min frygt for dem er nu for stor...!

/IC

Wouw tak skal i have fordi i gider forklare jeres oplevelser der er meget interresante og yderst værdifuld læsning tusind tak, men i må meget gerne blive ved. Og bare lige til alle dem der havde en mistanke om jeg ville tage uanseligt høje doser for at prøve en egodød kan godt tage det roligt. Det er ren og skær info til bedre forståelse af det

Men alligevel spiste du 10 gram svampe før du stilte disse spørgsmål?


/IC

Hej igen. jeg studser over Infected´s post. Netop hans ord, jeg. Min klare opfattelse ud fra hvad folk siger er at i en ego død er der ikke noget jeg, kan man overhovedet opfatte verden med åbne øjne så? Jeg troede at hvis man stadig havde følelse/tankevirksomhed er det egoet der strider imod sin egen "undergang". Er jeg helt galt på den ?

Min egodøds oplevelse har nærmere givet mig en følelse af at det der er "mig" udvides til at rumme hele universet. En oplevelse af at jeg i virkeligheden ikke er adskilt fra Gud men ER Gud. Mit ego er i den sammenhæng gået i opløsning, da et ego kun kan tage vare på mig som individ adskildt fra andre individer. Jeg kan derfor heller ikke gøre egoistisk "skade" på disse højere planer, da jeg som væsen fuldstændig er gået i et med Gud. Al verdens bevægelse opleves som mine bevægelser.
Når man vender tilbage fra sådan en oplevelse skal man holde sit ego lidt i snor, så det ikke tager æren fra at være gud . Denne slags fortolkninger kan hurtigt føre til storhedsvanvid, eller at tro at man er Jesus, ect.

Mht. om jeg kan have øjnene åbne: Jo det kan jeg godt, men har vist oftest haft dem lukkede.

Hilsen Fanny

_________________
Carpe Diem ~ Memento Mori
Mere rugbrød - mindre LSD! - Velmendende råd til psykedelisk ekstremsportspiller

Jeg kan ikke forklare det. Jeg havde nogen gange en dødsoplevelse som nærmest mindede som et flash på måske 2-3 sek. hvorefter jeg ramlede tilbage i kroppen.. Dette er ret forvirrende!

Jeg kan bedst forklare det med en tegning tror jeg.. Poster den lige når den er færdig

/IC