Her er et par råd jeg gerne vil give videre. Det er ikke en ultimativ guide, den vil ikke objektivt hjælpe alle. Men det er hvad der har hjulpet mig. Det er ikke så meget en guide til at stoppe med at tage stoffer, men mere en guide til at elske sig selv for den man er; sig selv.
Psykolog. Såsom der er forskel på mennesker, er der også forskel på psykologer. Der er nogle der er gode og andre der er mindre gode til deres arbejde. Den slags jeg kan anbefale er en psykolog med egen praksis og arbejdsformen "psykodynamisk terapi". Helt kort er det en psykolog der igennem et længere og mere personligt forløb bruger en bred vifte at psykologiske værktøjer. Opsøg en med lang ventetid og spørg om en kollega de personligt kan anbefale.
Klassiske værker. Jeg har hørt sige at læse klassisk litteratur, er som at tage en opdragelse man måske har været foruden, eller gentage en der ikke var så givende som den måske burde have været. Jeg er aldrig fået af vide hvad jeg skulle gøre i min barndom. Kun hvad jeg ikke skulle gøre, og når jeg har spurgt ind til hvorfor sagen var sådan, fik jeg sjældent et svar jeg kunne bruge til noget. Mit udvikling begyndte for alvor igen da jeg satte mig til at læse "Dantes Guddommelige Komedie" af Dante Alighieri. Den foregår i påskeugen i år 1300, en fortælling om en vandring fra en skov så tæt at stjernerne ikke er til at se, igennem de tre dødsriger. Helvede, skærsilden og paradis, hvor Dante lærer at sine handlinger i øjnene, angre og tilgive sig selv, for til sidst at finde kærlighed. Den anses som den første europæriske jeg-roman. Den er for alt i verden vigtig. Jeg læste som teenager kun bøger uden karakterudvikling, og det gjorde jeg mistede lysten til at læse generelt.
Meditation. Der var på et tidspunkt i jeg vågnede op efter at have gjort noget forfærdeligt og var begyndt at råbe voldsomt af mig selv i mit hoved. Jeg begyndte at forfølge mig selv mere, hvilket gav anledning til mere skam, som jeg flygtede fra med stoffer. Under påvirke gjorde jeg flere forfærdelige handlinger og således starter cirklen forfra da jeg blev mig selv igen. For at få ro i hovedet og få mit følelsesliv ned i et stadie hvor jeg kan mærke mig selv igen, bruger jeg guidet meditation. Jeg kan anbefale appen Headspace. Når jeg er faldet ned og slapper mere af, er jeg i stand til at arbejde med mig selv.
Isolation. Min største frygt er at blive forladt. Det udspringer formegentlig fra en tid i mit liv hvor jeg hverken havde sprog, tidsfornemmelse eller hukommelse. Babyer har brug for mødre. Da jeg til sidst indså at min personlige udvikling på stoffer er 1 skridt frem og 2 tilbage, ligemeget hvad jeg tog, var det tid at blive clean. Jeg kvittede min Lyrica mod angst og den Quetiapin jeg fik til at sove på. Jeg holdte op med at drikke for alvor. Jeg lå med abstinenser i lang tid. Jeg kontaktede ingen mennesker. Hverken brugere eller misbrugere eller nogen som helst. Da der var gået 4 uger var der ingen mennesker der heller havde prøvet at kontakte mig. Jeg følte det var sket. Jeg har drevet alle der så værdig i mig, til at tage afstand fra mig. Dem der tog stoffer jeg kaldte venner, var kun folk jeg så, for at tage stoffer med. Jeg var alene. Jeg de-aktiverede Facebook og rev mine billeder af instagram. Jeg er stadig ved at lære at være alene. Det går bedre dag for dag. At tage afstand fra mennesker har været vigtigt for mig. Jeg vil sige det som udgangspunkt har været lettere at frasige sig alle bekendtskaber, og så når jeg har arbejdet med mine tanker og følelser omkring relationen, kan jeg begynde at forholde mig til vedkommende igen; altså har det været lettere at addere fra nul end at fratrække fra ex. 20. Jeg ser pt. kun min psykolog, min familie og en enkelt vendinde.
Omkring kærligheden. En blanding af de fire ovenstående ting igennem 2 måneder som totalt clean, kom til udtryk da jeg en sen eftermiddag mediterede mig ned til en lille, intens og meget gammel følelse der sad som en nål i mit center, solar pleksus. Jeg spurgte mig selv hvornår denne følelse stammer fra. Jeg arbejdede mig ned igennem min barndom, og følelsen bredte sig mere og mere, jo tættere jeg nærmede mig tidspunktet. Jeg kom ned til den, var der ikke længere tanker omkring den. Kun sorg og bekymring. Da jeg var omkring 1 år og fire måneder gammel blev jeg passet i en uge imens mine forældre var på bilferie i sverige med mine søskende. Der findes en hjemmevideo af mig der kravler rundt på gulvet i mine bedsteforældres hus i Ganløse og leder efter min mor. Det er svært at få trøst for noget man ikke kan sætte ord på, men indså jeg måtte gå ind her og være min egen mor for mig selv. Jeg undskyldte for at have gået fra mig selv. For at have forladt mig selv. Jeg undskyldte 1000 gange imens jeg rokkede mig selv frem og tilbage i min seng. Jeg lovede mig selv aldrig at gå fra mig igen. At jeg er lige her. At jeg altid er lige i nærheden. At jeg vil være der for mig selv. At jeg elsker mig selv. At jeg elsker mig selv ubetinget, lige meget hvad, så elsker jeg mig selv for evigt og altid og over hele verdenen lige meget hvor. For evigt og altid skattedreng. Du er det bedste jeg ved. Du er min allerbedste ven og jeg elsker dig for evigt lige meget hvad.
Jeg siger meget ofte at den nok er der. Men nu hvor jeg tror på det, er jeg varsom med at sige det. I hvert fald, det føltes rart. Det føltes så rart jeg var bange for at røre mig ud af sengen af frygt af det skulle forsvinde. Den sad bredt over hele mit bryst, den var varm og rar, og da den forsvandt, erkendte jeg den også er flygtig og kommer, som andre følelser, af og til. En bog jeg læser beskrev det som “en opdrift, ikke for mine vinger”. Jeg forstod det ikke til at starte med men undrede mig. Da jeg mærkede det, vidste jeg det. Det er jo kærlighed
|