Psychedelia.dk

Hej! Jeg er 18 år, og har det sidste år, taget flere stoffer end jeg egentligt havde forventet..
Siden April har jeg taget amf i hverdagene, dog kunne jeg holde mig fra det 1-3 dage i sommerferien, inden jeg havde en forfærdelig trang til selve stoffet igen. Jeg går i skole, men timerne er for lange, og jeg finder ikke længere lysten, til at være der, så jeg er nok mere ''ugens gæst''. Jeg har dårlig samvittighed over jeg hverken kan passe min skole, og at jeg er begyndt at blive så ligeglad med venner/familie/uddannelse, generelt bare alting. Onsdag-torsdag er uden søvn, og fredag-søndag brænder jeg den også helt af, ellers tager jeg normalt 1-2g i hverdagene, hvor jeg så sover om aftenen, uden andre midler, bortset fra skunk i ny og næ. Jeg kan mærke på mig selv, at jeg langt fra er den samme person, som jeg plejede. Hvis jeg f.eks nu stopper med at tage amf, er det som at sidde i et sort hul, og jeg føler intet er noget værd længere. Jeg har haft 2 kæmpe nedture siden April, hvor jeg ikke følte, at jeg var i stand til at leve mere, og takket være mine ven/inder, så hjalp de mig, men der gik ikke mere end 12 timer, inden jeg sugede amf igen.

- Er dette ''misbrug'', så alvorligt i jeres øjne?
Jeg finder altid på en undskyldning for, at det kunne være værre..

- Ville i have kontaktet jeres forældre, hvis i gerne ville have hjælp?

Tak!

Selvfølgelig kan man altid tænke sig en situation der var værre, men at sætte sit liv efter denne aller laveste fællesnævner man kan forestille sig, er ikke hensigtsmæssigt, du vil vel gerne leve et liv der er væsentligt bedre end det værste liv du kan forestille dig. Det lyder på dig, som om du selv har et problem med dit misbrug, og åbenlyst gerne vil kunne passe skolen, dine venner og familie, og at du ikke har det godt med situationen som den står på nu. Det er en ret god motivator på at ændre dit liv, hank op i dig selv og tag dine tanker til efterretning. Du vil nok have en abstinensperiode hvor det manglende rush, og evt. fysisk ubehag kan føles meget tyngende. Men glæd dig ved at du er på vej den rette retning og gør noget aktivt for ændre dit liv til det bedre. Det lyder til at du har en god vennekreds omkring dig, den er der ikke noget galt i at 'udnytte', forklar evt. den/de nærmeste venner situationen og bed dem om at bakke dig op når det er hårdt, tag ud og lav noget med dem, hvor omdrejningspunktet ikke er stoffer.

Held og lykke med projektet.

Ja.
Du har selv analyseret og formuleret hvorfor.


Nej, af mine egne personlige grunde.

Det er sandsynligvis en kamp der er svær for dig at vinde alene. Du må selv afgøre om dine forældre skal involveres, eller om du kan klare dig med at betro dig/få hjælp af andre som fx vennekredsen eller misbrugscenter.

Ja det er som at sidde i et sort hul når man stopper. Det sorte hul bliver kun dybere jo længere du venter med at tage fat på problemet.

Pøjpøj

Du lyder utroligt meget som en ven jeg har, endte til sidst med tvangsindlæggelse på psykiatrisk. Dit misbrug er alvorligt, kender det fra mig selv. Man tror personligt man kan forsætte sådan der for evigt, men lyt til mig når jeg siger du skal have hjælp omgående. Af personlige grunde ville jeg ikke tale med mine forældre, i stedet tage kontakt til et misbrugscenter. Held og lykke.

Hej IamDrugs, tak for dit indlæg! Jeg synes du skal blive ved med at skrive her og fortælle om hvordan det går, og så bruge tråden til at holde fast i at trappe ud af dit amfetamin-forbrug. Det er alt for højt, og din krop bliver brændt af af det.
Jeg synes at du skal starte med at fortælle nogen af dine nærmeste venner om dit problem. Det hjælper erkendelserne på vej, at dele dem med nogen.

Hilsen Fanny

_________________
Carpe Diem ~ Memento Mori
Mere rugbrød - mindre LSD! - Velmendende råd til psykedelisk ekstremsportspiller

Ja jeg synes du skal involvere dine forældre. De vil blive bange og vildt kede af det, men de vil hjælpe dig. Husk at dine forældre er de eneste som elsker dig betingelsesløst og derfor hverken dømmer eller ser ned på dig. Og fortæl dem det nu, hvor du stadig har en reel mulighed for at komme ud af misbruget, inden du gør noget virkelig dumt/kriminelt i amfetaminens tegn.

Knus fra en mor

Tag i mente at din krop har SERIØST ikke godt af den måde amfetamin påvirker den på.

Susanne har en rigtig god pointe, amfetaminen er en svær fætter og slippe af med. Jeg havde ikke modet til at spørge om hjælp da jeg var i din alder, hvilket betød at det tog knap 20 år og komme ud af misbruget.
I perioder fik jeg stoppet med amfetamin, men så misbrugte jeg bare noget andet. De fysiske og for mit vedkommende især psykiske bivirkninger, gjorde livet meget svære og ikke nær så givende, som det ellers kunne have været.

Håber du får gjort noget ved det.

Mvh