Citat:
Nu havde jeg ikke læst hele tråden, men reagerede på dine formuleringer i dit indlæg. Jeg er helt enig i at hvis manden hører stemmer, skal han ikke eksperimentere med stærke psykedeliske stoffer. Men uanset hvad du mente, så tyder dine formuleringer på at du ønsker at miskreditere Grof.
Jeg kom givetvis også til at formulere det med lidt vel meget kant, så det blev ridset lidt skarpt op. Jeg har egentlig slet ikke lyst til at miskreditere Grof. Selv med mit moderate kendskab til ham er hans forskning unægtelig både spændende og vigtig. Hvis Grof viser sig at have ret i nogle eller alle sine teorier om psyken, så er det fantastisk - det vil være en markant udvikling for psykologien. Så min pointe handler ikke om at miskreditere Grof, men at følgende overvejelser taler imod at anvende hans teorier som
basal HR (igen, hvis I er erfarne psykedeliske brugere, der finder mening og gavn i at anvende hans metoder, så er det både (1) helt i orden og (2) spændende på en måde, der er værd at dele, men i en anden kontekst end grundlæggende rådgivning):
(1) Grof er kontroversiel.
(2) Anvendelse af hans teorier i den her sammenhæng strider imod almindelig sund fornuft.
Lad mig igen understrege, at jeg ikke forsøger at miskreditere manden. At han er kontroversiel er ikke grund til at synes, at han er dum eller ubrugelig. Men når hans forskning peger på noget så kontraintuitivt som at mere LSD skulle give færre psykiske problemer, så mener jeg at der skal være et bredere konsensus, før det er acceptabel HR til nybegyndere. Det var derfor, jeg skrev, at det er kemi frem for psykologi, der er i et mærke. Det var en ikke ret konstruktiv måde at anføre, at vi har en prima facie god grund til at tro, at mere kemi betyder større fysiologisk reaktion betyder mere voldsom psykisk reaktion. Derfor har vi også prima facie grund til at tro, at mere LSD ikke bør afhjælpe psykologiske problemer. Det er netop derfor, at Grof er interessant, fordi han siger noget, der strider mod den oplagte tolkning. Og jeg udelukker slet ikke, at han kan have ret i det. Jeg synes blot, det er for tidligt at sige - og derfor opfordrer jeg til, at vi i rådgiverfunktion på et forum som Psychedelia indtil videre holder os til den etablerede forestilling om, at mindre narko er den bedste måde at undgå problemer.
Citat:
Men hvad angår nybegyndere kontra erfarne, så virker stofferne jo altså ens uanset hvor erfaren man er. Derfor er det ganske smart at have sat sig ind i de grundlæggende ting om virkningen inden man tager dem. Helt generelt mener jeg ikke at psykedeliske stoffer er noget man skal tage "for sjov", da konsekvenserne kan være alt andet end sjove. Og det er netop når man er nybegynder at man i særlig grad har brug for at læse hvad Grof skriver, så man har en bedre chance for at forholde sig konstruktivt til sine oplevelser.
Jeg er naturligvis helt enig med dig så langt, at det da ville være fantastisk, hvis alle brugere af psykedeliske stoffer gad engagere sig nok i det til at sætte sig ind i, hvad de laver - herunder at forstå, at det er rigtig alvorlige sager, der er tale om. Hvis alle internetnarkomaner satte sig nok ind i tingene til f.eks. at læse Grof, så ville det være skønt. Men samtidig prøver jeg at sige, at hvis man kun skal høre to-tre gode råd inden man skal i gang med psykedeliske stoffer, så er Grof måske ikke det bedste sted at starte. Igen er jeg helt enig med dig i, at det er en fuldstændig uacceptabel måde at tage stoffer på, hvis det foregår baseret på to-tre råd. Men det er ikke desto mindre den virkelighed, et forum som Psychedelia ofte må forholde sig til: 'Her er en person, der heldigvis er kommet langt nok til at oprette en tråd om stof
x, som han/hun har tænkt sig at indtage i weekenden, men som tydeligvis heller ikke kommer til at køre noget nær god praksis på sig indtag heller. Hvilke tre ting er de vigtigste, vi kan nå at sende efter ham/hende inden da?' Og i den kontekst tænker jeg, at Grof ikke er oplagt. Sagt på en anden måde: Hvis man skal læse fem bøger om psykedeliske stoffer er Grof helt sikkert oplagt, men hvis man skal læse posts fra tre-fire brugere på Psychedelia som en psykedelisk førstehjælpskasse, så hører han måske ikke hjemme. For at fortsætte den metafor, så er der masser af eksperimental medicin, der er både vigtig og spændende, men som ikke er blandt de 10 vigtigste ting manden på gaden skal adgang til i en førstehjælpskasse, der kun kan være så stor - selv hvis det er beklageligt, at han ikke har adgang til flere ting.
Det ville f.eks. være spændende, hvis du havde lyst til at oprette en tråd om Grof. Det er jo interessant, hvad han har at sige - jeg syntes blot ikke, det hørte hjemme i den her kontekst. Det jeg reagerede på med mine mindre konstruktive indlæg var Arpheus' forestilling om Grofs ideer som nær-endegyldige sandheder (derfor det sure opstød om HR baseret på private overbevisninger).
Jeg håber, jeg fik sagt tingene bedre denne gang. Jeg beklager, det måtte blive på bekostning af en længere tekst.
Til trådstarter, endnu en gang: Jeg synes stadig, du skal holde dig langt væk fra LSD (og alle andre stoffer), i hvert fald i en lang periode. At du har problemer med hallucinationer over flere sanser er så klar en indikation som nogen på, at du er på vej direkte mod noget rigtig alvorligt. Derfor mener jeg stadig, at hvis du absolut skal videre med dine planer, så bør du tage så lidt som muligt så sjældent som muligt.