Jeg oplever sådan en udefinerbar reserverethed, trækken sig fra kontakten eller forbehold (ved ikke helt hvordan jeg skal forklare eller opfatte det) fra alle, når jeg drejer emnet ind på oplevelser fra rejser og efterfølgende refleksioner ift. dem. Ja, altså undtagen fra min shaman. Jeg kan ikke finde ud af, hvad det handler om...
Det er som om, folk gerne vil drøfte selve substanserne, dosis og fysiologisk virkning - og komme med formaninger Men den terapeutiske effekt og selvudviklingsdelen virker på en eller anden måde tabubelagt.
Mon der er noget Jantelov - man skal ikke tro man er noget eller er blevet for oplyst ift. andre? Eller misundelse hvis man har oplevet noget, som andre drømmer om og ikke har oplevet? Er det for følsomt og privat? Kan der være en ængstelighed ift. at “tabe kraften ved oplevelserne/erkendelser ud af munden”?
For mig er transformationer på det indre og ydre plan, forløsning af traumer, synkroniciteter og vejledning ift. hverdagslivets opgaver, spørgsmål og tvivl det allervæsentligste ved de psykedeliske oplevelser.
Hvis ikke oplevelserne integreres og omsættes i mit levede liv, så er de jo blot en tur i en forlystelse. Det er det følsomme og psykologiske, ja, erkendelser, processer og forandringer, som for mig er det essentielle og meningsfulde.
Mon andre har oplevet lignende reserverethed og afvisning ift. samtaler om konkrete oplevelser og tolkning/transformationer m.m.?
Er der nogen af jer, der har nogle bud på, hvad det handler om?
|