Her er en artikel fra Information, der er inde på lidt af det sammen, bare med en anden vinkel.
Citat:
I et interview i Information op til Cannes-festivalen sagde instruktøren Thomas Vinterberg noget tankevækkende. Hans film Jagten handler om en mand, der bliver uskyldigt anklaget for at have misbrugt en lille pige, og i den anledning mente filminstruktøren, at sager som den, hans film beskriver, skyldes, at vi har fået en troldsplint i øjet.
»Jeg er vokset op i et flipperkollektiv med kønsdele over det hele i øjenhøjde, og der var ikke nogen børn, der blev misbrugt der. Det var så uskyldigt, som noget kunne blive,« sagde han, og så fortsatte han: »I fjerde eller femte klasse på lilleskolen sad alle vi børn og sagde: ’Vi vil have seksualundervisning’. Og så tog læreren bare bukserne af og sagde: ’Det her er en pik’. Og så stod han og underviste i sin pik.«
»Det ville man jo være kommet i fængsel for i dag – i mange år,« tilføjede Vinterberg.
Ja, det ville man.
Der er her ikke tale om, at der ikke skulle finde misbrug af børn sted, for det gør der ubestrideligt. Tænk på Tøndersagen, Brønderslevsagen, Bornholmsagen eller den katolske kirkes pædofilisager.
Her er der imidlertid tale om den ’troldsplint’, som Vinterberg med H.C. Andersen gør opmærksom på. Er det blevet sådan, som der står i Snedronningen, at de dejligste landskaber i dag er kommet til at se ud som kogt spinat? Bliver bagateller blæst op til forargelige overtrædelser? Er vi begyndt at se krænkelser alle vegne? Er vi slet og ret blevet bornerte?
Har de yngre generationer fået snævrere grænser end de ældre for, hvad der er tilladt? Og hvis det er sådan, så hvorfor?
Hjemme i haven
Snart kolde Farver i Sky og Vand,/ snart nøgne Piger ved hver en Strand,/… En ungdom jubled’ din lovsang ud/kun klædt i solskin og brunet hud, digtede Thøger Larsen i »Danmark, nu blunder den lyse nat«. Men det var dengang. I dag kan man risikere en bøde for at solbade nøgen i sin egen have, hvis man kan ses udefra.
Som Bolius, Boligejernes Videncenter, skriver på deres hjemmeside.
»Ligger du i en åben have uden afskærmende træer eller buske, tæt ved en etageejendom eller lige op til et busstoppested, skal du være påpasselig. Her spiller det ingen rolle, at du opholder dig på din egen matrikel. Hvis du kommer til at krænke andres blufærdighed, fordi du går nøgen rundt i haven, vil straffen typisk være en bøde.«
Hvis man altså er så uheldig at have en etageejendom til nabo, er det åbenbart én selv, der har skylden, hvis etagebeboerne føler sig blufærdighedskrænkede af at stå ved vinduet og beglo én i haven. Er the filth, som det hedder i et engelsk ordsprog, flyttet ind i the eyes of the beholder?
Men selv hvis man ikke er nøgen, er den gal. For ikke så længe siden modtog stuntmanden og filminstruktøren Martin Spang Olsen følgende brev:
»Kære Martin, vi henstiller til, at du ikke render rundt i din have kun iført underbukser, da vi, og specielt vores børn, synes, det er ret ulækkert.
Med venlig hilsen, Dine Naboer.«
Ikke bare et krænkelsesbrev, men et anonymt brev. Er man blufærdighedskrænket, behøver man åbenbart end ikke at vedstå det, men er i sin ret til at sende anonyme skrivelser. Desuden er det bemærkelsesværdigt, at man skriver på børnenes vegne, påpeger læge Christian Graugaard, formand for Sex & Samfund.
»For mig er det også superinteressant, at man kan føle sig krænket by proxy – altså stedfortrædende, på børnenes og de unges vegne. Dem bruger vi ofte som en slags ’bekymringsgidsler’, når vi ikke tør indrømme, eller ikke selv er klar over, at det i virkeligheden er os selv, som ikke kan finde rundt i virkeligheden,« mener han.
Så fej var et barnebarn af digteren og komponisten Vilhelm Gregersen ikke. Da han, ligeledes for kort tid siden, tonede frem på skærmen i Aftenshowet, var det fordi han med åben pande havde stævnet DR på grund af satireduoen Rytteriets ’omformulering’ af sangen »Der er noget i luften« til »Der er penis i luften«. Barnebarnet fandt det stødende. Han mente ikke, at gamle mennesker kunne forstå, at man gjorde sådan med en julesang, og nåede over et par omveje omkring Mærsk og kongehuset til den – vel selv i dag opsigtsvækkende konklusion – at »sådan noget kunne slå gamle mennesker ihjel«.
Hvad er det, der er sket, siden Thomas Vinterberg var barn?
Kontrol
Hænger den letvakte følelse af krænkelse sammen med en voksende kontroltrang ovenfra, der i det hele taget breder sig og også giver sig alle mulige andre udslag som forbud mod cigaretrygning (Finland), forbud mod papvin (norsk forslag), fedt- og sukkerafgifter (forsøgt i Danmark) osv. osv.?
Det sidste er der ikke megen tvivl om ifølge psykiateren Birgit Petersson.
»Man ser tydeligt tendensen til kontrol inden for forskning i forebyggelsestiltag,« siger hun. »Det går mod det puritanske liv, og det smitter af på alle områder. Det bliver forlangt, at man skal være mere kontrolleret. Vi lever i en epoke, som er kolossalt styrende. Man ser pædofile alle vegne, og man snakker mere om kønssygdomme end om lyst.«
Birgit Petersson drager en parallel til alkohol.
»I 1960’erne, da folk fik bedre råd, begyndte man at drikke mere. Også på arbejdspladserne drak man alkohol, og det var hele samfundet, der gjorde det. I dag er det utænkeligt at servere en Gammel Dansk til morgenkaffen, hvis nogen har fødselsdag.«
Hun nævner KRAM-modellen, der ikke står for knus og kærtegn, påpeger hun, men for Kost, Rygning, Alkohol og Motion.
»Man går ud fra et statistisk gennemsnit af, hvor længe man lever, og det bliver så målet for det rigtige liv,« forklarer hun. »Den puritanisme, der hersker i dag, skyldes, at man prøver at definere, hvad der er det rigtige liv.«
Selvrealisering og skyldfølelse
»Grænserne for individet er blevet så små, fordi vi skal realisere os selv – i et præstationssamfund,« mener den unge samtidskunstner, Rosa Marie Frang. »60’ernes selvrealiseringstankesæt er blevet okkuperet af et kapitalistisk samfund, hvor karriere er blevet internaliseret i vores kollektive psyke og følelsesliv. Alle vores menneskelige værdier er blevet til instrumenter, som kan – og helst skal – anvendes for at opnå en eller anden helt konkret og gerne materialistisk gevinst.«
»Og hvis vi fejler, er det kun os selv, vi kan give skylden, for det er jo vores eget selvrealiseringsprojekt. Der er ikke plads til underlighed, selvmodsigelser, usikkerhed, eksperimenter eller for mange fejl,« mener hun.
Skyldfølelsen har flyttet sig, siger Birgit Petersson.
»Vi er langsomt blevet forført til – og jeg mener virkelig, at der er tale om forførelse – at man selv skal tage skylden på sig, hvis vi har lavet uartige ting som at ryge, drikke osv.,« siger hun.
Birgit Petersson fortæller, at hun er vokset op inden for Indre Mission, hvor de ting, der ikke skulle frem, blev skjult, »og hvis de alligevel kom for en dag, mødte synderne hårde fordømmelser«, siger hun.
»Men de forbudte lyster er der jo, ligegyldigt hvad. Folk ryger, selv om der står på cigaretpakken, at rygning dræber. Vi kan tordne og buldre, men lysterne vil alligevel være der, og jo mere de bliver forbudte, jo mere kommer de ud på måder, som ikke er i orden,« konstaterer hun og henviser til incest i de indremissionske hjem.
»Man så det jo, når de unge døtre blev gravide,« konstaterer hun, og hun har også selv som læge på psykiatrisk afdeling oplevet, at unge døtre fra missionske hjem blev indlagt, fordi de var blevet gravide, fortæller hun.
For Birgit Peterssons patienters vedkommende har det ændret sig, hvordan man udtrykker skyldfølelse. Hvor det før var religiøse skyldfølelser, er det nu sundhedsmoralsk skyld, folk føler.
»Man ser det for eksempel udtrykt i spiseforstyrrelserne. De er vokset i antal fra 1980’erne og frem. Det er kvindebevægelsens børn, børnene af de frigjorte mødre, der får dem.«
Angst for følelser
»Vi tør ikke føle,« mener Rosa Marie Frang. »Kun skøjte hen over landskabet i en semiintellektuel tilstand. Når vi endelig føler noget, er det for sent, så ligger vi i sengen med angstanfald og depressioner. For man var ikke god nok, man faldt igennem. Det er svært nok at finde ud af at være menneske. Bare at leve er i sig selv svært. Og med al den viden, vi har om psykologi, boligindretning, børneopdragelse, og hvordan man netværker mest effektivt, er det ikke underligt, at vi kan blive sært afkoblede fra os selv. For det hele handler om at være i kontrol og ikke være underlagt sine følelser. Kun føle noget på det rigtige tidspunkt og på den rigtige måde. Og så peger vi fingre. Tryghed. Der er andre, som falder igennem. Herligt! Så er jeg selv safe.«
– Men hvorfor er al denne kontrol opstået?
Man kunne ikke magte at leve i det åbne samfund, mener Birgit Petersson.
»Og nogle regler er fornuftige nok, det er godt med en struktureret dagligdag, men man skal kunne afvige fra strukturen, samtidig med at man må have én. En vis struktur giver et bedre liv. Men vi er kommet ud i overdreven kontrol. På tobaksområdet er det jo nået dertil, hvor tobak er noget, fanden selv har skabt!«
»De unikke evner, som ethvert enkelt menneske besidder, er blevet kapitaliseret. Det er, hvad vi har taget helt ind i vores eget private univers,« lyder det fra Rosa Marie Frang.
»Derfor kommer der automatisk en kultur, hvor man – ironisk nok – bliver bange for at træde ved siden af. Og med det konstante pres på individet helt inde i os selv er det ikke så underligt, at det kan virke befriende at kunne pege fingre af andre. Det giver tryghed. Så er vi i det mindste en del af ’de rigtige’, vi er en del af gruppen. Mod de andre. Tryghed. Safe, straight and narrow,« konkluderer hun.
Frisind og bornerthed
Både Birgit Petersson og Christian Graugaard peger på, at frisindede og bornerte epoker i historiens løb har haft det med at afløse hinanden. Birgit Petersson ser den moderne puritanisme som en reaktion på ungdomsoprøret, hvor det gjaldt om at smide alle snærende bånd.
»Så sent som i 1970’erne var det frigjorte, uhæmmede menneske jo det gode menneske, der ikke husede neurotiske og fascistoide træk i sit indre,« supplerer Christian Graugaard.
Men han ser bornertheden som et produkt af, at vi i dag lever i senmoderniteten, hvor mangfoldighed og puritanisme går hånd i hånd.
»Der findes ikke længere moralske absolutter, så lige så snart der bliver sat nogle normer, bliver der opfundet modnormer. Vi lever midt i pornoens billedverden, og straks opstår der rigide krav om et pornofrit miljø. Vi har ekstremt travlt med at fortælle alle på Facebook og Twitter, hvad vi foretager os, og samtidig hæger vi vildt om vores privatliv og bliver krænkede, hvis nogen sætter sig lidt for tæt på os i bussen. Verden er blevet fuld af paradokser. Vi vil have lov til alt, men samtidig er vi nærtagende som aldrig før. Vi er på én gang grænseløse og ekstremt grænsesættende.«
Vi er ’klumpedumpeagtigt søgende’, mener han.
»I en grænseløs verden kommer vi til at sætte grænser klodset og vilkårligt, fordi der ikke længere er nogen fælleskulturel drejebog at læne sig op ad. Sufflørkassen er tom. Og man er jo trods alt nogen, når man føler sig krænket.«
»Tidligere havde man en grundlæggende seksualmoral, som man søvngængeragtigt fulgte eller i hvert fald måtte forholde sig til. Denne ontologiske sikkerhed findes ikke længere. Vi er blevet rodløse og ambivalente og må konstant opfinde vores egne normer. Og resultatet er ofte umusikalsk og helt ude af proportioner,« mener han.
»Vores verden er blevet pluraliseret, men det betyder også, at den er blevet polariseret. Vi fordeler os ikke ligeligt hen over hele spektret, men indtager ofte yderstandpunkter. Det mærkværdige er så, at denne kløvning også kan gå midt ned igennem det enkelte menneske. Klokken ti bliver vi krænket over, at nogen i kolonihaven går nøgen rundt. Klokken 17 lægger vi halvfrække billeder af os selv ud på Facebook.«
http://www.information.dk/306848