Dalight skrev:
Hej Jegløs
Jeg har selv været i Peru for nogle måneder siden - udelukkende for at være på et ayahuasca retreat i 10 dage. Jeg drak 4 gange. Du kan læse min lange beretning på forumet her.
Jeg vil starte med at sige, at jeg syntes det er flot at du overvejer det - det kræver et stort mod.
Min erfaring inden jeg tog afsted, med andre psykedeliske substanser, var lig nul. Intet havde jeg før prøvet.
Tilgengæld led jeg så kraftigt af depression, at jeg ikke følte at DMT ville kunne præsentere mig for noget, der ville føles mere overvældende.
Intet kunne være mere forkert.
Tanken er måske naiv. Jeg havde læst ufatteligt meget på forhånd, og researchet i et lille års tid. Men jeg nåede et punkt hvor jeg måtte gøre NOGET.
Da vestligt medicin aldrig har været noget jeg har fundet specielt tiltalende, virkede ayahuasca som et fornuftigt alternativ.
En ting jeg hæfter mig særligt ved, er din bekymring for dit liv, og ikke mindst; "dit egos død".
Det er en af de ting, der måske i aller højeste grad siger mig, at du måske ikke er helt klar til oplevelsen.
De fleste i min gruppe havde en eller anden form for nærdødsoplevelse undervejs, og jeg havde det også selv.
Ikke som en "fysisk død", men netop som dit egos død. Men det føles fysisk, og det føles meget virkeligt. Mere end virkeligheden selv.
Mange af mine rejser var ikke ret visuelle, men nogle meget store følelsesmæssige oplevelser.
I en af de kraftigste visioner jeg havde dernede, så jeg manden med leen stå og vente på mig.
Jeg kan ikke rigtig gengive på skrift, hvor skræmmende det var, men jeg var på kanten af angst og panik.
Da jeg vidste (/troede) at jeg skulle tage min sidste indånding, tænkte jeg utrolig meget over hvordan jeg havde levet mit liv.
Det var ikke den store trøst, for jeg indså rigtig mange ting jeg havde gjort forkert. Hvordan jeg havde behandlet folk, og ikke givet nok til verden.
Da jeg efter min udånding stadig kunne mærke mine fingre, slog det mig, at jeg så også måtte vi i live.
De fleste mennesker der prøver ayahuasca, oplever at sidde tilsølet i deres egne tårer, kombineret med, som du sikkert ved, at man bliver ufatteligt fysisk dårlig.
Jeg kastede op stort set uafbrudt, hele den første ceremoni, omkring 6 timer. Aldrig har jeg været så dårlig - Og det var kun begyndelsen.
Det var overvældende psykisk dagen efter, at jeg intet havde set eller oplevet den nat, andet end opkast og gråd.
Heldigvis skulle jeg ikke brække mig ret meget de næste 3 gange, men pointen er, at du skal overveje om du er villig til at være så dårlig, at du ikke ved hvad du selv hedder.
Min pointe med ovenstående er egentlig blot, at selvom det er ufattelig overvældende og intenst, så er de bearbejdningsprocesser de medfører, ufattelig givende.
Jeg tænker dagligt tilbage på mine oplevelser dernede.
Selvom jeg oplevede andre meget skræmmende ting, så er det den positive forandring - de nye paradigmer de skabte, det der står klarest.
Selve oplevelsen af de skræmmende ting, er på en og samme tid også bearbejdelsen af det. Det var ihvertfald min oplevelse.
Dvs. du kommer (sikkert) ikke hjem traumatiseret over de uhyggelige oplevelser, men du kommer hjem og kan forholde dig objektivt til det.
Måske uden nogen eller ret meget følelsesmæssig affektion.
Jeg hæfter mig også ved at der findes forskellige psykiske lidelser i din familie. Jeg ved desværre ikke nok om emnet, men det var nok noget jeg ville overveje en ekstra gang.
Ligeledes vil jeg på det kraftigste anbefale dig gøre det i et ordentlig setting. Det fremgår for mig ikke helt klart, om det er et dansk rejseburau der tager dig sydpå, eller det foregår i DK.
Jeg kan ikke understrege nok, hvor vigtigt det er, at du arbejder med folk der er meget erfarene.
Jeg anbefaler på det kraftigste, at du tager ned til et sted, hvor det er en stor del af kulturen, og finder folk med gode, oprigtige intentioner.
Der er også nogle grimme historier om "uægte" shamaner dernede.
Det er en meget intens oplevelse, og det kræver en indsigt som leder/shaman der går lidt ud over noget, man lærer på at højskoleophold.
Oplevelsen tænker jeg tilbage på dagligt, og selvom jeg er kommet ufattelig langt siden da, så vil jeg understrege at det ikke nødvendigvis, er en magisk pille.
Det kræver en MEGET stor indsats - Dels i forberedelserne (sørg for at læs om kosten), dels undervejs, men i aller højeste grad efterfølgende.
Rejsen er eksamensforberedelsen. Prøven falder, når du returnerer til dit almindelige liv.
Jeg vil gerne fortælle dig i en PB hvor jeg var henne i Peru, og du er velkommen til at stille flere spørgsmål, både her og i PB.
Afslutningsvis vil jeg opsummere, at det kan være en fantastisk givende rejse ind i din underbevidsthed, men overvej om du dels er klar (du ved det, hvis du mærker efter), men også om det virkelig er det rigtige for dig.
Idag, 5 måneder efter min rejse, lever jeg uden depression. Men jeg undersøgte mange steder, reviews, anbefalinger osv. Det skal gøre i det rigtige setting.
Lykke til,
Dalight
Først og fremmest, tak for responsen. Den har jeg ventet spændt på (Det var egentligt derfor jeg oprettede en profil til at starte med)
Jeg kan godt se at vores udgangspunkt, for at drikke bryggen, er en smule fra hinanden. Som du selv siger drev depressionen og mistilliden, til vestens tørsprit, dig til at søge denne superdas og må jeg tilføje, det glæder mig meget at høre at du har fået det bedre.
Jeg kunne godt forstille mig, at hvis man aldrig havde stiftet bekendtskab med psykedelika, så ville oplevelsen komme som en endnu mere gennemgribende overraskelse, uanset hvor meget man skulle have læst om det.
Mit udgangspunkt er en lidt anden. Jeg søger den mystiske oplevelse, da jeg føler at dette er en kæmpe kilde til wisdom og kreativitet. Yderligere ønsker jeg (som du måske) en rensning for alt det jeg er blevet fyldt med, siden jeg er blevet født, i form af indsnævrede modeller af hvad det hele skulle handle om. altså i bundt og grund alt min irrationelle frygt (f.eks. for døden).
Med hensyn til egodøden, kan jeg forstå er det er en oplevelse som mange mennesker får i kontakten med psykotroper i højere doser. Jeg har en stor frygt for denne oplevelse. Nogle dage mere og andre dage mindre. Uanset hvad drages jeg mod det og ser bestemt egodøden som en positiv ting.
Var du ikke bange for døden?
Har oplevelsen ændret dit syn på døden?
Må sige at ubehaget lyder ekstremt utiltalende. Men jeg ved udmærket godt at man ikke skal tage det her, i troen om at nu skal man bare have det sjovt som f.eks. med stoffer som MDMA.
Med hensyn til psykisk sygdom i familien, er dette nok i bund og grund det jeg frygter allermest. At jeg på en eller anden måde, mister forbindelsen fuldstændigt og sidder fast. Den propaganda der har været om psykisk sygdom og psykedelika, samt den generelle konsensus i samfundet, om at man kan blive skør af det, har nok stadig også sit tag i mig på en eller anden måde. Denne frygt er den største og jeg føler at jeg er nød til at skille mig af med selve forstillingen om det inden jeg drikker noget som helst aya.
Det er danske shamans på dansk grund, som efter hvad jeg har læst er dygtige og veluddannede. "Healingrejser.dk"
Kan du på nogen måde beskrive eftereffekterne og de paradigmer du snakker yderligere?
Det hjælper mig meget at få lov at kommunikere med folk, der har været igennem disse ting, så jeg takker dig igen. Det er ikke de mennesker der er flest af i de små udkantsbyer.
Mvh. Jegløs
