For mit vedkommende grunder det i eftertænksomheden af de valg jeg foretager mig i spil der er forankrede i logik (hvori betænkningstid er tilregnet spillets udfoldelse), hvor jeg utvivlsomt begår fejl før eller siden. Eftertænksomheden indebærer derfor, for mig, et aspekt af selvrefleksion der bunder i selvrealisering, hvori mine selvkorrigerende adfærdsmekanismer forsøger at fremtvinge den erkendelse der indirekte er årsag til min fejlslagne logik.
Det figurer dog i flere planer, hvoraf det diametralt modsatte til ovenstående ligeledes er aktuelt; Det er jo en dyst - hvorved min opblæste bedrevidenhed (der af sejre (store som små)), hurtigt kan blive til nederlag.
Dette er dog mit individuelle, og subjektive rationale.
Sindet, som du ved, figurerer med lysets hast (vores hjerner udsender elektromagnetisk stråling i.e. fotoner), og min stressede, men koncentrerede hjerne gennemtænker utallige aspekter og udleder hurtigt den retmæssige konklusion til situationens udfald. Laver jeg derfor en fejl, og indser den omgående; erkender jeg min dumhed, hvorved følelserne også inddrages og sammensplejses til progressionen af spillet, da jeg efterfølgende forsøger at inddække mig bedst muligt for at overkomme den svaghed jeg har blottet.
Heldigvis er nogle mennesker tilbøjelige til at tillade en at lave omtræk
Alene dette indlæg er lige til skrivebogen
EDIT: jeg er dog overhovedet ikke uenig med overflødigheden og uoverskueligheden ved kombinationen af brætspil og MDMA. Jeg ville bare imødekomme OP på det plan han efterspørger erfaringer.