Så er vi ikke så langt fra hinanden.
For mig er Buddhismen lidt tosset. Selvfølgelig kan man betegne hver en følelse, drift og bæger som lidelse, og derfor prøve at befri sig fra det. Men så frasiger man sig også en stor del af livets gaver, eufori og ekstase. En af mine venner sagde på et tidspunkt, at når man er blevet så sindsyg, at man ikke kan holde sig selv ud længere, ja så bliver man bare Buddhist, hvilket jeg syntes var skide sjovt
Men det hjælper mange, og de har fat i mange værdigfulde kærneværdiger. Deres disciplin og etik er meget smuk, samtidig med deres kunst, lydmeditationer, chanting osv. kan forskelligt ret specielt.
De tibetanske traditioner for dødsritualer, som de udfører imens en person er døende, er også noget som rammer mig dybt. Der findes lignende i andre spirituelle retninger og filosofier, det ved jeg godt, men det er stadig værdigfuldt.
Enspænderen skrev:
Men hvor eller hvad er man så? Det er spørgsmålet. Men det er en ubeskrivelig tilstand, så buddhisterne vil helst ikke tale om den. De vil helst nøjes med at tale om vejen dertil.
Sunyata betyder nul. Buddhisterne bruger ordet til at sige, at der ikke er nogen bagvedliggende substans. Med andre ord findes der ikke nogen absolut virkelighed. Alt hvad man ser er illusorisk.
Man er tilbage i Sunyata, den universelle bevidsthed, den supra kosmiske tomhed, Dao eller gudsbevidstheden. Kært barn har mange navne, men det er alt nogenlunde det samme, bare forskellige fortolkninger. Mange af de forskellige retninger prøver altid at få ligepræcis deres til at være speciel, og derfor kommer al den tåbelige mystik omkring forskelligt man ikke må snakke om. Men det er alt sammen bare energi, set fra forskellige vinkler.
Nogle af Buddhisterne lever i den naive tro, at det vil være muligt for dem at blive i Nirvana til evig tid efter dødgenfødselhjulet er transformeret for karma og begær, men den køber jeg ikke helt. Livet er en cyklus, og man vil blive ved med at blive fød på ny i den ene eller anden dimension, som det ene og/eller det andet. Et molekyle i en blomst, et i en sten, et i en slange og et i en Avatar. Jeg har i hvert fald svært ved at tro, at noget vil kunne nøjes med at være i stilstand til evig tid. Det giver ikke mening da alt så er forstenet, hvilket jeg ikke har oplevet, at universet er.
Det er rigtigt nok, at alt er illusorisk. Men det betyder ikke nødvendigvis, at der ikke findes nogen absolut virkelighed uden bagvedliggende substans. Den absolutte virkelighed og bagvedliggende substans er selve illusionen. Den er absolut.
Men dette er en helt anden snak, og bare min måde at forstå det på, og har intet med Buddhismen at gøre. Hvilket ikke nødvendigvis gør det rigtigt, langt fra.