Hej På forhånd undskyld for et langt indlæg, synes bare I lige skal kende forhistorien Jeg har brugt denne side meget til at læse om jeres alle oplevelser med morfinafhængighed.
Jeg brækkede min arm for 2 år. Meget slemt brud med to knækkede knogler, hvor den en stak ud af huden. Jeg blev først opereret 36 timer senere og de smertedækkede mig en smule med morfin. Måtte ikke komme i narkose, så de gav mig en blokade i armen, der så stoppede, mens de opererede! Og inden de fik langt en ny blokade, havde de proppet mig med så meget morfin, at jeg fik mit første angstanfald. Dem har jeg senere haft et par stykker af:(
Inden denne dag i efteråret 2016 var jeg et velfungerende menneske med godt job, børn, hus mand mm. (Det har jeg dog stadig - bare ikke velfungerende)
Efterfølgende stoppede jeg med morfin, men fik ondt i armen igen, skinnen var røget lidt af, så operation igen i februar - så var jeg lidt på 10 mg piller igen flere gange dagligt- dem stoppede jeg vist nok med et par uger.
Men i juni måned fik jeg udskrevet kodein pga slem hoste i juli, og min læge udskrev hele tiden uden at blinke. Pga af endnu en operation fik jeg så morfin fra august sidste år. Her eskaleredde det helt. Jeg trappede op til nogen gange 15-18 piller dagligt. Fuldstændig sindsygt, men min læge blev bare ved at udskrive og udskrive, for jeg havde jo 'ondt'. Det havde jeg jo ikke, var bare blevet afhængighed af det skidt. Brugte undskyldningen om, at jeg vidste, jeg snart skulle igennem den sidste operation. Operationen kom først i maj måned i år, så der har jeg dagligt i 1o måneder taget 10 mg piller i meget høje doser.Til jul tog jeg op mod 18 piller om dagen. Men efter december har det aldrig været højere end 10 dagligt og så de sidste par månender har det vel ligget mellem mellem 2-6. Jeg begyndte først for alvor at trappe med i august og for 12 dage siden, tog jeg min sidste 10 mg morfin. Men siden jeg begyndte nedtrapningen i august, gik det helt galt psykisk for mig.
Nu til kernen: Den sidste måned har været et rent helvede, også selv jeg var ned på mellem 2-4 om dagen. Bare tanken om de snart slutttede med morfin, slog mig helt ud. Havde angst uro, dårlig mave, udslæt, stress. Kunne slet ikke være i min krop. At leve uden morfin var en nærmest en umulig i hjerne for mig. Ville jeg overhovedet være i stand til det? Fik udskrevet Oxapax mod uro/angst, men det virkede ikke. Startede op på Setrilin en uge, før min sidste morfin pille, men dem smed jeg efter 14 dage. Kunne simpelthen ikke falde i søvn og alle de andre bivirkninger. Og det var nok ikke så smart at starte op med sådan noget uden en udredning - men igen min læge udskriver, hvad jeg beder om.
I mandags endte jeg så psykiatrisk skadestue i Kolding, fordi jeg ikke kunne holde det ud længere. En pårørende trak hun mig derud, de var virkelig bange for, hvad jeg kunne finde på. At drikke kl 9 om morgenen for overhovedet at kunne komme igennem dagen - ikke meget - men nok til jeg lige kunne sove lidt. Selvom jeg jo ikke vidste, om jeg var psykisk syg, var det det eneste vi kunne finde på at gøre - jeg har ellers søgt og søgt efter hjælp, ringet rundt og Psy var min sidste udvej.
De sendte mig på hospitalet istedet, for de ville undersøge min svirren i brystet og armen og den tynde mave, jeg havde haft i 14 dage. Måske havde jeg et mavesår? Blev så udskrevet kl.3 om natten og overladt til mig selv med et par sovepiller. Tog simpelthen på hotel for ikke at skulle vågne sådan for børnene. Næste dag tager jeg ind på psy igen og de indlægger de mig - de ander ikke hvad de skal gøre. De siger, jeg kan få lidt ro der, det vil åske hjælpe med lidt søvn - og så vil en læge se mig an. Der går to dage med beroligende, sovepiller og jeg får det endnu værre ved at være der. Efter to dage kigger endnu en læge (hatr talt med 100) og hun siger, at her hører jeg ikke til.
Jeg var der to dage, så blev jeg 'smidt' ud, fordi de ikke mente, at jeg fejlede andet en abstinenser selvom der nu var gået 10-11 dage. Jeg var glad for at komme væk derfra, men skide bange for ingen kunne hjælpe mig. Følte virkelig at jeg aldrig bliver normal igen. Jeg var jo desværre også begyndt at drikke lidt igen, det havde jeg ellers holdt mig helt fra, da jeg var på morfinen. Men da min udtrapning begyndte i sommers, kunne jeg ikke lade være med at tage nogle drink eller vin at sove på. Det endte med, at når jeg vågende, skulle dagen bare overleves, få lidt alkohol og så jeg kunne sove igen. Aldrig har jeg haft så megen uro og ubehag i kroppen også efter 12 uden morfin. Og aldrig har jeg sovet så lidt. Jeg har det sådan, at jeg hader at vågne om morgenen, tænker bare på, hvornår det bliver aften, så jeg kan tage en indsovningspille (dem har jeg kun taget denne uge) og få et glas alkohol.
Jeg troede faktisk, at jeg ville få det bedre efter 12 dage uden morfin - også fordi jeg sluttede af på en så lille dosis mellem 3-0,5 10 mg piller på en måneds tid. Selvfølgelig ville der abstinenser, men jeg kunne slet ikke hænge sammen. Græd kontant og og den satans uro startede lige fra jeg vågnede og vra kun væk, når jeg sov. Faktisk fik jeg det bare værre og værre. Det eneste gode psykiatrisk skadestue var, at de henviste mig til et misbrugcenter, hvor de nu har givet mig 2 mg Burprenorphine. Så idag fra at gå som et nervevrag kl.9 imorges, der rokkede frem og tilbage, konstant svirren i brystet, tankemylder, intet overskud, hvor man bare har lyst til at sove non stop i 14 dage og kontant uro, har jeg det det nu fuldstændigt, som var jeg mit gamle jeg. Jeg tog den første Burprenorphine på 2 mg kl.12 - det er snart tolv timer siden. Og har ikke rørt alkohol - lysten er væk? Misbrugcenteret mente, jeg var trappet for hurtigt ud - jeg trappede uc over to måneder fra 8/10 og så en pille nedtrapning hver uge ca. Kunne ikke altid lige holde den, også så var weekenden en helved, fordi jeg bare ventede på lægen åbnede mandag, så han kunne udskrive nogle nye til mig.
Er der andre herinde, der har erfaring med udtrapning, og med Burprenorphine, og hvad der har hjulpet? De søde mennesker på misbrugcenteret sagde, at de havde stor og positiv erfaring med Burprenorphine. Jeg vil jo ikke ud i et nyt misbrug, men de sagde, det simpelthen var noget kemisk i min hjerne, der lige skulle på plads og så med terapi vil de trappe mig ud af Burprenorphinen. Jeg søger erfaringer, forhåbentlige positive erfaringer med, hvordan sådan et forløb foregår. De sagde det kunne tage et par måneder eller et halvt år.
Jeg er i øvrigt dybt rystet over, min læge ikke har haft henvist mig til at misbrugcenter fra start af, så jeg havde sluppet for at klare udtrapningen helt alene. Aldrig har jeg følt mig så alene.Og ikke mindst at han bare har udksrevet 100 stk 10 mg morfin, nogengange hver uge, da det var aller værst.
Lige nu frygter jeg bare at vågne op imorgen med uro og angst og modløshed igen igen igen...
Kh SL
|