Jeg har oplevet ego-død nogen gange, første gang på 2c-b, siden et par gange på LSD og efterfølgende en hel del gange på ketamin. Jeg tror det er svært at opleve, hvis man har det specifikke mål for øje, da egoet så er kraftigt involveret i målsætningen, det er mere noget med at "go with the flow" af trippet. Har dog aldrig forsøgt, som Leary, at målrettet gå efter det ved hjælp af den tibetanske dødebog osv. Det er dog min erfaring at psykedelika selv bringer dig dertil, hvis man giver dem mulighed for det. Dvs. hjemme i trygge omgivelser med så lidt "interferens" som muligt er et langt bedre udgangspunkt end til en psytrance koncert f.eks.
Sindet, forstået som et mix af ego/selv/andre faktorer som udgør personligheden, har svært ved at skelne mellem reel fare for klinisk død og ego-død, og derfor føles det mest naturligt at kæmpe imod, muligvis blot egoet der kæmper for sin overlevelse, i hvert fald ligger risikoen i man kan panikke da man tror man er ved at dø, sådan for real.
Så vidt jeg har forstået det lidt af dem jeg har læst, består diverse dødebøger også mest af teknikker til at gøre sig bekendt med dødsprocessen og bevare en eller anden form for kontrol i dødsøjeblikket/chokket, så man kan leve videre i efterlivet, whatever that is.
Mange kæmper imod ens forudstående død da det virker mest intuitivt at gøre, og kan ende i nogen uhensigtsmæssige situationer idet man let forveksler oplevelsen med nærtstående klinisk død, men kunsten ligger i at acceptere sin død, omend den kun er mental/ego-mæssig. Dog selvfølgelig en god ide at sikre sig på forhånd, at man ikke har indtaget noget som rent faktisk kan være dødeligt

.
Ketamin virker til at være særdeles velegnet til denne type oplevelser, da man i en dissociativ tilstand har en vis distance til hvad der foregår, og har lettere ved at acceptere "døden" uden at kæmpe imod el. panikke. Omvendt er man mere involveret i oplevelsen hvis man kan lade sig glide med på psykedelika.
Ego-død på DMT og salvia synes jeg er en lidt anden boldgade, man rammer ganske vist næsten øjeblikkeligt et sted/en tilstand hvor egoet ikke eksisterer, men man får ikke tid eller grund til at reflektere over selve dødsøjeblikket, hvor man går fra at tænke "Fuck, nu dør jeg" til "Er død" til "Hov, jeg observerer stadig" hvilket er grobund til overvejelser om jeg er andet end egoet, som vi ellers identificerer os med i normal tilstand. (Håber ikke det blev alt for kryptisk lol)