Psyko, du må endelig ikke 'bryde kontakten'. Husk at han er nervøs for om du skal komme til skade og at hans angst er baseret på de fordomme han er vokset op med. Du er faktisk nødt til at være den 'voksne' her og, jeg havde nær sagt; ta' ham i hånden og vise ham at han ikke behøver være nervøs for dig. Forklar ham (hvis han vil lytte) at hvis han elsker dig som søn, så må han acceptere dig som du er og ikke gøre livet surt for dig uanset dine valg. Han kan ikke leve dit liv og det er enhver forældres værste opdagelse tror jeg, når de indser at deres barn er blevet selvstændig og pludselig selv vælger sin vej i livet, trods alle deres gode meninger.
Men lad være med at lukke for ham, eller skubbe ham væk. Han er din far og det betyder meget. Uanset hvor meget dine forældre bitcher, så er det aldrig en god ide at skubbe dem ud i kulden. At ha' sine forældre er guld værd, Psyko, så værn om dem selvom de måske er besværlige. Ellers risikerer du at i måske bli'r 'fremmede' for hinanden.
Min anbefaling er klart at du arbejder konstruktivt _for_ jeres forhold så godt du nu kan for hans indvendelser, Uanset om det skal ta' 200 år fra nu (du skal lytte til ham og forstå hans angst og så prøve at gøre ham tryg ved at forklare dig selv med ord han kan forstå)
Kun hvis jeres forhold bli'r Uudholdeligt for dig, skal du overveje at lukke af. Eller hvis han bli'r så fanatisk imod din livsstil, at du bli'r mere ked af det.
|