En lille update:
Har i dag bedt om en ny sagsbehandler. En dejlig dame. Forstående og lyttende. Der gik ikke 10 min. så havde jeg mine penge.
Så jeg skal ikke være hjemløs. Og jeg skal ikke sulte. Fantastisk følelse efter sådan en indre og ydre kamp.
Til Susannemøller:
Tusind tak for dit medfølende indlæg. Det varmer virkelig.
Måske lød mit indlæg sådan, men... Jeg er ikke for syg til at leve et forholdsvist normalt liv med venner, kæreste, byture.... Og jeg giver bestemt ikke op

Aldrig.
Har på en sær måde lært at leve med mig selv. Og hvorfor skulle jeg ikke kunne det? Mine dårlige perioder betragter jeg som "moments of extreme creativity",
hvor jeg får lavet store mængder musik, digte, malerier...
Jeg går også i terapi, hvor jeg arbejder på at forstå mig selv bedre, og få bearbejdet min oplevelse.....
Og jeg har også fremtidsplaner

Til danilo:
Tak for lort.
Tror sku næppe den klamme sæk, har været der for at hjælpe folk. Det er vel meget almindeligt at gide høre folks historie, når man skal hjælpe dem. Ik?
Håber da du flytter til USA, hvis du engang bliver hjemløs eller får en psykisk sygdom.
Til mbN:
Tror godt jeg kan regne ud hvad mbN står for

Føler mig sku lidt skidt tilpas, ved at i skulle finde ud af min psyke på et internet forum. Føler i fortjente at høre det fra min mund.
Men min sygdoms karakter gør at jeg har ekstremt svært ved at tale om det. Plus alt tabuet.
Og jeg ved i vil hjælpe mig på alle måder. Og jeg fucking elsker jer for det.
I, mine homies, betyder alt.
Uden jer ville jeg have givet op for lang tid siden.
Og nu ved i, hvorfor jeg blir' lidt mere fuckd up end jer andre når vi ryger

Edit:
Til danilo igen:
Men du har selvfølgelig ret på det punkt, at jeg burde have handlet anderledes i situationen. Det eneste jeg har formået er at fremstille mig som et pattebarn. Jeg havde jo stadig et valg.
Det er også noget jeg arbejder på.