Hej alle, jeg læste en anden tråd om piller indenfor psykiatrien og hvor rundhåndede læger/psykiater generalt er med at udskrive piller(10måneder gammel tråd her på psychedelia). Det jeg vil skrive går ud på:
Da jeg var 15 oplevede jeg at jeg følte mig forfulgt(Desideret paranoia) Folk ville mig ondt, største delen af klassen havde kun en agenda og det var at få mig ned med nakken. Følte ingen respekterede mig, mine forældre forstod mig ikke. Trak mig fra sociale sammenhæng, talte højt med mig selv og fantaserede om en bedre verden for mig selv. Fordi jeg følte den verden omkring mig var skruet forkert sammen og syg, inden i følte jeg at det gav mening. På trods af at jeg hallucinerede og var paranoid, havde ikke erkendt at noget var galt.
Kunne heller ikke koncentere mig i skolen, men nød at sidde i timevis og nørde computer der hjemme. Kunne godt socialisere over nettet, men der følte jeg heller ikke at min safezone blev overskredet. Jeg havde ikke panik angst, men mere det paranoide der gjorde at folk kaldte mig mærkelig og de syns ikke at jeg tale sammenhængende da jeg var for optaget af min egen verden. Da jeg blev 16 begyndte jeg at få antipsykotika, blev røv syg det første år. Meget sløv, ugidelig og samtidig rastløs. Men psykiateren mente at jeg skulle tilbydes antipsykotisk medicin, fordi jeg var sindssyg. På trods af at jeg aldrig har skadet mig selv eller andre, mest bare siddet på værelset i min egen verden. Idag sidder jeg på 5 år uden en eneste psykose siden og jeg er 24 idag. Skal lige siges at jeg idag har paranoid skizofreni og geniraliseret angst.
Bliver meget pist over at jeg i sin tid overhovedet blev tilbudt antipsykotika, det har bevares lukket ned for noget af det paranoide, men mine forældre ville gerne hjælpe mig(Men får ikke noget alternativ til medicinen) og hvad får jeg så sat i udsigt af psykiateren tag din medicin og lev med lidelsen resten af livet. Medicinen har tilgengæld gjort mig passiv, apatisk og kan ikke mærke meget glæde meget eller vrede for den sags skyld. Jeg oplevede da jeg skulle skifte fra zyprexa og over til solian(Begge antipsykotisk) at jeg i et halvt år pissede og sked i bukserne pga abstinenser. Jeg var angst under medicin skifte og rystede meget, men da jeg var helt nede i zyprexa dosis og solian, kunne jeg mærke hvordan mine følelser boblede op igen. På godt og ondt, kunne mærke glæden ved at det var sommer og solen skinnede, kunne mærke en regndråbe og fællede en tåre, svært at forklare, maden smagte anderledes, men bedre. Følte mig ikke dopet og følte virkelig at jeg var et menneske igen. Fantastisk følelse. Men så kom jeg op i dosis på det præperat jeg skulle være på og er blevet meget afdæmpet og apatisk igen. Men fuck mand, hvor har det givet mig blod på tanden til at komme ud af medicinen og lære at takle mine problemer uden lorte medicinen.
Gider ikke være skizofren mere, hvis det er det jeg har været på trods af lægens ord for det. Det paranoide er jo også angst, men min skizofreni har ligesom strukket min personlighed i alle retninger og samlet mig igen til en klump af: Hvem og hvad er jeg nu? I takt med at jeg er blevet ældre er jeg blevet mere moden, har ikke syns hallucinationer mere, eller føle hallucinationer mere. Så har det okay. Men vil gerne af med det skide markat der er på klistret mig. Vil gerne have en uddannelse og venner igen, som jeg mistede under psykoserne. Vil bidrave til samfundet og bare trives. Men kan jeg ikke så længe jeg er på medicin, er blevet fortalt at jeg nok skal blive rask. Ikke af min psykiater, men af folk omkring mig og sygeplejeskerne. Håber i vil læse dette og andre måske kan bruge det
|
Jeg tager solian(Antipsykotisk) 800mg, 400mg morgen og 400mg aften. Ved siden af tager jeg lyrica 300mg.