Psychedelia.dk

Hej psy.
Jeg er en 18 årig pige som har haft/har en rigtig dårlig oplevelse med skunk. og det skal siges jeg har
Røget siden jeg var femten, og har haft nogle uheldige
Gange, men efter rusen var det helt væk.
Det var desværre ikke tilfældet sidste gang!
Den 30/12/12 ryger jeg en skunk joint med min
Storebror for at lindre tømmermændene.. Men da
Jeg ikke ryger så meget som jeg har gjort førhen
Nøjedes jeg bare med 3-4 hvæs. Jeg satte mig i en stol
Og kunne godt mærke at jeg allerede havde
Det lidt underligt. Jeg sagde til min storebror at jeg
Skulle ligge ned, fordi jeg var ret skæv. Han begyndte
Selvfølgelig at grine af mig da jeg jo næsten intet havde
Røget. Jeg lagde mig ned og prøvede at lægge mig til at sove
Men pludselig følte jeg at min ben begyndte at bevæge sig, sådan
Nærmest svævende. Jeg prøvede at overtale mig selv til at slappe
Af og at jeg bare var skæv.. Men det blev værre. Mit hjerte begyndte
At banke hurtigere. Min mave begyndte at sige lyde
Som gjorde mig mega bange, de var så høje at det virkede
Helt sindssygt. Jeg bevægede mig hele tiden for at være sikker på at jeg ikke var blevet lam. Alting virkede så mærkeligt og uvirkeligt. Jeg følte at jeg aldrig skulle komme ud af rusen. Vi havde sat en film på, men ansigterne i fjernsynet
Skræmte mig så meget. Pludselig følte jeg virkelig stor trang til at tisse
Og jeg fik endelig rejst mig og kommet ud og tisse. Når jeg ikke var
Under dynen frøs jeg så meget at jeg nærmest krampede i hele kroppen
Alle muskler spændte på samme tid. Da jeg endelig lægger mig ned og kommer under dynen og får varmen, slapper min krop af igen, men tissetrangen vender tilbage og jeg gentager
Det en 6-10 gange. Jeg har så meget Noia på at jeg siger det
Til min storebror, men han siger bare at jeg skal slappe af og
Kalder mig en hypokonder.. Jeg ligger og drejer i noget tid og glæder
Mig bare til rusen er væk. Senere føler jeg mig klar i hovedet. Jeg smiler glad
Til min storebror og siger ''så er jeg tilbage''.
Jeg tænkte ikke mere over det og lidt tid efter falder jeg i søvn.
Dagen efter har jeg det ret mærkeligt, men tænker ikke rigtig
Mere over det. Jeg skulle hjem til min veninde og skulle derfor med bussen.
Men da jeg går ind i bussen får jeg et angstanfald og jeg får mange af de samme
Symptomer som da jeg var skæv. Det skræmmer mig endnu mere den her gang fordi
Jeg ved at jeg ikke er skæv. Jeg står af et stop efter. Jeg græder og ryster, hiver
Efter vejret og føler jeg skal dø og er ved at blive sindssyg. Verden virkede så
Uvirkelig og tåget og jeg var SÅ bange! Jeg ringer til min mor som henter mig.
Hun blev skide sur og kom med prædikener om at så kunne jeg bare
Lade være med den slags. Det er selvfølgelig rigtigt, men ikke det man har brug for
Midt i et angstanfald. Nogen dage efter bliver jeg kørt hjem til min far som skal passe mig.
Han er rigtig forstående og siger det er noget værre lort, men jeg nok skal komme igennem det. Jeg er hjemme hos min far i ca. Halvanden uge, hvor jeg får slappet af.. Jeg får en del angstanfald den første uge, især lige inden jeg skal spise. Det gør mig sindssygt deprimeret fordi jeg er sulten og aldrig har haft problemer med at spise. Efter en uge kan jeg mærke at anfaldene bliver mindre og jeg bliver mere klar i hovedet og føler mig mindre ''forgiftet'' i hovedet. For hver dag får jeg det bedre og har kørt i bus idag for første gang i 2 uger. Det skal lige siges at inden det her skete, kørte jeg med det offentlige stort set hver dag.. Så det var en mega sejr. Jeg har faktisk haft det så godt at jeg overvejede at tage i skole imorgen (D. 15 jan.) men her tidligere idag fik jeg et tilbageslag af angst og nervøsitet. Jeg begyndte at ryste, blive svimmel og mit hjerte begyndte at banke hurtigere. Lige nu føler jeg bare at jeg aldrig bliver rask igen. Jeg vil bare være mig selv. Glad og imødekommende og ikke nervøs for at være social og tage i skole. Jeg har så meget angst at jeg ikke kan tage i skole..eller kan overskue at være sammen med venner osv. Det eneste sted jeg er tryg er derhjemme under min dyne. Fml. Kan man risikere at være syg for evigt efter at have røget skunk? Går det væk af sig selv eller skal jeg søge læge? ((

Knus shinedown

Søg læge han/hun vil kunne hjælpe dig med at få det til at gå væk hurtigere.

God bedring.

Edit: prøv og læs den her tråd.
viewtopic.php?f=18&t=6850

_________________
Bagsidens gule sider - Giftlinjen, rådgivning om misbrug mm.

Især sativa-domineret skunk, som indeholder meget lidt eller intet CBD kontra THC, kan give paranoia og psykoselignende tilstande.
(Ovenstående er blot en teori, omend rigtig god synes jeg.. Det er ikke noget jeg har fundet på.)

Kilde: http://www.maps.org/news-letters/v22n3/v22n3_36-38.pdf



EDIT: undskyld jeg ikke er til meget hjælp.. Du bør nok søge læge. Det er ikke sikkert lægen kan gøre særligt meget end at give dig en henvisning til psykolog/psykiater. En anden mulighed er at tage på psykiatrisk skadestue.

Held og lykke

_________________

Lyder bestemt ikke sjovt, som de andre foreslår så skal du søge hjælp, det lyder som om du har fået en eller anden form for "hash psykose". Udtrykket er egentligt lidt åndsvagt da det bare betyder du formentligt har haft noget latent angst som så er blevet trigget af skunken.

Selv om det sikkert kan føles som en god ide, så må du endelig ikke ryge mere pt, har selv haft psykiske problemer forbundet med tjald, og jeg kan fortælle dig at man sagtens kan leve fint uden og komme sig oven på dårlige oplevelser som det her

Tak for svarene
Jeg har lidt af noget social angst da jeg var yngre..
Også en af grundene til at jeg røg meget dengang.
Efter den her tur, er det ligesom om de følelser er tilbage
Som jeg har kæmpet så meget for at forsvinde, og så
Bare 10 gange stærkere.. Men jeg vil helt bestemt
Kontakte min læge! Så håber jeg at komme i noget
Behandling. Skunken og alt andet ryger er lang på hylden
For altid, det skal jeg vidst ikke nyde mere af. Tror jeg holder
Mig til en kold Tuborg, det er til at stole på

Når du kommer op til lægen så gælder det lidt om at ramme det helt rigtigt så du kan få adgang til en psykolog, som så kan vudere hvad der er behov for, aternativet er selv at betale for psykologen

Og godt at høre at du har lagt det på hylden, det kan godt være lidt svært da det tit er meget socialt præget at man ryger, men ta det en dag af gangen, og ja drik dig fuld ta til fester og knald med nogen damer(eller hvad du nu har lyst til ) Og find en sport eller noget at gå til, det kan være en kæmpe hjælp til at få stabilisertet serotonin niveuet

Tror ikke at det er en hash psykose du har fået, da man i en psykose ville være præget af vrangforestillinger og hallucinationer. Du ville heller ikke være i stand til at overveje om der virkelig er noget galt med dig, når du befinder dig i en psykotisk tilstand. Derfor tror jeg bare at du er ramt af angst, hvilket jeg også gjorde den gang jeg røg hash.. Vil råde dig til at lægge røgen på hylden og hvis du virkelig har det skidt, så synes jeg også at du skulle snakke med en psykolog. Det fortryder jeg den dag idag at jeg ikke gjorde, da det har taget mig ret så lang tid at lære at acceptere angsten. Håber at du får det bedre snart

Mvh Martin

_________________
"Freedom is not to do whatever you want, but to be free, doing what you do."

- Sebastian Mullaert

Hej Shinedown. Det lyder meget som om du har fået et anfald af panikangst. Jeg har selv døjet med det det meste af mit liv, og hash har det med at fremprovokere det for mig. Forhåbentlig går angsten væk af sig selv i løbet af nogle dage. Det vigtigste at huske på hvis det er panikangst er at det ikke er farligt, og det værste er egentlig "angsten for at blive angst" hvis det giver mening.

Tak for alle svarene. Nu er det lidt tid siden jeg har været herinde. Men siden sidst, har jeg været til lægen og der fik jeg en recept på noget angstdæmpende/nervemedicin piller. De har hjulpet rigtigt meget, så jeg endelig kunne få en ordentlig natsøvn. Jeg har kun taget dem når jeg har fået det rigtig dårligt. Fordi jeg helst vil være pillefri, da jeg er meget imod piller. Her på det sidste har jeg fået det meget bedre. Jeg tør at være alene hjemme, dog ikke længere tid af gangen og jeg tør at handle og være på restaurant osv. Jeg er stoppet på min skole, men er derimod startet i fitness center. Det er gået rigtig godt, lige ud over igår, da jeg havde en skidt dag og fik et mindre angstanfald da jeg stod på en crosstrainer.. Meget ubehageligt, men heldigvis havde jeg mine piller. Det blev dog kun til 20min. træning, men sådan er det jo. Jeg har også fået en masse numre til psykologer, så det skal jeg forhåbentlig også snart igang med, da der er mange ting i min fortid, som både jeg og min mor tror er en god ting at få ryddet op i. Jeg skal tilbage til min læge om en måned og fortælle hvordan det går Til andre der oplever det samme med angst, vil jeg bare sige at det vigtigeste er ikke at give op, men tro på jer selv.

Du skal stoppe med at ryge skunk, hash, pot osv...

Du har fået en oplevelse der muligvis har reddet dit liv. Du er blever skræmt osv, og et eller andet sted skal du være glad for det.

Foe det giver dig en unik mulighed for at hilde op med at ryge

Lægen kan ikke hjælpe dig, vil nok give dig Truxal eller seroquel. Altså antipsykotisk medicin. Og det er noget underligt medicin

Det vil nok tage dig en rum tid at komme dig, men det er kun tiden der kan hjælpe dig

lol what

Mmm. Jeg vil sige at medicinen har hjulpet mig rigtig meget. Da jeg havde det rigtig slemt hjalp de meget på min søvn og anfaldene. Min mor var også meget urolig og var bange for at jeg ville blive helt afhængig. Jeg har stadig piller, men har ikke taget nogen siden sidst jeg skrev.. Og jeg er holdt op med at ryge, både fjolle og almindelig tobak!
- Jeg føler også at det har hjulpet mig. Jeg sætter mere pris på alting efter jeg har fået det bedre, for sådan som jeg havde det, det er den værste følelse jeg nogensinde har oplevet i hele mit liv!

Hej Shinedown

Jeg besøger for første gang dette forum da jeg faktisk gik og rodede med tanken om at ryge lidt pot af og til.

Sidste gang jeg røg tjald var fredag, den 3. september 1993, jeg var 21 år og havde røget af og til igennem 5 års tid. Vel ca. 200 skæverter ialt igennem årene. Sommeren 1993 var fyldt med fester og godt med røg, jeg var lige blevet student i juni og månederne frem til september var nogle af de fedeste i mit liv.

Om torsdagen havde en ven og jeg været i byen hele natten og det blev kun til få timers søvn inden vi fredag middag skulle mødes til en øvesession med det band vi spillede i og efterfølgende skulle vi transportere grej og stille op til en koncert vil skulle spille om lørdagen.

Da vi er færdige med at stille op kommer der et par gutter forbi og der mixes en klump hash til en fed. Jeg er mega træt, har stadig tømmermænd osv. Vi ryger og min reaktion er fuldstændig som den du beskriver i dit oprindelige indlæg. Jeg kan ikke røre mig overhovedet, ligger på gulvet, og det buldrer indeni kroppen og det største angstanfald rammer mig. Jeg ender på hospitalet og det bliver kun forværret da de tager min puls som er i himlen og jeg glider ind i en fase hvor jeg ikke kan kommunikere eller ænse ting omkring mig. Mit syn er dårligt og jeg har det som om jeg ser en film i meget ringe teknisk kvalitet. Jeg kommer langsomt til mig selv og ryster i et stykke tid over hele kroppen, men er glad for at det hele er dulmet af. Angsten sidder i mig dagen efter, men vi gennemfører koncerten og jeg tager hjem til min kæreste og er i tiden derefter helt ude af mig selv. Jeg husker at jeg ikke kunne få bugt med angstfølelsen, den lå lige i overfladen. Jeg havde haft angst før i folkeskoleårene, men jeg klarede mig igennem altid. Det her var bare så mange gange mere voldsomt.

Jeg tager til lægen og fortæller præsist hvad der er sket. Han giver mig nogle hypnosebehandlinger, men det er jeg bange for og kan ikke ligge roligt på briksen og slappe af. Angsten bliver ved med at have fat i mig.

Hvis jeg på nogen måde kunne skrue tiden tilbage så var dette tidspunktet i mit liv hvor jeg skulle have taget en time-out. Jeg skulle have prioriteret at komme på fode igen inden jeg valgte at komme videre i mit liv. Jeg skulle have delt det med andre.

Det gjorde jeg ikke. I slutningen af september er jeg helt i kælderen og vil ikke tale med nogen om mine problemer (faktisk var lægen den eneste jeg betroede mig til). Min kæreste bliver ved med at opfordre mig til at snakke om det, om at dele det med hende. Jeg kan ikke, jeg er ødelagt. Det ender i et raseri og d. 3. oktober siger jeg at jeg ikke vil bo sammen med hende mere og pakker en taske og går ud af lejligheden. Hun hænger i den nederste del af mine bukser en helt etage ned, men jeg kan ikke sige et ord. Jeg forsvinder bare og vender aldrig tilbage. Hun uddannede sig i øvrigt til psykolog.

Jeg flytter hjem til mine forældre, får job i en virksomhed hvor jeg efter få måneder får ansvaret for salget i en række lande i Europa. Masser af arbejde, masser af stress og udfordringer, og masser af angst. De nætter jeg har lagt på hoteller rundt omkring i Europa med et angstanfald er fuldstændig vanvittigt at tænke på. 1994-1997 var angst, angst, angst. Ingen piller, ingen læger, ingen psykolog eller psykriater. Bare angst. Eller rettere "tæt på at dø" for jeg anede ikke hvad "angst" betød.

Når der kom noget i fjernsynet om psykiske sygdomme, skiftede jeg kanal. Det samme med aviser eller på anden måde. Jeg var hunderæd for at høre om det.

Jeg blev fritstillet fra mit job i 1997, jeg drak for meget, for det var det eneste der kunne holde angsten i skak. 4 dage forinden fyringen stod jeg i en lufthavn, med en chef stående ved siden af og min dryppende kuffert kom rullende på båndet, vidste jeg det var slut. Kufferten var blevet mast så al mit alkohol beregnet til ugens messe i Tyskland var blevet kvast og da vi den adm. direktør stødte til selskabet dagen efter kunne jeg mærke på ham at han vidste besked. Tilbage på kontoret efter rejsen blev jeg fyret om morgenen. Min indsats i firmaet kunne der ikke sættes en finger på og resultaterne var aldrig under budget. Jeg blev eksportchef som 22 årig, og uanset angsten mødte jeg op og tillod aldrig mig selv en sygedag pga. angst. Sådan fuckede jeg det hele op for mig selv, ved ikke at lytte til mit sinds og krops signaler.

Først i 1997 tog jeg til lægen og lagde kortene på bordet. Jeg fik nok beskrevet mine vanskeligheder ret tåbeligt for lægen sagde at vi hellere måtte arrangere nogle samtaler med en psykriater og få fastslået om jeg var manio depressiv!! Det afskrækkede mig og jeg turde sgu ikke tage til den psykriater. Det kom jeg så senere i 1997 og her hørte jeg for første gang om angst. Jeg var ikke lettet, jeg var hunderæd og kom kun til 2-3 konsultationer ialt.

Årene gik og jeg klarede fine jobs, og fik endelig mit eget firma i 2002 som jeg stadig driver. Decideret alkoholiker blev jeg omkring 2007/2008 og de 15 år fra 1993 til 2008 gik i lige linie henimod alkoholisme. Angsten slap taget omkring 1998 og selvom det ligger latent under overfladen så kan mine angstanfald tælles på een hånd siden årtusindeskiftet. Men jeg udsætter mig kun yderst sjældent for ting der kan trigge angsten. I mange år rejste jeg slet ikke men sov altid hjemme i trygge rammer. Jeg hadede charterrejser og forretningsrejser. Faktisk har jeg flere gange kørt til møde i sydtyskland og kørt direkte hjem igen efter mødet. Fandeme om jeg ville ligge på et hotelværelse med angst igen selvom det var mange år siden. Der er mange eksempler på hvad jeg gjorde for ikke at trigge angsten, noget er tåbeligt andet giver mening, selv idag.

Nu rejser jeg oftere men jeg har aldrig siden 1993 været væk i mere end en uge af gangen. Før 1993 var det intet problem, bla. levede jeg i 1991/92 et år i udlandet.

Hvorfor skrive alt det? For hvis jeg kan give dig et godt råd så er det følgende: Slap af, få styr på din angst og vanskeligheder inden du begynder at påtage dig opgaver der kræver en stor indsats. Stil udfordringer til dig selv som du ved du har god chance for at kunne klare, men tag det roligt og gør det i et tempo hvor du ved du kan følge med. Sig gerne nej til ting som dine omgivelser forventer at du møder op til hvis du føler det er uoverskueligt og kan trigge din angst. 5 dage på Roskilde med vennerne kan være kanon, men det kan også være at det ikke er det. Når du skubber dig selv ud i udfordringer så gør det gerne alene og uden andres deltagelse, så du ved at du kan bakke ud præsis når/hvis du ønsker det.

Læg planer for dagen, giv dit liv struktur og overskuelighed. Vær åben og betro dig til en god ven, hvis du har en der kan bruges i din situation. Pas på ikke at gøre dine forældre til bastioner i dit liv. Brug dem, for de er dig nærmest og vil dig det bedste, men skab ikke en afhængighedstilværelse hvor du føler at det er for svært at være væk fra dem. Find tryghed i simple ting. En god CD med positiv musik som du finder tryghed i at høre og som holder til at lære uden af og høre igen og igen. Et flot sted i naturen, dit sted hvor du kan komme igen og igen og finde ro. Træk alt det proffessionel hjælp ud af systemet som du kan. Dyrk motion, og kig dine kostvaner igennem. Drik aldrig kaffe med koffein. Accepter medicinering som en midlertidig del af dit liv. Pas på alkoholen i det lange løb, men du har masser af år til at få rettet det ind inden det bliver decideret alvorligt, givet din unge alder og givet at du ikke har et overdrevent forbrug for nuværende.

Der er mange år imellem os og meget af ovennævnte er, indrømmet, skrevet til mig selv, hvis jeg havde muligheden for at give mit unge jeg nogle råd med på vejen. Fristelsen til at indlemme min egen historie i et velment svar til dig blev mig for stor.

Jeg har som sagt ikke røget tjald eller pot siden september 1993. Faktisk har jeg ikke rørt andet en alkohol siden, men som sagt fik det overtaget og jeg endte med et forbrug på ca. 80 genstande om ugen. Jeg er tørlagt på 4. uge og fandt så på at kigge ind på dette forum, for måske var det tjalden jeg skulle finde min trang til virkelighedsflugt i. Det sørgede dit indlæg så for at det ikke bliver, og tak for det.

vh

Der er (helt seriøst) folk der har tisset i bukserne fordi de fik så mange paranoier,da de røg Nevilles Haze.
Skunk (især Sativa dom.) kan give visse folk seriøs sved på panden.
Måske du burde ryge mindre,eller helt droppe Cannabis?

Hey allesammen!
Det er godt nok lang tid siden jeg har været herinde!
Jeg ville bare lige fortælle hvordan det går med mig
Jeg har ikke angstanfald mere eller nogen form for depression eller noget.
Jeg har lige fået lejlighed her for en måned siden og så skal jeg starte i skole igen her d. 14. August. Og så er jeg begyndt at løbe, da jeg bor lige ved siden af en skov. Skøønt.
Det er som om at denne hændelse, den var en øjenåbner. Jeg har fuldstændig droppet cannabis, tør slet ikke at nære mig det.
Men efter at have været så syg og følt at man virkelig skulle dø osv., har virkelig fået mig til at indse
Mange ting. Jeg sætter mere pris på de små ting i livet og jeg bruger mere tid sammen med min familie.
Jeg tror aldrig at jeg har taget så meget ansvar, som jeg gør nu.
Det kan godt være at det lyder "ih og åh så godt", men jeg har det virkelig fantastisk.
Jeg føler nogengange at jeg blev "renset" og alt det negative nu er væk.
Jeg har fået et helt andet syn på livet og nyder det virkelig nu, i forhold til før, hvor jeg bare så negativt på alting.
Selvfølgelig har det været hårdt at komme på toppen igen, men det handler bare om at kæmpe og tro på sig selv!
Tak for alle jeres svar. Må i have det godt allesammen

Hej Shinedown, tak for opdateringen - det er godt at høre
Kan du beskrive udviklingen i din tilstand over tid - altså hvornår du begyndte at få det mærkbart bedre, om nogle specifikke ting gjorde udslaget osv?