The Doors - myten bag dørene
DR2 Tema 28. april 2007 kl. 20:00 på DR2
Tilrettelæggelse: Bo Bech Christensen
Hør mere om The Doors på P2 Plus fredag d. 27 april kl. 14.I år er det 40 år siden, at The Doors udgav deres skelsættende selvbetitlede debutalbum – det med ’Light My Fire’, ’Break On Through’ og ikke mindst den ultimative episke 12-minutters rockballade - ’The End’. Dermed begyndte historien om et af de mest originale og dristige rock-grupper nogensinde.
Med bl.a. friske interviews med de oprindelige bandmedlemmer Robbie Krieger og Ray Manzarek, en legendarisk live-koncert med the Doors optaget af DR i TV-byen i 1968 og dokumentarfilmen ’Ingen slipper levende herfra - The Doors hyldest til Jim Morrison’- fejrer DR2 Tema The Doors’ jubilæum på behørig vis.
For at blive udødelig skal man dø. Jim Morrison fulgte i hælene på sine forbilleder blandt de unge, døde poeter og brændte op i en alder af blot 27 år. Dermed var rockens første ikon født. DR2 Tema ser nærmere på myten bag Jim Morrison og the Doors - bl.a. med en dag ved Morrisons gravsted på den berømte kirkegård Père Lachaise i Paris. Her lever myten om ham endnu, og såvel unge som gamle fans valfarter hver dag til gravstedet.
DR2 Tema viser også dokumentarfilmen ’Ingen slipper levende herfra - The Doors hyldest til Jim Morrison’ fra 1981, hvor bl.a. de tre øvrige Doors-medlemmer fortæller om livet med deres poetiske, karismatiske og grænseoverskridende kammerat.
The Doors - meget mere end Morrison
Når man siger The Doors tænker de fleste først og fremmest på Jim Morrison. Men Morrison selv understregede hyppigt, at der var tale om en gruppe og at han kun var én af fire medlemmer. Det kommer sikkert også bag på mange, at deres største hit - 'Light My Fire' - slet ikke er skrevet af Morrison selv. Den blev derimod - ganske som mange andre Doors kompositioner - forfattet af gruppens guitarist Robby Krieger. Og hvem kan iøvrigt forestille sig denne melodi uden Ray Manzareks altdominerende orgel?
DR2 Tema har mødt de to Doors-medlemmer Ray Manzarek og Robby Krieger i London, hvor de 40 år efter deres første udgivelse og gennembrud fortæller om, hvad der gjorde de fire individer til en mytisk enhed - for andre! For dem selv var det jo bare virkelighed...
The Doors og Danmark
DR2 Tema ser også nærmere på The Doors gennem danske briller, og taler bl.a. med forfatteren Vagn Lundbye om den dag i 1968 han tilbragte med gruppen i København. Bandet var på dette tidspunkt på turné i Europa og på højdepunktet af deres karriere. DR var ved den lejlighed så heldige at få besøg af gruppen, der indspillede en live-koncert i TV-byens studie 3. DR2 Tema transmitterer hele den berømte DR-optagelse fra 1968, hvor The Doors bl.a. spiller ’Love Me Two Times’, ’When The Music Is Over’ og ’Unknown Soldier’.
Endelig har DR2 Tema talt med 23-årige Didde, der er Doors-fan og gerne ville have levet i de glade 60’ere - nu må hun nøjes med en koncert med det danske Doors-orkester Strange Days.
Hør mere om The Doors på P2 Plus fredag d. 27 april kl. 14.http://www.dr.dk/DR2/Temaaften/Kommende ... 104022.htm