Citat:
Blot få måneder efter at verdens femtestørste økonomi, Californien, valgte at legalisere cannabis til rekreativ brug, har Canada nu valgt at gå samme vej.
Dermed bliver Canada det første land i G7-klubben af verdens største økonomier, som fuldstændigt legaliserer cannabis til både medicinsk og rekreativt brug. To markeder, der i mange stater i USA og Canada allerede nu boomer med tocifrede vækstrater og sætter både alkohol- og medicinalbranchen under pres.
Premierminister Justin Trudeau fik med 52 stemmer mod 29 held med at få opbakning til sit lovforslag C-45 i det canadiske parlaments øvre kammer, og nu skal loven blot symbolsk føres til protokols, og om 12 uger kan loven implementeres.
I mellemtiden er Canadas mange cannabisproducenter i gang med at forberede sig til den dag, det lovlige salg af rekreativt cannabis åbner. Målet med legaliseringen er at få mere kontrol med et ellers ureguleret milliard-marked, hvor indtægterne ryger i kriminelles hænder i stedet for i skattekassen, og hvor det illegale marked gør det lukrativt at sælge til unge, der har svært ved at få fat i alkohol, fordi dette rusmiddel er gennemreguleret.
Profit til staten ikke kriminelle
"Det har været alt for let for vores børn at finde marijuana (andet ord for cannabis red.) og alt for let for kriminelle at score profitten. I dag ændrer vi dette," lyder det på Twitter fra Justin Trudeau, som dermed vælger en diametral anden retning end Danmark, der i disse uger vælger at slå hårdt ned på især det københavnske milliard-cannabismarked med daglige razziaer på Christiania, hvor bander og forskellige grupperinger styrer hash- og cannabis-salget.
Legaliseringen kan ifølge eksperter skabe et marked til en værdi på 5,4 mia. us dollar og canadiske aktieselskaber som Canopy Growth Corp. Aurora Cannabis Inc. har det seneste år begge opnået en markedsværdi over en milliard dollar og aktiestigninger på mange hundrede procent.
Den canadiske justitsminister Jody Wilson-Raybould valgte I forbindelse med vedtagelsen at tage de historiske briller på.
"Dette er en historisk milepæl for den progressive politik i Canada i og med at vi skifter vores politik over for cannabis."
Pape står fast på forbudspolitik
Fem danske partier går i dag i en eller anden udstrækning ind for en hel eller delvis legalisering af cannabis, men Danmarks justitsminister Søren Pape (k) har en helt anden holdning.
Ifølge Søren Pape skal man fortsætte den førte forbuds-politik, og dermed holde det danske cannabis marked på det sorte, uregulerede marked.
Den 26. maj i år udtalte Søren Pape til TV2 at han var "stolt" af de mange politiaktioner på Christiania og sagde, at "det her er en ting, der vil virke, hvor man gradvist, stille og roligt får strammet grebet mere og mere om dem, så det bliver meget, meget svært for dem (pusherne red.).
TV2 kunne dog konstatere, at handlen med cannabis hurtigt var etableret igen efter udtalelsen, hvilket har gentaget sig efter hver eneste politiaktion mod hash-handlen på Christiania.
Streng kontrol med nyt marked
Detaljerne i Canads nye cannabis-lovgivning lyder blandt andet, at de nye, lovlige cannabis-butikker bliver underlagt streng kontrol i forhold til en nultolerance over for markedsføring mod unge.
Man skal desuden være fyldt 18 år for at forbruge cannabisprodukter, og man må kun opbevare eller bære op til 30 gram tørret cannabis.
Det meste import af cannabis vil stadig være ulovligt, ligesom det vil være ulovligt at føre et køretøj, mens man er påvirket af cannabis. Skatteindtægterne fra salget af cannabis skal fordeles med 75 pct. til provinsen og 25 pct. til staten.
http://borsen.dk/nyheder/politik/artike ... n=nyhed_02