Her sætter du aftryk på nettet
20-10-04: 18:01
Hver eneste gang vi går på internettet sætter vores færden digitale aftryk. Selv ting vi tror er private og slettet for altid, kan pludselig dukke op, hvis vi har foretaget os noget strafbart.
Af Peter Møller
Tillykke - det er nu blevet registreret, at du har læst denne artikel.
Det er for sent for dig at gøre noget ved det. Din computer er registreret hos os, og hvis politiet har mistanke om, at du er forbryder, og tropper op med en dommerkendelse hos os, vil vi være nødt til at udlevere vores oplysninger om dig.
Fra det øjeblik du tændte din computer til dette øjeblik er din færden blevet registreret i større eller mindre grad, og oplysninger om dig ligger på computere flere steder i verden.
Så selv om du nu hælder din computer over med syre og smider den ud fra Møns Klint er der stadig gemt en masse oplysninger om, hvad du har foretaget dig på nettet.
Hvis politiet mistænker dig for at være kriminel, kan disse oplysninger blive brugt i efterforskningen.
Her følger en gennemgang af, hvad der registreres.
Surfer du hjemmefra er intet privat
Teoretisk set er det muligt, at din internetudbyder ved alt om din gøren og laden på nettet. For at komme på nettet har du givet dine personlige oplysninger til udbyderen.
Desuden gemmer mange udbydere oplysninger om al din internetsurfing, og ofte gemmer de også dine e-mails et godt stykke tid tilbage i tiden.
Dine emails, chat på nettet og anden personlig korrespondance er som udgangspunkt omfattet af straffelovens § 263. Det vil derfor være et brud på brevhemmeligheden, hvis man åbner andres e-mail og dermed vil det også være strafbart.
Men selv om det er forbudt er der jo ingen garanti for, at loven ikke bliver brudt af brådne kar på nettet.
Derfor er der aldrig grund til at tro, at e-mail er privat korrespondance. Hvis du vil holde din post hemmelig, skal du kryptere din e-mail. Hvis du krypterer et Word-dokument korrekt og sender det som en vedhæftet fil, vil det være meget svært for andre end den påtænkte modtager læse det.
Vil du undgå, at efterlade data om din færden på nettet, er du nødt til at surfe på biblioteket eller fra andre offentligt tilgængelige computere.
Spor efterladt af din computer
Når du besøger et websted, efterlader din computer et uudsletteligt spor hos det sted du besøger.
Webmasteren på den side du besøger kan finde ud af, hvem du er på baggrund af den 12-cifrede IP-adresse som identificerer din computer og internetudbyder.
Desuden efterlader du en række andre informationer på det sted du besøger.
Det drejer sig om de sider, du har besøgt, og hvordan du fik adgang til webstedet. Hvis du har klikket på et link, ved webmasteren hvilket, og hvis du kom ind gennem en søgemaskine ved webmasteren nøjagtigt, hvilke søgeord du brugte.
Hvis du vil minimere andres viden om din færden bør du aldrig klikke på links men i stedet kopiere og indsætte webadresser i en ny side i browseren.
Spor efterladt på din computer
Cookies er små databidder der gemmes på din computer når du besøger en hjemmeside. De bruges til at genkende dig næste gang, du besøger webstedet.
Cookies kan bruges af webstedet til at gemme oplysninger om hele din navigation rundt på stedet, herunder om det du kigger på.
Disse informationer om dig kan give de websteder du besøger kendskab til dine forbrugsvaner tilbage til den dato, hvor den seneste cookie blev gemt på din harddisk.
Det sted du kigger nyheder på nettet ved i princippet, at du for et par måneder siden læste en om et bestemt emne, hvis du altså ikke har slettet dine cookies.
Cookies kan slettes fra din browser. Det sker normalt fra menuen Funktioner.
Gammel chat ruster ikke
Chat på nettet er det tætteste man kommer en samtale, skal man ikke regne med at ordene forsvinder lige med det samme.
Chat kan enten foregå i såkaldte chatrum, hvor alle kan deltage, eller gennem programmer som MSN Messenger og ICQ, hvor begge parter skal godkende hinanden inden man kan komme i direkte kontakt.
Når en bruger kobler på et chatrum vil den centrale server straks registrere dette og andre personer på serveren vil få besked.
De fleste chat-servere har adgang til de samme informationer som web-steder, det vil sige hvilken type computer man bruger, hvilken version af internet-browser og operativsystem der anvendes med mere.
Visse chat-steder gemmer en kopi af al samtale på stedet, og kan overgive kopien til politiet i forbindelse med efterforskning af kriminel aktivitet.
Gennem chat over MSN Messenger og ICQ bliver korrespondancen ikke umiddelbart gemt, men det registreres hvilke computere der har været i kontakt med hinanden og på hvilket tidspunkt.
http://nyhederne.tv2.dk/baggrund/article.php?id=1462929