Hej,
Fantastisk forum i har her. Har fulgt med i mange tråde.
Jeg vil kort fortælle lidt om min historie, siden det er min første post, og det er relevant ...
I min tidlige pubertet udviklede jeg enorme sociale og psykiske problemer,
der endte med at jeg isolerede mig og udviklede en psykose som 13 - 14 årig.
Jeg kom til psykolog, som vagt diagnosticerede mig med en personlighedsforstyrrelse,
henad noget skizoid.
Vagt, fordi jeg på det tidspunkt ikke kunne se, at der var noget galt med mig selv,
og ikke ønskede at andre skulle bestemme at jeg var "syg". Så jeg var derfor
ikke så interesseret i "behandlingen".
Nå, men blev alligevel lidt mere normal i bolden
, blev anbragt i en aflastningsfamilie,
og kom på efterskole, da jeg fyldte 16.
Den blev jeg så smidt ud af, pga. jeg åbenbart var hash pusher ! Ellers ikke noget jeg kendte til...
Havde da røget en pind en gang i mellem. Men pusher???
Jeg kom så hjem, fyldte 17, og kommunen ordnede det, så jeg fik min egen lejlighed. Derefter
kontaktede de mig én gang, før jeg fyldte 18. For at høre, hvordan det gik, sagde de.
Jeg fortalte dem, at det gik fint (jeg er som regel meget beskeden), men jeg var droppet ud af
gymnasiet. Det blev de ret sure over. Truede mig med at tage min lejlighed fra mig.
Men jeg kan ikke klare at sidde i et klasseværelse, når jeg har det som om folk kan høre mine tanker,
fortalte jeg.
Det virkede de ret ligeglade med, åbenbart, for hvis jeg ikke kom i gang med noget, skulle
jeg i hvert fald finde en måde at betale tilbage, hvad jeg havde fået udbetalt.
Fint. Jeg kom så på produktionsskole.
Fast forward. Jeg er nu 18. På kontanthjælp. Den sidste måned har været psykotisk. Og jeg har
ikke kunnet gå ud, uden at folks negative tanker om mig forstyrrer mig.
Det skulle selvfølgelig have været nede på jobcenteret, men i min tilstand, og uden penge til mad og smøger,
kan jeg sku ikke se, hvordan de kan forvente det af mig..
Altså, har jeg ikke fået nogen penge udbetalt her den 1.
Det betyder, at jeg bliver hjemløs, og kommer til at sulte, for jeg har ingen steder at tage hen.
Jeg tager så ned på kommunen for at tale med min sagsbehandler. Med det samme jeg møder hende,
kan jeg se der ikke er noget at komme efter. Hun virker pisse arrogant. Vil dårligt nok kigge mig i øjnene.
Jeg fatter ikke, man lader magtsyge mennesker som hende blive sagsbehandler. For fanden jeg kunne jo se hun nød det.
Jeg spørger om vi i det mindste ikke kan komme ind på hendes kontor, så jeg kan vise sagen fra min side.
Prøver så at fortælle hende, at jeg er psykisk syg, og har haft det psykotisk den sidste måned, og at min terapeut
ville kunne stå inde for, at jeg ikke har kunnet gå ud af døren........
Men ingenting. Det samme pis igen. Den Fucking møgkælling siger bare, at jeg skulle have været til lægen med en lægeerklæring. MEN NÅR JEG NU IKKE KAN GÅ UD AF DØREN SHIT. Hun fatter åbenbart intet oppe i sin lille perfekte virkelighed.
Prøver at forholde mig i ro, være værdig. Kan ikke klare at skulle tigge og be. Men jeg giver hende alligevel
fingeren før jeg går, og siger noget med sikke en velfærd..... Sparker så en rude i stykker på vej væk,
kan simpelthen ikke holde min vrede impuls inde, og nyder at se de forargede menneskers ansigter.......
Jeg føler mig vildt uretfærdigt behandlet. Og har det elendigt. Og desuden har jeg tvivlen, om det virkelig er mig,
den er gal med, om det er min psykiske anderledeshed der fucker mig op.
Har i nogen idéer til, hvordan jeg kan tackle situationen? Hvordan kan jeg undgå, at jeg nu skal være hjemløs??
Log ind
Tilmeld
OSS
Søg
TAK !!