Det handler i bund og grund bare om hvilken sindstilstand man er i. Man er ikke nødvendigvis født og dømt til at være introvert, sådan noget kan sagtens skifte. Nogen tidspunkter er jeg ekstrovert, andre er jeg introvert. Det er meget flydende.
Der er også nogle underliggende mekanismer. Ubalancer ville jeg kalde det. Eksempelvis er mange extroverte ret urolige, den her sprudlende personlighed og evne til / behov for at socialisere sig, kan være symptomatisk / en forsvarsmekanisme fordi man ikke har indre ro. Altså man 'flygter' fra stilheden, fordi den bringer ubehagelige følelser frem.
Omvendt kan man sige at introverte kan have ubalance i den anden retning.
1) Meget input (kontakt med fremmede fx)
2) Følelser kommer frem (irritation, angst, skam/pinlig, frygt for at sige noget forkert mv.)
3) Reaktion på følelsen: Ubehag
4) Næste gang gør vi en indsats for at undgå det. Fx tager vi headset på under transport og indkøb, og undviger al øjenkontakt.
Personligt vil jeg mene (fra mig selv) at man er lidt forvrængt, hvis man tænker man er sund og rask socialt, og ens tilgang er at man ikke vil kigge ét eneste menneske i øjnene.
Hvis man kan vælge (hvilket man kan gennem selverkendelse), hvorfor i alverden skulle man så foretrække det, frem for at smile? Det er jo både videnskabeligt, kulturelt, socialt og spirituelt bevist at øjenkontakt og at sende og modtage et smil er gevaldig sundt!

Jeg har selv døjet meget med angst, paranoia, misantropi og alt det der. Især det med at handle ind har været, og er stadig til dels, svært for mig. Men jeg oplever, at jo mere jeg føler mig i balance, altså får mine behov opfyldt og føler mig tilfreds og lykkelig, jo mere opsøger jeg øjenkontakt hos fremmede, og jo større bliver de smil jeg får igen, når øjnene falder i hak. Jeg synes det kan være helt magisk at kigge kassedamen i Lidl i øjnene, men hun ser sgu også dejlig ud (。♡‿♡。)