Jeg havde forberedt mig relativt grundigt og i god til til dette LSD trip som var mit første. Har gennem den sidste måneds tid mikrodoseret 10mcg LSD på arbejdet ca. 6 gange, men planlagt dette rigtige trip lang tid i forvejen da jeg gerne ville sætte 3 dage af. Jeg har aldrig taget nogen former for stoffer før (ud over at prøve hash et par gange for mange år siden), drikker mig aldrig fuld og er i det hele taget et ret asketisk menneske. Planen var at tage væk i et sommerhus med kæresten, og at hun skulle være min tripsitter. Imidlertid slog vi op få dage før denne weekend hvor jeg havde booket huset. Allerede da vores forhold for en uges tid siden begyndte at knase lidt var det klart for mig at hun ikke skulle være min tripsitter da det potentielt ville give bad vibes. Efter vi slog op var det endnu mere klart for mig. Kunne imidlertid ikke finde en anden. Havde forudbetalt for huset anyway, så besluttede mig for at tage derop, bruge den første dag på yoga, meditation, gåture i naturen og fordybelse i spiritual litteratur og så vurdere lørdag morgen om jeg følte mig klar til at tage trippet alene. Det gjorde jeg, og fik aftalt med min eks-kæreste at jeg kunne ringe til hende hvis jeg fik brug for noget. Vi begge er åbensindede mennesker og der ingen bad vibes imellem os efter vores lille breakup.
Lørdag kl. 08:00, indtager 100 mcg LSD. Oprindeligt var planen 200 mcg, men nu hvor jeg var alene besluttede jeg mig for at halvere dosis.
Starter med at læse 30-40 minutter i ‘Awareness’ af Anthony Demello for at gøre mig mentalt klar til rejsen, imens jeg venter på at virkningen indtræffer.
Ligger mig ned i min sovepose på en madras på stuegulvet.. med natbriller af mørk silke og lytter til ‘Peaceful Piano’-playlist på Spotify. Indser med det samme at jeg aldrig VIRKELIG har lyttet til musik før. Hører helt nye aspekter, som jeg aldrig før har så meget som ænset. Skiftevis griner, græder og er helt stille fordi at det er så smukt. Numre der før har lydt relativt trivielle har pludselig en ekstrem dybde. Føler at jeg ér klaveret, imens jeg lytter til Nuvole Bianche af Ludovico Einaudi. Kan endda høre mennesker uden for det studie hvor optagelsen blev lavet. Bittesmå detaljer jeg aldrig har ænset før.
Ser verden fra andre menneskers synspunkt. Jeg er dem 100%. Føler hvad de føler, ser hvad de ser. Jeg mærker huden på en lille mørk baby. Holder ham i mine arme. Han bliver senere islamisk terrorist. Men det er ikke hans skyld. Han tror at han gør det rigtige, det han er blevet forurenet med. Han kom til verden som rendyrket kærlighed fra sandheden ligesom alle os andre.
Skal op og tisse. På vej ned i soveposen igen ser jeg en kæmpestor brombasse kravle på gulvet lige ved siden af mig. Jeg undrer mig over hvorfor den ikke flyver. Den kravler hvileløst rundt som et menneske der ikke længere er i kontakt med naturen. Det er en babybrombasse føler jeg. Jeg vil hjælpe den med at finde hjem. Sætter et glas nedover den for at hjælpe den udenfor, men får meget dårlig samvittighed over at have spærret den inde. Fjernet straks glasset. Går lidt rundt og er i tvivl om hvad jeg skal gøre med den. I det øjeblik er brombassen fuldstændig lige så vigtig som var det mit eget barn. Ender med at indse at den helt sikkert kan mærke at jeg ikke vil den noget ondt. Rækker en lille tændstik hen mod den og venter længe og tålmodigt på at den skal kravle op på den. Er bange for at brække dens ben. Ser dens små tillidsfulde ben gribe fat om tændstikken. Som at se et barn gå for første gang. Meget smukt. I det øjeblik indser jeg at vi og brombassen er det samme. Jeg går udenfor og lægger tændstikken og brombassen på terrassen. Bliver et kort øjeblik ked af at have efterladt den hjælpeløs, den så lidt bange og sårbar ud. Men bliver nervøs for at den pludselig skal overtage hele mit trip, indser at den nok skal klare sig selv og sætter mig ind i sofaen.
Tager min telefon frem for at se på uret hvor lang tid trippet har varet. Det har varet ca. 3 timer allerede. Ser en notification om at en eller anden har skrevet et eller andet på Facebook. Af vane klikker jeg på den og der kommer et foto frem af en person som vælter lige ud i hovedet på mig. Ser personen som jeg aldrig har set personen før. Får et voldsomt voldsomt grineflip og indser at trippet er stærkere end jeg troede. Forstår nu hvor enorm en påvirkning hvert et lille indtryk har på mig. Ser det som en stor mulighed men er også påpasselig for hvilke indtryk jeg nu vil udsætte mig selv for. Bliver nysgerrig og vil udforske det. Klikker rundt på Facebook-profiler af forskellige mennesker jeg kender. Stirrer på deres fotos og ser direkte ind i deres sjæl. Det er overvældende.
Jeg begynder at føle mig sulten, har ikke spist særlig meget i dagene inden dette trip. Har stillet lidt jordbær, bananer, og rosiner blandet med rå kakaonibs frem på bordet. Tager tankeløst og af vane et jordbær og putter det i munden uden at tænke videre over det. Boom. Kosmisk eksplosion. Med musikken følte jeg at jeg aldrig havde lyttet før. Nu føler jeg at jeg aldrig havde smagt før. Følelsen af jordbæret i min mund er overvældende. Har lukkede øjne og billeder af jordbærets opvækst og sammensætning kører som billeder igennem mit hoved. Bemærker især saften i min mund som små eksplosioner. Udforsker forskellige fødevarer. Kakaonibs og rosiner er alt for voldsomt i smagen så kan kun håndtere en lille bitte smule selvom jeg normalt spiser velvoksne skåle uden at tænke over det. Føler mig meget sulten og indser at disse snacks ikke er nok. Begynder at koge ris og lave røræg.
Går ud på toilettet for at tisse og da jeg kommer ud er der så mange ting jeg gerne vil skrive ned. Går hen til min computer og det vælter ud af mig med sandhed i tekstdokumentet. Jeg er euforisk over denne direkte opkobling til sandheden og glemmer et øjeblik tid og sted. Pludselig ser jeg dampen fra komfuret, bliver bange fordi jeg havde glemt tiden mens der var kogeblus tændt og løber hen for at slukke det. Alt er fint og intet er brændt på, der var kun gået et øjeblik. Skruer begge blus ned på nul. Men må lige tjekke igen om de virkelig er slukkede. Ligesom når man forlader sit hus og lige vil mærke nøglen i lommen inden at man smækker døren, selvom at man jo egentlig godt ved at den er der fordi at man lige har lagt den der. De står alle på nul, men jeg bliver i tvivl om jeg kan stole på mine sanser under påvirkningen af LSD da det er mit første trip. Jeg tjekker derfor igen og igen. De står på 0. Jeg sætter mig hen for at spise ris og æg. Men kan kun tænke på komfuret. Er stadigvæk bange for at brænde hele hytten og mig selv ned fordi at jeg ikke var bevidst om hvad jeg gjorde imens jeg var under indflydelse af LSD. Bliver bevidst om at jeg er nødt til at få en sober person til at fortælle mig at alt er ok, at de alle står på nul og at jeg sagtens kan slappe af igen. Men jeg er helt alene herude. Der er kun mig. Prøver at skrive til min eks men hun svarer ikke. Jeg venter. Bliver ved med at tjekke om de står på nul. Jeg ved jo godt at de står på nul, og at det er fjollet. Men jeg er kommet ind i et loop og kan ikke se vejen ud selvom at jeg ved at det er dumt og at de rent faktisk står på 0. Jeg bliver lidt bange for at hele trippet vil fortsætte sådan. Ringer til min eks på Facetime som fortæller mig at alt er ok, at jeg gør det rigtig godt og sagtens kan slappe af. Hun har op til mit trip sat sig grundigt ind i litteraturen omkring LSD og ved præcis hvad hun skal sige. Jeg bliver overvældet af hendes støtte og finder ro igen. Spiser færdigt. Indser at jeg har brug for et radikalt stemningsskift. Tager et oppusteligt liggeunderlag med og lægger mig ud i naturen, på en lille høj 20-30 meter fra hytten. Der er så meget fuglesang. Hytten ligger i et kæmpe stort og smukt privat naturområde. Perfekt til formålet. Jeg kan høre, nej mærke, hvordan fuglene kommunikerer med hinanden og det er smukkere end den smukkeste musik jeg nogensinde har hørt. Jeg begynder at smile, grine og græde. Ligger i timevis og lytter til fuglene mens jeg løbende får indsigter som jeg skriver ned på min telefon.
Jeg kigger på uret og undrer mig over hvad folk egentlig laver på sådan et langt trip, ærgrer mig lidt over at jeg ikke har planlagt noget mere men indser hurtigt at hele problemet ved samfundet er al den overplanlægning. Tager høretelefoner på igen. Googler lidt efter anbefalelsesværdig trip-musik. Sætter ‘Einstein on the beach’ på af Philip Glass. Får et kæmpe chok da det starter. Den øvrige musik jeg har lyttet til kendte jeg på forhånd. Ikke denne. Det er overvældende. Begynder at grine. Ligger mig ned og lytter til det i 15-20 min. Bliver frustreret over at jeg ikke kan finde ud af hvad i alverden det er jeg lytter til - menneskestemmer eller EDM? Beslutter mig for at sætte ‘house chillout’-playlist fra Spotify på. En playlist jeg lytter til næsten dagligt og som altid giver mig god energi. Wow.. det er endnu bedre i dag. Rejser mig op i solen og får lyst til at danse og løbe igennem græsset og blomsterne. Føler en stor respekt og forståelse for hippierne. Jeg tænker på at kvinden jeg har lejet huset af måske ser mig og bliver enig med mig selv om at gå en tur i naturen og se nogenlunde normal ud, for ikke at gøre hende nervøs/sur over min mærkelige opførsel. Lytter stadigvæk til musikken. Havde egentlig lovet mig selv kun at blive helt tæt på hytten. Jeg anede ikke hvordan et trip ville føles og var bange for at blive væk eller lign. Men føler mig ekstremt fredsommelig, og i kontrol over trippet. Ved at intet skidt vil ske mig. Så jeg går en tur i området. Alt er så smukt. Stopper hele tiden op og betragter de mindste små ting. Kigger nogle gange på uret for at se hvor lang tid der er gået. På den ene side føles det som om at tiden flyver vildt hurtigt, og på den anden side som om at den er gået i stå. Jeg får øje på en kat og nogle smukke blomster et stykke væk. Står længe og kigger intenst på katten som har travlt med at leve sit eget liv. Men pludselig stirrer den mig direkte i øjnene. I det øjeblik er jeg ikke i tvivl. Mig og katten er det samme. Står længe og nyder denne intense øjenkontakt. Jeg prøver at nærme mig katten for at kommunikere yderligere men den bliver bange og løber væk. Går længe rundt i området og nyder naturen.
Kommer tilbage til hytten. Skifter mellem at ligge i græsset, skrive ting ned på min computer, sidde på terrassen og kigge ud over det smukke landskab. Sådan forløber resten af dagen. Da der er gået ca. 10 timer kan jeg mærke trippet stilne af. Nu føles det lidt mere som de gange jeg har mikrodoseret, og får en stor lyst til at skrive alle mine oplevelser og indsigter ned. Ca. kl. 21:30 er jeg allerede voldsomt træt. Har lyst til at sove ude, så tager min sovepose og et liggeunderlag med ud og falder i søvn til fuglenes sang.
Næste morgen vågner jeg tidligt til fuglenes sang. Den er stadigvæk helt fantastisk, og jeg begynder straks at smile. Bevidst om at intet nogensinde bliver det samme igen. Jeg bruger dagen på at slappe af og tænke over mine oplevelser, og hvordan jeg ønsker at integrere dem i mit liv. Nu er jeg igen hjemme, og sidder og poster denne triprapport.
Her er nogle af de indsigter jeg fik noteret på mit trip. Jeg ser dem ikke som fundamentale indsigter der gælder for alle, og de giver nok ikke den mening jeg forbinder med dem når man læser dem objektivt uden at kende min baggrund og øvrige spirituelle holdeplads. Har undladt at redigere dem efter trippets afslutning, selvom at de godt kunne gøres mere forståelige for alle. Men here goes:
Du finder ikke noget i andre mennesker. Så lad være med at lede dér. I er det samme. I kan meditere sammen. I kan nyde sandheden sammen. I kan vende hjem sammen.
Du finder ikke meningen med noget i den materialistiske verden. Der er ikke nogen mening i den. Det er en konstruktion i vores bevidsthed der får den til at give mening. Du finder kun sandheden ved at fjerne alt det der ikke er den. Pil væk pil væk pil væk. Som rådne ydersider af et løg. Kernen er indeni. Ren og uberørt. Luk øjnene og mærk den. Den er der hele tiden. Du har altid adgang til den. Du behøver ikke nogen fremtid eller fortid for at kunne tilgå den. Alt det du tror der skal gøre dig lykkelig er i virkeligheden det der forhindrer dig i at være lykkelig nu.
At have én partner er en konstruktion. Alle mennesker er smukke. Alt smukt kan opleves med alle. Frustrationen i et forhold kommer ved at forsøge at putte vores livsenergi, der er en direkte opkobling til sandheden, i bur. Det kan man ikke. Det giver ikke nogen mening at have én partner. Mennesker danner kun familier for at give vores konstruerede opfattelse af os selv noget at forholde sig til imens vi er her på jorden. I virkeligheden er vi alle sammen én stor familie gjort af sandheden. Vi bør alle flyde frit sammen, og tilbage til sandheden.
Samfundet er et skuespil. Skuespillet kan kun opleves gennem skuespillet, og giver kun mening når man er en del af skuespillet. Børn er i kontakt med sandheden, og lever derfor i en anden dimension. Vi bruger hele deres barndom på at løsrive dem fra sandheden, for at få dem til at passe ind i vores skuespil. Til sidst bliver de en del af det, vi undrer os over hvor vores små dejlige skabninger blev af, og cirklen er komplet. Sørgeligt men sandt. Kun du har mulighed for at stoppe denne onde cirkel.
Hver gang du sætter betegnelser på noget sætter du en barriere op der forhindrer dig i at tilgå sandheden. Han er dit, hun er dat. Lad være med at give ting betegnelser. Kun det menneskelige skuespil har brug for betegnelser - og det menneskelige skuespil bringer dig længere væk fra sandheden. Du er en del af sandheden, og det er derfor du altid søger. Du søger hjem, men farer vild fordi du leder de forkerte steder. Nu ved du hvor hjem er, og du kan altid komme tilbage.
Naturen er det tætteste vi kommer på sandheden så længe vi er begrænset af de menneskelige sanser. Den endelige sandhed kan først opleves når den ikke længere opleves igennem de menneskelige sanser. Nemlig igennem døden. Så vender vi hjem. Meditation og kontakt til naturen er det tætteste vi kommer på at opleve sandheden inden døden. Det giver os et vindue. Et lille glimt.
Godt design går ikke i vejen for sandheden. Derfor er det rent og gnidningsfrit i dets natur. Udgangspunktet er ren intethed. Dårlige omgivelser, dårlig kvalitet og dårlige produkter er dårlige fordi at de minder os om det menneskelige skuespils grimhed. Det står i skærende kontrast til naturens og sandhedens uanstrengte perfektion. Hvis du vil skabe noget her i verden så gør det i overensstemmelse med sandheden. Alt andet er forurening. Stop det.
Mit formål i dette menneskeliv er at guide de mennesker der ikke leder efter sandheden tilbage til den. De er ikke højt udviklede og interesserer sig mest for dybest set ligegyldige og til tider destruktive ting, men jeg vil bruge disse ting, som de tror vil gøre dem lykkelige, som et lokkemiddel og bringe dem tættere på sandheden. Giv dem et glimt. Lære dem hvor de kan finde den. Til sidst vil de alle finde hjem, og verden vil blive til et bedre sted for alle organismer.
Det er i orden at bygge virksomheder og tjene penge, men pengene bringer ikke nogen lykke. Det giver kun mening at bygge virksomheder hvis de bruges som et instrument til at opfylde formålet med dette menneskeliv. Hvis vi foretager os noget der ikke er i overensstemmelse med sandheden er det os selv der kommer til at betale prisen i sidste ende. Vi bliver en del af skuespillet, og lever ikke i overensstemmelse med sandheden. Det er spild af liv.
|