|
Prøv at læse den her kronik fra Politiken 21/2.
Den er lidt lang, men god og saglig!
HASHTÅGEN LETTER af Karen Ellen Spannow
Bestræbelserne for at få hash legaliseret kan brede sig som ringe i vandet. Det kan måske gøre forbudet mod de øvrige illegale stoffer mere kvalificeret, fordi man så kan give en mere nuanceret og virkelighedsnær oplysning om narkotika, mener etnografen.
Under høringen om unge og rusmidler, som Sundhed-sministeriet afholdt 24. januar i år, var der en næsten forbløffende enighed blandt oplægsholderne om, at der må anlægges en mere pragmatisk vinkel i håndteringen af unges rekreative forbrug af illegale rusmidler. Den hidtil førte politik, der har det mål at komme frem til et samfund, hvor kun alkohol optræder som rusmiddel, har ikke virket efter hensigten. I alle de tredive år, hvor indsatsen for at komme stofferne til livs er øget, er antallet af unge, der forsøger sig med et eller flere illegale stoffer, steget. Det er mest markant, når det drejer sig om hash, som over 30 procent af en ungdomsårgang har forsøgt sig med, men brugen af andre stoffer er også øget, selv om det for de fleste stoffers vedkommende drejer sig om langt under fem procent af de unge, der eksperimenterer.
En stoffri verden
Den internationale erfaring er meget på linie med den danske. FNs højtflyvende mål om at skabe en stoffri verden er ikke kommet meget nærmere, selv om der er anvendt ufatteligt mange ressourcer på det. I øjeblikket ser man endda en nærmest epidemisk spredning af injektionsmisbrug i flere asiatiske lande, og antallet af lande, der involveres i smugleriet af stoffer, er i løbet af halvfemserne kravlet til 170. Når stoffer smugles igennem et område følger der næsten altid lokalt misbrug i hælene, og udviklingen i Asien skyldes blandt andet, at narkotikakontrollen medfører en stadig omlægning af smuglerruter, således at der hele tiden er nye områder, der bliver berørt og inddrages i problematikken.
Der er også positive nyheder. Således synes brugen af heroin at være stagnerende i de vestlige lande, og i USA er kokainindtaget faldet væsentligt gennem de sidste 10 til 15 år. Til gengæld stiger forbruget af kokain i øjeblikket i de fleste europæiske lande, dog således at der samtidig er en opbremsning i forbruget af amfetamin og ecstasy i de fleste lande.
Verdens rigdomme er fordelt uretfærdigt
En forhindring for en stoffri verden er, at verdens rigdomme er fordelt så uretfærdigt, at den beskedne ekstra profit bønder i tredje verdens lande kan få ved at dyrke narkotiske afgrøder i stedet for fødevarer er svær at sig nej til. At nejet til at påtage sig dyrkning af illegale afgrøder af og til skal siges ind i et geværløb gør det naturligvis ikke nemmere. Den politiske situation i store dyrkningslande som Afghanistan, Burma og Colombia er så kaotisk, at ingen i overskuelig fremtid kan gøre sig realistiske forhåbninger om at få den helt store indflydelse på, hvad der foregår.
En anden type forhindring for at rense verden for rusmidler og stimulanser, som næppe lader sig løse nogensinde, er menneskers til alle tider udbredte hang til at manipulere med deres sindsstemning. At gå imod den menneskelige trang til rus, glemsel, fest og ballade kan få Sisyfos' trængsler med at rulle stenen op ad bakken til at ligne en lille nem ferietjans. Opium, koka, cannabis og tobak for den sags skyld er ældgamle kulturplanter, som siden landbrugets allerførste begyndelse er blevet dyrket med omhu og forventning. Verden har med andre ord aldrig været stoffri og kunsten må nu som før være at leve med alle de forskellige rusmidler, på en måde så de gør mindst mulig skade.
Træthed hos politiet
Det indlæg, som næstformanden i politimesterforeningen fremlagde på Sundhedsministeriets konference, pegede også på en vis træthed hos politiet over manglende resultater af indsatsen i de mest udsatte miljøer. Nogle af de ansatte hos politiet, som har beskæftiget sig med de lokale stofproblemer i årevis, længes efter at se forbedringer i sporene på deres arbejde, og synes i øvrigt at de agerer alt for isoleret i forhold til de andre professionelle, der arbejder inden for området. Det indebærer, at politiet har en del nyttige oplysninger, som ikke bredes ud til andre grupper, og at behandlings- og forebyggelsespersonale på deres side heller ikke giver politiet relevante oplysninger, som kunne tænkes at medvirke til en kurs, der sigtede mere på skademinimering.
Forebyggelse og behandling
Mange af de til høringen indkaldte eksperter, der har langvarige erfaringer med forebyggelse og behandling, fremhævede, hvor vigtigt det er først og fremmest at fokusere på de unges sociale situation og psykiske velbefindende og ikke stirre sig blind på deres stofbrug. Det er vigtigere, at de unge får mulighed for at diskutere det, de selv definerer som problemer, end at køre rundt i deres eventuelle forbrug af stoffer.
Der blev samtidig udtrykt generel bekymring for den gruppe af unge, som er sårbare og marginaliserede, og som risikerer at komme galt af sted på grund af eksperimenter med illegale stoffer. Ingen prætenderede at have opskriften på, hvordan man kan hjælpe disse unge i den akutte situation, men der var bred enighed om, at der manglede nogle behandlingstilbud. Der er derfor behov for at fortsætte og udbygge allerede igangværende bestræbelser på at stille op med mere systematisk behandling og hjælp til de unge, der oplever en række negative konsekvenser af deres eksperimenter med rusmidler. Dette udviklingsarbejde må ske med skyldig respekt og hensyntagen til de allerede solide erfaringer for at det er de unges livssituation, snarere end deres stofforbrug, der er det afgørende. De unge, der har rimelige forventninger til fremtiden, noget at arbejde hen imod og en vis fortrøstning ved fremtiden bliver sjældent væltet omkuld på samme måde som dem, der tvivler på, at de kan finde deres plads i samfundet.
Det indebærer altså, at der primært bør fokuseres på forbedringer af de unges sociale situation.
God gammeldags forargelse
Hos den del af det politiske spørgepanel, som befinder sig til højre for midten, lignede reaktionen på oplægholdernes råd om mere skadesreduktion og færre strafekspeditioner mest god gammeldags forargelse. Det forekom åbenbart den højredrejede del af Folketingets Sundhedsudvalg helt uforståeligt, at ekspertpanelet ikke samstemmende fordømte enhver, som eksperimenterer med illegale stoffer, ligesom de, trods talrig oplæg der påpegede, at oplysning, og specielt den slags der bruger skræmmebilleder, ikke ændrer folks adfærd væsentligt, ikke kunne give slip på refrænet: mere oplysning, mere oplysning. Dagens gyldne bemærkning som reaktion på, at nogle omtalte indtag af illegale stoffer som brug og ikke som misbrug, var: Jamen det er jo forbudt!
Indtagelsen af illegale stoffer er ulovlig
Joh - nu kom det ikke helt bag på nogle af de tilstedeværende, at det forholdt sig sådan. Faktisk er der ganske mange af de problemer, som høringen drejede sig om, der netop er relateret til, at indtagelsen af illegale stoffer er ulovlig, og dermed ifald de stofbrugende tages på fersk gerning kan indebære samfundsmæssige sanktioner og eksklusion af det gode selskab. Men selv om det ideologisk og politisk kan føles nødvendigt at kalde ethvert indtag af illegale rusmidler for misbrug, så er det lige så pinende nødvendigt for professionelle, der arbejder med forebyggelse og behandling, at skille tingene ad i forhold til deres kvalitet og konsekvens. Det er for behandlingssystemet uundgåeligt at skelne mellem brug og misbrug, ganske som det sker, når talen er på alkohol. Det er på samme måde hensigtsmæssigt at skelne mellem hårde og bløde stoffer. Eftersom lejlighedsvis brug ikke har samme konsekvenser som misbrug og afhængighed, og siden hash ikke er nær så potent som heroin, kræves der ikke den samme opmærksomhed af behandlingssektoren, og det er simpelthen det mest hensigtsmæssige at skelne, så man ikke spilder gode behandlingskroner på folk, der ikke har behov for det.
Man kan ikkee lovgive sig ud af problemerne
Der synes generelt at være en stor tiltro til, at de signaler som en stram lovgivning giver, er særdeles virkningsfulde. Men problemet med mennesker er jo netop, at de ikke altid gør det, som man beder dem om (og - ved nærmere eftertanke - heldigvis) eller undlader at gøre det, man forbyder dem. Den europæiske stofhistorie siden tresserne er et af flere glimrende eksempler på, at man ikke altid kan lovgive sig ud af problemerne.
Hvis vi går til USA, hvor straffene er strengere og mange flere straffes for stofkriminalitet, så er det endnu tydeligere, at lovgivningsinstrumentet og de dertil knyttede sanktioner har deres begrænsninger. De udviklingstendenser, vi kan se i det amerikanske forbrug af illegale stoffer, ser ikke i særlig høj grad ud til at spore sig ind efter lovgivningen, men følger tilsyneladende sin egen indre logik. En logik, der til overflod ser ud til efterfølgende at manifestere sig i resten af verden under et hav af forskellige narkotikalovgivninger. Efter indledningsvise eksperimenter i brede sociale lag med opiater manifesterer den kroniske narkomani sig i en gruppe, der i forvejen er socialt vanskeligtstillet. De mere socialt privilegerede eksperimenterer videre med kokain og andre centralstimulerende stoffer og en ny tabergruppe, der bliver dybt afhængige af kokain, opstår i kølvandet. Det høje kokainforbrug, der plagede USA sidst i firserne, synes nu på vej ind i Europa og i den fattige del af verden breder heroinmisbruget sig i øjeblikket med foruroligende hast.
Fordømmelse og samfundsmæssige sanktioner
De udenlandske eksperter, der var hidkaldt til høringen, kom fra England, Holland og Norge. Ikke helt overraskende bakkede især eksperterne fra England og Holland godt op omkring den skadereduktionstankegang, som dominerede høringen. Ikke mindst professor Parker fra Manchester, der har årelang erfaring fra forskning i unges rusmiddelvaner og stofmisbrugsmønstre i UK, rådede de danske politikere til at leve så fredeligt som muligt med stoffernes uundgåelige tilstedeværelse for ikke at føje spot til skade. I UK finder vi det absolut højeste antal unge, der eksperimenterer med illegale stoffer, og hverken en relativ streng lovgivning eller en ihærdig forebyggende og oplysende indsats i alle skoler har kunnet dæmme op for brugen. Igen synes det at være andre strukturer end den parentale fordømmelse og de samfundsmæssige sanktioner, der er udslagsgivende. Først og fremmest synes ungdommen at være fast besluttet på at more sig for enhver pris, og ude af stand til at forestille sig at det kan ske uden indtagelse af alkohol og/eller stoffer.
Og, advarede Parker, hvis der er et relativt højt forbrug af alkohol og tobak i samfundet som helhed og blandt de unge sådan som det er tilfældet i England - og også i Danmark - så er døren slået på vid gab med hensyn til andre stimulanser og rusmidler. Ikke fordi Danmark nogensinde behøver at komme op i samme stofomdrejningshastighed som England, men fordi alle, der tager illegale rusmidler, er kendetegnet ved et tidligt og relativt stort forbrug af legale rusmidler.
Alkohol og tobak
Med andre ord så ser det i høj grad ud til, at det er nydelsen af alkohol og tobak, der er med til at bane vejen for eksperimenter med mere lyssky stoffer. Eller måske er det den nysgerrighed eller rastløshed, der får nogle unge til tidligt at prøve let tilgængeligt alkohol og tobak, der også driver dem videre til at prøve illegale substanser.
Det, som er ved at ske i England, der ubetinget er det europæiske land, hvor flest unge eksperimenterer med og forbruger flest illegale stoffer, er, at stoffer mere og mere bliver normen. Blandt andet indebærer det, at stadig flere i befolkningen får en accepterende holdning til brug af hash.
Ifølge Parker er der i England stadig en del problemer med hensyn til åbenheden mellem forældre og store eller voksne børn, og de sidstnævnte vil gerne skåne ophavet for oplysninger, der ville gøre dem kede af det. Derfor fortier de et eventuelt forbrug af ecstasy og kokain, men for at forklare diverse sære sindstilstande og tømmermænd indrømmer de et hashforbrug. Medvirkende er også den karakteristiske lugt, som hashrygning medfører.
De voksne, der i øvrigt oplever at deres børn klarer sig udmærket, får derved afdramatiseret deres opfattelse af hashens skadevirkninger og bliver mere tilbøjelige til at mene, at legalisering måske ikke ville være en helt dårlig idé.
At ryge en joint er ganske almendeligt
Endvidere bliver de unge englændere ældre og bringer deres stofbrug med ind i de voksne rækker. At ryge en joint - eller spliff som det hedder i England - er noget som ganske mange almindelige pubgængere sagtens kan finde på. Det foregår ikke på pubben, men lige uden for, men der gøres ikke de helt store anstrengelser for at skjule det. En stribe kokain eller to er heller ikke usædvanligt, og ganske som man skiftes til at give omgange af øl, så skiftes man til at give omgange af kokain, som dog lægges ud på pubbens toilet for ikke at provokere pubejere eller andre gæster, der ikke er med på den galej.
Meningsløst at straffe brugerne
Spørgsmålet er om der for hashens vedkommende er ved at opstå en situation, hvor brugen er ved at blive så udbredt, så det begynder at blive meningsløst at straffe brugerne.
I Holland, der har visse talenter for at leve med det uundgåelige, har der i mange år været en de facto-legalisering uden at det har medført et højere forbrug af hash end i andre lande. Faktisk er de unge hollændere lidt mere tilbageholdende med at prøve hash end danske unge. I Schweiz forberedes for øjeblikket en legalisering af hash på baggrund af, at det skønnes at 600.000 schweizere regelmæssigt ryger hash, uden at de i øvrigt generer den offentlige orden.
Hash er relativt uproblematisk
I Belgien foregår der lignende overvejelser i et forsøg på ikke at kriminalisere noget, der er relativt uproblematisk, og flere sydeuropæiske lande er inde i lignende overvejelser. Samtidig arbejdes der rundt om i verden for at få hash frigivet som medicin til dødssyge patienter, hvoraf nogle kan forbedre deres appetit og almindelige velbefindende ved at ryge hash. Nu skal man være forsigtig med at spå om fremtiden, men det forekommer ikke helt usandsynligt at de igangværende bestræbelser for at få hash legaliseret efterhånden vil brede sig som ringe i vandet.
Hvordan man end forholder sig til debatten om hashen, så er der en voksende forståelse for, at den indsats, som kræves for at komme alle stoffer til livs, ikke kan stables på benene. Enten vi kan lide det eller ej, må vi forholde os til, hvordan vi så skal håndtere dem. Det nytter ikke noget at stikke hovedet i busken og ønsketænke stofferne på bålet. Mange af de illegale stoffer har kraftige bivirkninger, der gør en legalisering særdeles tvivlsom, men en legalisering af hash kunne måske gøre forbudet mod dem mere kvalificeret og troværdigt, fordi man så kan give en mere nuanceret og virkelighedsnær oplysning om narkotika.
------------------
zIoN iS fOr ReAl -
[This message has been edited by zionboy (edited 22-02-2001).]
|
Log ind
Tilmeld
OSS
Søg
