Offentliggjort 3. maj 2007 10:49 - opdateret 11:37
Narkohunde hitter på diskoteker
Af NIKOLAJ WORM
Stadig flere jyske diskoteker vælger at placere en narkohund i døren for at skærpe kampen mod stoffer i nattelivet. Og det virker efter hensigten lyder det fra diskotekerne.
Sidste efterår fik diskotek M/F Broen på Århus Havn grønt lys fra Rigspolitiet til at bruge en specialtrænet narkohund som et forsøg.
Siden har en lang række diskoteker og spillesteder i Viborg, Horsens og Skjern taget ideen til sig, og endnu flere har vist interesse for ordningen.
»Vi kan tydeligt mærke en stigende interesse, og der er ingen tvivl om, at flere vil hoppe med på ideen fremover,« siger indehaver Ole Schriver fra Jydsk Vagt- og Hundeservice.
På diskotek M/F Broen har man ifølge bestyrer Nicolai Hommelhoff kun positive erfaringer med narkohunden Basso, der med jævne mellemrum besøger diskoteket for at snuse til gæsternes jakker og tasker.
Henvendelser fra kolleger
»Det har en enorm præventiv effekt, og jeg kan godt forstå, at flere diskoteker allierer sig med en narkohund. Det sender et stærkt signal om, at vi ikke tolererer narkotika på vores diskoteker,« siger Nicolai Hommelhoff.
Bestyreren får løbende mange henvendelser fra kolleger i andre byer, der vil høre om ordningen, og på et møde tidligere i år fremlagde han konceptet for landets største diskoteksnetværk, Nox Network, der består af omkring 50 diskoteker fordelt over hele landet.
»Folk er super begejstrede, og jeg er overbevist om, at flere vil have en narkohund i døren fremover,« siger Nicolai Hommelhoff.
http://www.jp.dk/indland/artikel:aid=4386986/