Opdateringen, +4måneder efter min sidste MDMA session.Først så vil jeg gerne beklage den sene opdatering, men der er sket så mange ting og ændringer i mit liv at jeg ikke har haft kunne samle tankerne om det hele før nu, håber i kan bære over med mig
Det er nu over 4 måneder siden jeg havde min sidste MDMA terapi-session, når man siger det lyder det af ingenting, men for pokker hvor er der sket meget på så kort tid. At få sit liv til at hænge sammen i en ny verden man vågner op til har sine udfordringer, ja der har været nogle bump på vejen og det er der fortsat.
Inden jeg kommer alt for godt i gang med de glædelige og knapt så glædelige detaljer så vil jeg gerne slå én ting 100% fast. Det at jeg har modtaget MDMA terapi vil jeg aldrig tage tilbage, det har givet mig chancen for at få et liv tilbage, det har været forudsætningen for at jeg kan komme videre. Jeg fortryder intet i den forbindelse,
intet, jo så skulle det da lige være at jeg ikke undersøgte det noget før!.
Positive, ja særdeles positive ting først! Efter mine sessioner havde jeg et stort nok psykisk overskud til at indse at min krop også var en vigtig proces i min helbredelse. Inden jeg modtog min første MDMA behandling vejede jeg 140kg, delvist grundet det faktum at jeg spiste og drak som en person der var ligeglad med at leve, delvist fordi jeg havde været på ”medicin” som yderligere øgede min vægt. Jeg gik derfor hårdnakket på en kur som har resulteret i at jeg allerede på nuværende har tabt mig 35kg. Det har været en virkelig belønnede proces at kunne mærke så store fysiske ændringer ligeså vel som psykiske, at få tilliden og overskuddet tilbage, at få mere energi, at være glad for sig selv og det man har opnået. Det at helbrede sit sind og sin krop, det følges meget tæt op og ned af hinanden, det er en helt særlig synergi de har sammen når de positivt indflyder hinanden.
En anden positiv ting er naturligvis at mine invaliderende PTSD symptomer som skrækslagen social angst er væk, det har betydet jeg har haft mulighed for at komme rundt frit i langt større grad, det har virkelig været befriende at kunne besøge venner og familie, gå en tur på gaden eller tage en tur i biografen uden at skulle bedøve sig selv med nervemedicin. Det kræver selvfølgelig lidt tilvænning at kunne fungere normalt i sociale situationer igen uden at være påvirket, men øvelse gør mester og jeg prøver da! I den forbindelse vil jeg gerne give et særligt tak til MrGone her på forummet for at have taget rigtigt godt imod mig, men bestemt også jer andre som jeg mødt om ikke for en kort stund ude i den virkelige verden. Psychedelia er et fantastisk sted med massere søde og rare mennesker
En sidste meget væsentlig positiv effekt det forløb har haft på mig er ydmyghed, for pokker hvor er jeg taknemmelig på så mange planer, det er en utrolig befriende og dejlig følelse at helhjerteligt kunne sige tak til andre mennesker for at have været der for mig. Jeg har absolut min familie at takke for at jeg stadig er her i dag, men jeg har også en særlig tak til min terapeut som virkelig har ydet en ekstraordinær indsats og givet en utrolig stor menneskelig omsorg og forståelse. Der er mange andre som har hjulpet mig på min vej eller stadig gør det, så jeg håber jeg udtrykker min taknemmelighed tilstrækkeligt når vi ses for i fortjener det så sandelig!
Så er vi kommet til de negative, eller nok mere udfordrende ting jeg går igennem. Det så ikke sagt at det nødvendigvis er negativt selvom det føles eller lyder sådan. De her ting er noget som skal bearbejdes også selv som det gør ondt, også selvom man helst vil gemme dem væk. At skulle konfrontere sig selv med de mest afskyelige, hadefulde, skamfulde ting, det er en del af processen og i sidste ende nok en del af at være menneske.
Det føles som en svulst er blevet kirurgisk fjernet fra min krop, men alt den omkringliggende skade som den har forårsaget mens den var der består. Mere end nogensinde før bliver jeg konfronteret med mine følelser. Det har ikke været let,
det er ikke let. Det at skulle finde balancen i at helbrede krop og sjæl på en fornuftig måde har været særdeles hårdt.
Jeg har haft det svært med at indse at MDMA ikke er pillen der løser alle dine problemer, det er kun halvdelen af slaget hvis ikke mindre, MDMA kan ikke ændre på hvem du er som menneske, hvad du har gjort eller hvad der er sket med dig, og hvordan du så skal forholde dig til det og leve med det. Det er alt sammen noget der så vidt jeg ved (Skriv gerne i tråden hvis dette ikke er tilfældet!) noget man bliver nødt til at kæmpe med fair & square. Det er et arbejde med dig selv, jo jeg har haft stor gavn af samtale terapi oven i, men for pokker hvor er der meget arbejde du skal stå med alene. Nogen gange kan det føles overvældende, som en umulig opgave, man hungrer efter ”de helt rigtige” mennesker til at dele sine følelser og erfaringer med, men enten er de svære at finde, eller også tør man ikke selv at række ud af frygt for at blive afvist, frygten for at falde ude fra fællesskabet.
Det kan være så utroligt svært at finde styrken til at tilgive sig selv, så man længtes efter bekræftelse hos andre, problemet er bare at det hele føles lidt halvtomt hvis det ikke kommer fra et sted der giver mening. Jeg ved faktisk ikke hvem jeg ville være tilfreds med tilgav mig, måske ikke nogen andre end mig selv ville være nok, for i bund og grund handler det jo ikke om andre finder din situation forståelig, men om du selv gør det. Det er byrden som jeg og så mange andre sikkert også må bære.
Så har jeg også fået en relativ stor eksistentiel krise om hvem jeg er som person nu, det er relativt hårdt at føle sig splittet fra alle vinde, total og fuldstændig kaos. Jeg har så mange spørgsmål til mig selv som jeg har svært ved at svare på, det helt overdrevet. Der er sket et paradigme skift i hvem ”jeg” er, det kan virke ret voldsomt og ofte forvirrende, jeg føler mig pludselig så langt fra mange mennesker at man fremmedgøre sig selv på en eller anden måde.
Det har også været lidt hårdt sådan forventningsangst agtigt. Efter den ekstreme transformering jeg gennemgik med mine MDMA sessioner så har det jo været svært at få armene ned, men sandheden er bare at den overvældende glæde for at være sluppet af med PTSD, den går altså over efter et stykke tid og bliver erstattet med virkeligheden som er at du er en tikkende følelsesladet bombe. Ja der er blevet lavet et kvantespring psykisk det skal der slet ikke være tvivl om, men jeg må erkende at jeg som menneske, åbenbart rummer lidt flere følelser end jeg først havde antaget, eller nok nærmere ville erkende.
Og ja jeg har da også fået lidt social angst forstået på den måde at det alt sammen er meget følelsesbundet lige nu, så jeg har ikke energien eller overskuddet til at skulle snakke for dybtgående om hvad der er sket og hvordan jeg har det nu. Jeg prøver dog alligevel stille og roligt med at konfrontere det så meget jeg nu magter det, men fremad det går det da.
Jeg har sikkert glemt noget enten af det ene eller det andet, men sådan generelt er det min situation lige nu ca. 4 måneder efter min sidste MDMA behandling.
En sidste ting som jeg syntes er værd at nævne er at efter mine MDMA sessioner var jeg så imponeret over de psykedeliske stoffer at jeg måtte prøve et andet mere klassisk eksempel på et psykedelisk stof. Jeg har siden min sidste MDMA session haft to sessioner med psilocybin svampe. Det kunne være et par kæmpe trip rapporter i sig selv, men for at gøre det kort så er der ingen tvivl om det har kæmpe potentiale til at arbejde med hvad der i bund og grund er depression, jeg er bare lidt i tvivl lige nu om det er for voldsomt, om jeg kan klare det følelsesmæssigt.
Endnu engang tak fordi i læste med, hvis i har spørgsmål så svarer jeg gerne (på det meste
).