Hej Psykedelia!
Jeg har aldrig været særligt aktiv herinde, og har knap nok været herinde i årevis. Men nu har jeg en kuriositet, jeg godt kunne tænke mig at høre jeres meninger om.
TL;DR: Mit spørgsmål er, hvorfor jeg stadig fint kan tage opiater/opioider en 12 timers tid efter, jeg har taget min dagsdosis af 16mg buprenorfin. Jeg skal ikke engang tage mere, end jeg skulle før substitutionsbehandlingen. Har ALDRIG injiceret; har kun røget og sniffet - tænk at en nåleskræk potentielt set kan redde liv
Lidt baggrund, som I kan springe over, hvis I bare vil svare på spørgsmålet Jeg vil bare gerne beskrive mit forhold til stoffer, før jeg skal høre for, at mit nuværende forbrug er totalt uansvarligt - selv om velmenende kommentarer altid er velkomne på et HR-forum
:Jeg har eksperimenteret med stoffer, siden jeg var 12 (hash og alkohol), og senere begyndte jeg som 15-årig at udvide sindet (og alt dét der) med MDMA, LSD og alle de andre "blødere" stoffer og RC's, jeg kunne få fingrene i. Prøvede da også nogle af de "hårdere", men det var hovedsageligt eksperimenterende - dengang i hvert fald. Men som 17-årig fandt jeg - på denne, dejlige side! - en opskrift på kodein-udvinding af kodimagnyler - thanks, Psychedelia
Det var sgu meget fedt med de der opiater, så da jeg på et tidspunkt fandt en fyr, der solgte oxycodon, blev dét mit drug of choice i opiat-opioid-gruppen. Det var dengang, anti-misbrugsmekanismer var stort set ikke-eksisterende. Men da de så på et tidspunkt besluttede sig for at gøre det sværere at misbruge - og dem uden sikring blev meget dyrere -, blev metadon og valmuer om sommeren dét, jeg hovedsageligt brugte. De første års tid, var det ikke noget, jeg havde et værre eller bedre forhold til, end alle de andre stoffer, jeg gik og tog. Men så fik jeg en kæreste og stoppede alt (mis?)brug ud over hash.
Opioid-misbruget tog for alvor fart i 2014, efter jeg gik igennem et ret så hårdt break-up med førnævnte kæreste, som jeg havde været ualmindeligt forelsket i, men som viste sig at lide af boarderline og endte med at være mig utro. Jeg fik en depression (hvilket jeg allerede periodevis havde kæmpet med, fra jeg var stor teenager). Jeg forsøgte at starte på et studie i Odense, for at komme væk fra mit stigende misbrug og for at glemme alt om eks-kæresten.
Men jeg måtte sande, at mit liv var blevet alt for kaotisk til at kunne følge med i et ret svært - og konkurrencedrevet - studiemiljø på journalistik. Så jeg droppede ud af mit drømmestudie.
Uni-frafaldet kombineret med PTSD (fra undertrykte følelser af at blive forladt som tiårig da min far døde (længere historie (endnu længere end den, jeg er i gang med!
)) som blev udløst af mit break-up), gjorde, at jeg overbevist om, at livet - specielt for mit vedkommende - kun kunne være dårligt. Og at hvis livet føltes godt, så var det på grund af, at ens hjernekemi løj over for en selv. Var overbevist om, at serotonin og dopamin var skyklapper, der gør, at man kan ignorere alt det dårlige i denne verden, og at jeg endelig kunne se den sande verden. Det kan jeg stadig tænke, men med en noget mindre pessimistisk tilgang. Med andre ord: jeg var godt og grundigt i kulkælderen.
Jeg flyttede til København og tænkte, at hvis mit liv aldrig ville blive godt alligevel, så kunne jeg lige så godt pull'e en William S. Burroughs og bare gå amok i stoffer, til jeg engang kradsede af - meget dramatisk, I know, men jeg var en ulykkelig 21-årig, der havde haft alle muligheder for at få et succesfuldt liv, og som nu følte, at han havde fucket alting op... Så jeg fulgte (bevidst) i mine littærere idolers romantiske gå-i-hundene-fodspor.
Det, fandt jeg så ud af, var ikke helt så romantisk som beskrevet i bøgerne... Så til sidst tvang jeg mig selv - på min mors opfordring - i misbrugsbehandling, som jeg havde undgået efter dårlige oplevelser i gymnasiet.
Jeg startede i behandling på et rigtigt fint sted i Glostrup for unge mennesker med dobbeltdiagnoser. Men de var ikke rigtigt vant til min misbrugsprofil, og derfor flyttede jeg til deres afdeling i Hellerup for opioid-misbrug. Der har jeg så gået i små fem år, hvor jeg har været på 16mg buprenorfin dagligt og har fået psykologhjælp en gang om ugen ved en meget pragmatisk psykolog, der virkeligt møder én, hvor man er. Han reddede mig.
Mit liv er virkeligt vendt rundt! Jeg er glad og tilfreds, og gennem baby-steps er jeg ved at være tilbage til et sted, hvor jeg kan se et normalt liv forude. Jeg har fået et job, og står næsten altid op, hvis ikke glad, så i hvert fald tilfreds. Jeg tager stadig stoffer engang imellem, men der har ikke været nogen udvikling i mit forbrug de sidste tre års tid. Herunder tager jeg heroin et par gange om året, og det er - som nævnt i starten af denne lange smøre - baggrunden for mit indlæg. Jeg har altid fået at vide, at man (nærmest) ikke kan mærke noget på selv små doser buprenorfin - især ikke når man som jeg har været på det i årevis. Men det er ikke noget problem for mig! Derudover skal jeg heller ikke vente med at tage min næste dosis buprenorfin i de helt op til 24 timer, som mange nævner. Seks timer er fint for mig - udover ved metadon, som jeg af samme grund ikke længere bruger.
Nå, nu hvor jeg vist også næsten har fortalt hele min livshistorie, er der så nogen, der har nogen gode bud på, hvorfor jeg kan mærke det så kort tid efter - især ved nogenlunde samme dosis, som jeg plejede at bruge?
Love, Martin.
