Nogen gange kan man falde over de mærkligste sager når man googler Sten Larris.
http://www.dci.dk/?artikel=891Alice Mandragora - mysteriet er opklaret?
Af Birger Langkjer
Fra: „Jeppe Riis" <euroman@elvis.dk>
Til: <info@dci.dk>
Sendt: 25. februar 2002 14:20
Emne: Anholt-fænomenet!
Vi vil give jer et tip!
De tre navne der var indgraveret på bagsiden af mønten med den hornede siger meget!
Tag for eksempel det sidste navn Dunk Wokgnal og stav det bagfra så står der
Knud Langkow og han har sjovt nok lige akkurat skrevet en bog ved navn „Anholt på vrangen".
Mere får i ikke lige nu, men vi kan godt lege spørgeleg hvis i lyster!
Vi støtter fuldt ud satankulten på Anholt og vil gå i døden for den!
Vi vil alligevel forblive anonyme da vi ikke ønsker offentlighedens søgelys!
"Tag til Anholt for Satan, og alt ondt kommer fra Grenaa"
Fra: „Jeppe Riis" <euroman@elvis.dk>
Til: <info@dci.dk>
Sendt: 25. februar 2002 14:24
Emne: Anholt oplysning fra lysbringeren selv!
Dunk Wokgnal skal bare staves bagfra!
Så giver det navnet på forfatteren Knud Langkow der helt tilfældigt har
skrevet om Anholt!
Vi ønsker ikke at opgive navn da vi selv er praktiserende medlemmer af
Anholt-sektionen, men vi syntes at i kristne var lidt langsomme i betrækket så i måtte jo hjælpes lidt på vej!
For noget tid siden fik vi på Dialogcentret disse to mystiske e-mails angående sagen om „Satankulten på Anholt", som Thorsten Rysgaard skrev om i Den Nye Dialog 68, 1997, i artiklen „Hvem er Alice Mandragora?". Denne artikel beskrev de mærkelige fund, der blev gjort på Anholt i 70’erne og de mystiske breve og „Satanmønter", som senere blev fundet rundt omkring i kirker og på et museum. Jeg har skrevet til Jeppe Riis på
euroman@elvis.dk, men har ikke fået noget svar tilbage.
Jeg har læst bogen „Anholt på vrangen" af Knud Langkow, udgivet i 1983. Det er en meget mærkelig bog, ja ordet „mærkelig" slår knap nok til for at beskrive dette bizarre værk. Nogle ord fra indledningen:
Vor moderne Peder Paars, som ikke helt uden grund lyder navnet Knud Langvrøvl, kommer til Anholt og vandrer ind i øens mystik med en græstørv på hovedet. Der er ikke det spøgeri, han ikke oplever. Et par hekse møder han, den ene har en ledsager en mumie kaldet Nelson, der fortæller hende alt. Ud af en enebærbusk vokser den halshuggede Ole Kollerød, der ikke kan finde fred, men vor rejsende lover at gå i forbøn for ham, hos Vorherre, en affældig olding som han træffer i kirken - eller hos Satan, som heller ikke er svær at få audiens hos. En anden enebærbusk viser sig at være H. C. Andersen, og med ham konverserer Langvrøvl nok så høfligt om fru Heiberg og Søren Kierkegaard. Efter disse og andre overnaturlige begivenheder skal Langvrøvl så hjem igen, men hans færge viser sig at være den forkerte.
Hele historien er naturligvis uforpligtende skæg og ballade - og den bør læses i samme ånd, som den er skrevet.
Noget af det første hovedpersonen gør, da han ankommer til øen, er at skære sig et stort stykke græstørv og bære det på hovedet som en hat, angiveligt som beskyttelse mod overnaturlige hændelser. Føj dertil et par blå briller, og man kan levende forestille sig, hvilket besynderligt skue, han må have været! Mange af de folk, han henvender sig til, flygter da også fra ham.
Hovedpersonen og fortælleren (der kalder sig Knud Langvrøvl) siger på side 20, at han var 9 år, da tyskerne besatte Danmark. Han er muligvis vokset op alene sammen med sin moder. Faderen har begået selvmord. Han er meget fascineret af det overnaturlige og lever i en fantasiverden med hekse, spøgelser og overtro. Han ender til sidst i bogen med at sælge sin sjæl til Satan for 20 kr. Satan skildres som et stort abe-lignende væsen, der har en Tivoli-kontrollør som sin hjælper. Derefter tager han færgen tilbage til Grenå, men opdager, at det er dødsguden Karons færge, han er kommet på, og at han er på vej til havets bund.
Lidt detektivarbejde har afsløret, at Knud Langkow er født i 1931 som den yngste af 5 børn. Han har arbejdet som museumsbetjent, er ugift og barnløs, men har en samlever. Han har ikke udgivet andre bøger.
Anders Blichfeldt lavede i sin tid en slags psykologisk profil på Anholt-„satanisten". Denne karakteristik findes kun i netudgaven af Den Nye Dialog på
http://www.dci.dk/da/dnd/dnd68/alice.html. Blichfeldt karakteriserede ham bl.a. som en følelsesmæssigt umoden person, der er godt begavet, ikke helt fattig og som ofte rejser rundt i Danmark på egen hånd. Meget af dette synes at stemme med det billede, jeg har af Knud Langkow efter at have læst hans bog. Læg dertil, at han må være kreativ og meget excentrisk.
Det må have været en meget tidskrævende og dyr hobby at fabrikere alle de breve og artefakter (mønter, poststempler m.m.), Anholt-satanisten har lavet, så der må enten være tale om en hel gruppe af mennesker eller én mand, der ikke har ret meget andet at give sig til, f.eks. en efterlønner eller invalidepensionist.
Det tankemylder, som hovedpersonen i Langkows bog viser symptomer på, hans mærkelige døgnrytme og det svingende humør kan måske tyde på en psykose eller et „syretrip", men da jeg ikke er psykiater, vil jeg afholde mig fra at fælde dom, hvad det angår.
For at skrive en bog som „Anholt på vrangen" må man enten være meget god til at sætte sig ind i, hvordan skøre mennesker tænker (i stil med Dostojevskis „Dobbeltgængeren" om en mand, der er skizofren), eller også må det være selvoplevet. Forfatteren er enten gal eller genial (jeg hælder mest til det første).
Jeg har haft telefonisk kontakt med Knud Langkow, og hans meget undvigende og defensive svar på min moderate forespørgsel har bestyrket min mistanke. Han benægtede straks, at han kunne have skrevet de ovennævnte e-mails, da han ikke har nogen computer. På det tidspunkt havde jeg ikke beskyldt ham for at være afsenderen eller for at have noget som helst med sagen at gøre, jeg havde blot refereret indholdet af e-mailsene for ham. Hele samtalen varede kun få minutter, inden han undskyldte sig og afbrød forbindelsen.
William af Ockham (1280-1349) sagde en gang (lettere omskrevet), at den enkleste forklaring ofte er den rigtige („Entia non sunt multiplicanda sine necessitate" = „enheder skal ikke forstørres mere end nødvendigt"). Lighederne mellem de underlige begivenheder på Anholt i 1970’erne, de mange „Satanbreve" og „Satanmønter" i 1990’erne, de 2 nye e-mails fra „Jeppe Riis" og bogen „Anholt på vrangen" er så store, f.eks. sprogligt og med hensyn til de litterære motiver, at det sagtens kan være den samme person, der står bag dem - der er højst sandsynligt ikke to mennesker i Danmark, der har så specielle interesser.
Konklusion
Der er højst sandsynlig ingen satankult på Anholt, og der har formentlig aldrig været nogen. Omtrent denne konklusion kom Thorsten Rysgaard også til i 1997: „...jeg [tør] godt afvise, at [Alice Mandragora] skulle være „Ypperstepræstinde" for en „Satankult". At vi her har med en person eller personkreds at gøre, der frem for alt ønsker omtale, er jeg ikke i tvivl om. ... Har der i det hele taget eksisteret en Satankult på Anholt?" Satanister på Anholt - det lyder af én eller anden grund ikke realistisk.
Det hele er én stor „practical joke" eller „happening" iscenesat af forfatteren Knud Langkow. Folk på Anholt kan sove trygt i deres senge. (Hvilket de nok har gjort hele tiden.)
Vi har ingen beviser for vores påstand, men når vi på Dialogcentret ligefrem bliver hånet for at være sløve, er vi jo nødt til at komme med et kvalificeret gæt. Også for at få en afslutning på denne sag efter så mange år.
Det hænder undertiden, når forældelsesfristen for en forbrydelse er udløbet, at gerningsmanden får lyst til stå frem og indrømme sin forbrydelse for at få tilgivelse - eller for at prale med den! Mon det ikke er dét, der er sket her? Hvis Langkow er vores „gerningsmand", kan han formentlig ikke retsforfølges længere - han er 71 år gammel i dag -, hvis han overhovedet har gjort noget, han bør straffes for.
Litteratur:
„Hvem er Alice Mandragora?", Den Nye Dialog nr. 68.
„Satanmønter er en ond spøg", Aktuelt, 27. oktober 1997.
„Adjunkt gik under jorden", Politiken, 15. januar 1993.
„Satanister dukker op igen", Politiken, 8. januar 1993.
„Hekseri eller billig PR?", Søndagsavisen, 27. juli 1986.
Knud Langkow, Anholt på vrangen, København 1983, 64 sider (tegninger af Thormod Kidde).
Tak for hjælp til Sondre Rønjom fra Bergen Universitet og Thorsten Rysgaard.
Mandragora
Mandragora er det latinske navn for planten alrune af natskyggefamilien. I tidligere tider betragtedes alrunen som en plante med magiske egenskaber, en hekseplante. Dens rod kan undertiden tage form som en lille tyk mand, og man troede, at den skreg, når den blev hevet op af jorden. Dette skrig kunne dræbe en mand, hvis man hørte det, derfor brugte man en hund til at trække den op. Den jødiske historieskriver Josefus er den første, der beretter om dette. En anden legende siger, at den kun kunne gro på en galgebakke.
Dens grønne frugter (gælder kun for arten Mandragora vernalis) kaldes for „kærlighedsæbler" („djævleæbler" på arabisk), og man mente, at den virkede som et afrodisikum. F.eks. brugte Rakel alrunebær til at kurere sin ufrugtbarhed (1. Mosebog 30,14-24).
Alrune har en stærk hallucinerende effekt. I mindre doser kan den virke smertestillende, men en stor dosis er meget farlig og kan give voldsomme, ubehagelige hallucinationer, der forekommer meget virkelige: „De stærke natskygger kan nok få sjælen til at dingle i laser, eller også kommer der ingen hallucinationer; man snakker bare med alle de mange gæster, der kommer ind gennem lampen og forsvinder bag sofaen." („Hallucinogene planter", af Sten Larris). Gad vidst om Alice Mandragora (Alrune Mandragora?) er blevet til under indtagelse af alrune?
En såkaldt „Satanmønt", der blev fundet i kirkemuren på stavkirken i Heddal, i Telemark. Mange lignende mønter er fundet rundt omkring i Danmark. Man har fundet frem til, at nogle af mønterne er fremstillet på spillemøntfabrikken „Meka" i København i 1973 (kilde: Aktuelt 27.10.1997).
Log ind
Tilmeld
OSS
Søg
...... rimelig langt ude
