Aha.
Hvilke fag læser du?
Har jeg misforstået noget hvis jeg mener at du symptombehandler en opfattelse af afmagt?
At du principielt besidder et ego med et és, som du febrilsk forsøger at drukne i benzoer hvorved du fremstår "utilregnelig"?
Træd et skridt tilbage og smid kortene på bordet, uddyb hvad end dualiteter der fratager dig "selvkontrollen".
Det nytter ikke noget at beskylde andre mennesker for ens egen ulykke, uanset hvor stor del de har deri, for man kan bruge beskyldninger, mistanker og undskyldninger til fis og fucking ingenting.
Selvfølgelig er det rart at blive forsonet med en forståelse for opfattelsen af afvigelsen, da parterne oftest tolker udfaldet subjektivt, men sidst på dagen er sket bare sket. Det ved du jo.
Nogle ting og situationer er man bare nødsaget til at erkende at det er hvad det er og så affinde sig med den situation der har medført udfaldet.
Jeg kender godt til stressanfald og verbale overgreb, for føler jeg mig misforstået eller på andenvis tilsidesat, kortslutter min hjerne, fordi den egentlige indsigt jeg har forsøgt at fremstille er faldet vagt ud taget de ord jeg har anvendt i betragtning. Hvilket bare uddyber den selvfortvivlelse der opstår, da jeg tror vi alle oplever det samme; behovet for at genfinde en lyst til at indgå i en sammenhæng uden en følelse af "tab" og afmagt.
Men indtil da er tror jeg at man forbliver depressiv, da den onde spiral der har udartet sig konstant suger én ind i fortvivlelse, selvom man i situationens udspil oftest vil fremstå som enten hvilene eller rolig med en forståelse for hvad der foregår, ligger det og nager hvis det forkerte emne kommer på bane.
Ro på min ven! Det skal nok gå