Ø Tripperen! skrev:
Sidespørgsmål til Fritzie: Hvordan er du kommet frem til den erkendelse, at grådighed har sin oprindelse i at have for lidt? For mig at se, forholder det sig mere omvendt. Hvordan kan det ellers være, at rigtig mange, har meget mere end de har brug for, selvom de kan se, at mange andre mangler deres ressurcer, og kunne have større gavn af dem, end dem selv? Grunden til at man har meget mere end man har brug for, er vel grådighed, for ellers ville man give det bort til dem, der har mere brug for det. Altså at opbygge sig en større rigdom, bliver et mål i sig selv hvis man har for meget, selvom man ikke har brug for det. Hvis man har for lidt, er man vel ikke grådig, for hvis man var, ville man have mere. Man bruger vel mere, end man producerer, hvis man har for lidt, og det er vel ikke grådighed eller?
Det fordi man har for meget af det forkerte, kort sagt. Vi vokser op i en verden, hvor mange dele af os bliver forsøgt skrællet af (af os selv og andre) i et forsøg på at passe ind, eller fordi der er rigtig langt mellem folk der dyrker de ting, som man selv gerne vil. Feks er det rigtig svært at have et sundt forhold til cannabis i teenageårene, og videre frem, idet at man skal gemme den side af sig selv væk på den ene eller den anden måde. Altså er man fra starten af ikke fri til at være sig selv, det tror jeg har en enorm indvirkning på den måde vi planlægger vores liv. Det er lidt den gamle fortælling med villa vovse og volvo, at har man det, et stabilt job osv. så bør man være stillet tilfreds. Jeg tror mange mister store dele af sig selv i løbet af opvoksnings processen, og dem forsøger man så at kompensere for ved at tjene mere, udvide, men kender man ikke sig selv, så er det rigtig svært at stille sig selv tilfreds.
Feks. fortalte en terapeut mig engang en historie. Den handlede om en mand, der var rimelig højt stillet inden for bankverdenen, så han tjente gode penge, og verden stod åben, men han var ikke glad. Det han i virkeligheden altid havde ønsket sig, var at være hjemløs, at sidde på en bænk med ligesindende og komme hinanden ved, og hygge sig - holde sammen. I hans verden var alt så formelt, og man snakkede ikke rigtig sammen, og det var ikke det han egentlig ville. Så det endte med at han sagde jobbet op, solgte det hele, donerede pengene, og flyttede på gaden på opfordring fra terapeuten, og ganske rigtigt, han blev et meget gladere menneske. Meget kontroversielt ikke? Den slags tankegang virker underlig for de fleste, fordi den givne idé til livet er at man skal blive til noget andet end man er i forvejen, tjene penge, betale sin skat, og bidrage til samfundet. Drejer vi det lidt, så vinder folk jo faktisk store priser for dem der udleder mest CO2 eller fælder mest regnskov, det er nobelt, i hvert fald hvis man gør det for sin egen velstand. Kan man så samtidig donere 1% til velgørenhed, og holde en baby til et billede i avisen/et magasin så er man af langt de fleste "tilgivet". Måske ved man slet ikke hvor glad og tilfreds man selv kan være, for igen, hvis ikke man har en idé om hvem man er, eller mærker sig selv engang imellem, hvad skal man så navigere efter udover udefrakommende værdier?
Derudover er der ting som psykiske traumer, som hvis man ikke får forløst, slørre det ens syn, og gør det svært overhovedet at leve det liv man gerne vil, selv hvis man har en idé om hvad det skal være. Stod det til mig, skulle man næsten gøre det ulovligt ikke at trippe én gang om året, fra en hvis alder, jo før jo bedre, og så hjælp de unge til at udleve den sjæl de er født med, uanset om man bryder sig om det, eller det var det man selv godt kunne tænke sig for det menneske. Det kan godt være vi er det lykkeligste land i verden, men damn hvor er der god plads til forbedring, omprioritering, omstrukturering. Hvis alle skabte det de er født til, fordi der var et sted til det, eller plads til at oprette det, så tror jeg helt bestemt at verden ville være et "bedre", og mere bæredygtigt sted. Men hvad siger det ikke lige om et land, at borgerne ikke stoler på regeringen, og regeringen ikke stoler på borgerne, hvordan skal det nogensinde gå op? De fleste stemmer vel alligevel, fordi hvad skulle man ellers gøre, hvis man ikke lige har tid og overskud til revolution, men på den anden side kan de fleste grine af en politiker joke.
Kommer til at lyde som en rigtig new age hippie, men det er sådan jeg er kommet frem til det, men man kan nok godt snakke om, at det ikke er grådighed, hvis man faktisk har for lidt, men så er det i det mindste fordi man lære at håndtere sig selv uhensigtsmæssigt at det bliver til "grådighed". Det vil på en måde også være uretfærdigt at bedømme et liv, før det er slut, og selv der er det svært, fordi man lever videre i andre - altså hvis man skulle til at regne på hvornår og hvordan man giver og tager, og om det går op. Måske ikke det tydeligste svar, men blev lidt varm indeni igår da jeg læste dit første indlæg her i tråden, fordi jeg synes vi for en gangs skyld er enige fra starten af, så jeg tænker du har en idé om hvad jeg mener.

Suppleringsvideo:
https://www.youtube.com/watch?v=ERbvKrH-GC4