Men den fastlåste depression vil stadig variere fra person til person. Det vil være vidt forskellige temaer på spil og neurologisk aktivitet afhængig af hvem du undersøger. Begreber som despression og psykoser er alt for brede til at egentlig kunne lave noget solid videnskab på.
Det jeg forstår her at du mener jeg slet ikke skal komme med påstande om hvilke processer der kunne ligger bag en depression, da det altid vil være situationsafhængigt
Jeg tænker ligesom det er præmissen for videnskab, to situationer vil aldrig være helt ens og eksakt videnskab vil derfor altid være en myte. Hvor går grænsen for hvad der kan kategoriseres sammen? -det er et interessant spørgsmål, dog ikke et det er populært at rejse indenfor den traditionelle forskning. I realiteten vil jeg også mene at der er noget generaliserebart på spild ved depressioner, udover alt det specifikke.
Jeg snakker ikke om nogle følelser som værende bedre end andre. Du kan derimod godt selv regne ud at der er nogle tilstande som er mere hensigtmæssige afhængig af hvilke ønsker du har for din fremtid. Hvis du ønsker at lave neuronmønstre af forsaget af stærk følelse af angst i centre i din hjerne som du normalt ikke ser aktivitet i, be my guest. Det er kan være svært at "vikle" sådan nogle baner fra hinanden igen, igennem almindelig terapi. Der er simpelthen bare tale om en plastisk hjerne og når du aktiverer større dele af den vha. psykedelika og samtidig sender en øget mængde elektricitet igennem den(følelser) så vil du se en højere grad af organisering.
Jeg har ikke det vilde evidens for det endnu, blot nogle anekdoter fra forskning, hvor det at gennemgå ubehag i trippet er en terapeutisk proces, også i selve trippet. Angst, smerte, sorg osv kan være en del af helingsprocessen og tolereres nok bedre i de teraputiske omgivelser, hvor de bearbejdes som ok og velkommes, end til et rave.
Vi er helt enige om hjernens plasticitet, men jeg vil stadig mene at de kausale sammenhænge er mere komplekse end 'aktivitet her giver øget aktivitet her efterfølgende', når der er tale om de reorganiserende oplevelser som psilocybin kan initiere.
Det hele uddybes meget bedre end jeg kan og med henvisning til diverse studier her:
https://www.youtube.com/watch?v=CNR4o5J ... 1CRR62uee8 Graden af mysticisme er igen noget ævl. Har du hørt om the god helmet? En hjelm som sender nogle elektriske impulser til et specielt sted i hjernen på folk som gør at de oplever nærvær af det de beskriver som guddommelig karakter. Mysticisme er igen kun et begreb brugt for at beskrive en anderledes opfattelse af virkeligheden, men anderledes ift hvad? Hvordan kan vi overhovedet finde ud af hvad baseline er, og som du selv beskriver så hænger det sammen med neuronaktivitet. Så at måle en grad af mysticisme vil aldrig kunne lade sig gøre.
I mysticisme henviste jeg til mystiske oplevelser, klientens egen vurdering i spørgeskemaer kan varriere udfra besvarelse af f.eks oplevelse af transcendens. Jeg beskæftiger mig ikke med ætiologien bag disse oplevelser, men korrelationerne, der viser sig at være bedring.
Dermed også tilbage til egodød, som ligesom mysticisme ikke kan defineres, og i høj grad er et construct of mind. Det vil altid være en subjektiv oplevelse at miste relation eller omvendt opleve øget relation, og det kan ikke bruges som videnskabeligt grundlag, kun hypotetisk i så fald tyndt.
Igen:
https://www.youtube.com/watch?v=CNR4o5J ... 1CRR62uee8Mit råd er, hold dig ydmyg og underspillet i din problemformulering. Det er et spændende emne, men når du rører ved grænsen imellem psykologi og neurologi så bliver grænserne så udvaskede at det bliver svært at se hvad som er konstrueret.
-fuldstændig enig, den eneste grund til at jeg er så stædig, er at de ideer jeg har fremlagt er baseret på empiri, der af andre er tolket i samme retning.