https://www.berlingske.dk/virksomheder/ ... nanden-din“VIRKSOMHEDER
Milliardærer bag dødelig misbrugskrise flået fra hinanden: Din familie er den mest ondskabsfulde i hele USA
Det gik hårdt for sig, da to medlemmer af den forhadte Sackler-familie i USA torsdag stillede op til et knap fire timer langt krydsforhør i den amerikanske kongres. Den prominente milliardærfamilie sidder på ejerskabet af et medicinalselskab, som har været med til at skabe en misbrugskrise, der har kostet tusindvis af menneskeliv.
David Sackler er medlem af den stenrige Sackler-familie, der ejer det omstridte medicinalselskab Purdue, der er udpeget som hovedskurk i en omfattende misbrugskrise i USA. David Sackler var medlem af selskabets bestyrelse fra 2012 til 2018. Foto:Handout
David Sackler er medlem af den stenrige Sackler-familie, der ejer det omstridte medicinalselskab Purdue, der er udpeget som hovedskurk i en omfattende misbrugskrise i USA. David Sackler var medlem af selskabets bestyrelse fra 2012 til 2018.
Foto: Handout
Fredag d. 18. december 2020, kl. 17.00
Del denne artikel
gauth-thomas.mortensen
THOMAS MIKKEL MORTENSEN
Journalist
De tunge verbale kanoner var proppet til bristepunktet med både krudt og kugler, da to medlemmer af den omstridte Sackler-familie i USA torsdag stod skoleret ved en høring i den amerikanske kongres.
Det stenrige Sackler-dynasti har med familievirksomheden Purdue Pharma tjent en formue på salg at et særligt smertestillende middel kaldet OxyContin, som har været med til at skabe en voldsom misbrugskrise i USA.
Amerikanske læger har udskrevet flere milliarder recepter på smertestillende midler som OxyContin.Foto:George Frey/AP/Ritzau Scanpix
Amerikanske læger har udskrevet flere milliarder recepter på smertestillende midler som OxyContin.
Foto: George Frey/AP/Ritzau Scanpix.
Midlet tilhører gruppen af såkaldt opioider, som ifølge de amerikanske myndigheder har kostet omkring 450.000 mennesker livet i en periode fra 1999 til 2018. Ofte som følge af længerevarende brug mod smerter.
Under torsdagens høring stillede flere forældrepar til afdøde børn op og fortalte om, hvordan de mistede deres kære som følge af behandling med og i de fleste tilfælde efterfølgende overforbrug af OxyContin.
Ifølge de amerikanske sundhedsmyndigheder kæmper op mod en fjerdedel af de patienter, der over en længere periode har indtaget opioider, med afhængighed.
Efter flere års succes med at holde sig ude af rampelyset blev både David Sackler og Kathe Sackler, der begge i flere år sad i bestyrelsen hos Purdue Pharma, beskudt fra alle sider af politikere, der krævede, at den udskældte familie erkendte, at den havde været drevet af en hensynsløs og grådig jagt på profit.
Det gik især ud over David Sackler, der fra det erfarne demokratiske kongresmedlem Jim Cooper blev mødt med følgende svada:
»At se dig afgive forklaring får mit blod til at koge. Jeg tror ikke, at der findes en familie i USA, som er mere ondskabsfuld end din.«
Den sylespidse bemærkning faldt efter en godt seks minutter lang session mellem de to mænd, hvor David Sackler kategorisk afviste at påtage sig et personligt ansvar for, hvad der skulle være foregået af ulovligheder i familiens medicinalselskab på trods af, at han selv i flere år – fra 2012 til 2018 – var medlem af selskabets bestyrelse.
Det fik Jim Cooper til at citere den afdøde amerikanske forfatter Upton Sinclair for følgende formulering:
»Det er svært at få en mand til at forstå noget, når hans løn afhænger af, at han ikke forstår det.«
Sackler-familien sad helt frem til 2018 på magten i Purdue, fordi familien havde det absolutte flertal i selskabets bestyrelse.
Ifølge myndighederne har familieselskabet tjent mere end 30 milliarder dollar – eller mindst 183 milliarder kroner – på OxyContin siden 1996, hvor midlet kom på markedet.
Heraf skulle Sackler-familien over årene have trukket mindst ti milliarder dollar – eller omkring 61 milliarder kroner – ud til sig selv.
Trump: Det er en katastrofe
I USA har Purdue Pharma længe været udpeget som den primære skurk i en misbrugskrise, som USAs præsident, Donald Trump, allerede i efteråret 2017 betegnede som en national katastrofe.
Fra sin talerstol slog den amerikanske præsident dengang fast, at misbrug af såkaldte opioider hvert år koster mange tusinde menneskeliv i USA.
»Den amerikanske befolkning skal vide, at den amerikanske regering går aggressivt til værks i kampen mod opioidepidemien på alle fronter,« sagde Donald Trump i sin tale i 2017.
Med Purdue Pharma er sagen den, at selskabet i oktober erklærede sig skyldig i svindel og bestikkelse i forbindelse med salg af OxyContin, som i årevis blev skibet ud i alle afkroge af det amerikanske samfund.
Det amerikanske justitsministerium skrev dengang, at Purdue »med grådighed og lovbrud« i årevis satte profit over menneskeliv og skabte en »national tragedie af misbrug og død«.
Tusindvis af amerikanere dør hvert år som følge af misbrug af smertestillende medicin.
Tusindvis af amerikanere dør hvert år som følge af misbrug af smertestillende medicin.
Samlet set skal den amerikanske rigmandsfamilie og Purdue som et led i en aftale med det amerikanske justitsministerium betale en bod på over 50 milliarder kroner. Denne aftale indebærer dog ikke, at individuelle medlemmer af Sackler-familien bliver stillet strafferetligt til ansvar.
Otte medlemmer af Sackler-familien har dog en sværm af civile søgsmål hængende over deres hoveder, hvor hovedanklagen lyder, at de centrale familiemedlemmer orkestrerede en meget målrettet kampagne med OxyContin, der havde til hensigt at få amerikanske læger, sygeplejersker og farmaceuter til at tage det smertestillende middel til sig.
»Folk dør. Forstår du det?«
Det er ikke første gang, at rigmandsfamiliens medicinalkoncern må erklære sig skyldig i at have vildledt offentligheden.
Purdue indgik i maj 2007 en aftale med det amerikanske justitsministerium, hvor medicinalselskabet betalte en dengang historisk stor erstatning på 600 millioner dollar, godt 3,6 milliarder kroner.
Den store erstatningssag havde dog tilsyneladende ingen effekt på salget af det omstridte smertemiddel, der nåede sit højdepunkt i 2010 med et salg på over tre milliarder dollar.
FAKTA
Fakta om opioider
Opioider er en samlet betegnelse for morfin og morfinlignende lægemidler, som traditionelt opdeles i svage og stærke opioider.
Ifølge de amerikanske sundhedsmyndigheder risikerer op mod en fjerdedel af de patienter, der over en længere periode har indtaget opioider, at blive afhængige af midlerne.
Det er en almindelig bivirkning, at patienter kan blive fysisk afhængige efter nogle ugers indtag af opioider.
Patienter udvikler over tid tolerance over for opioider, hvilket betyder, at effekten aftager. Det betyder igen, at dosis skal sættes op.
Den amerikanske regering anslog i 2017, at flere end 300.000 amerikanere siden år 2000 har mistet livet på grund af overdoser, hvor opioidprodukter har været involveret.
Kilder: Sundhedsstyrelsen, amerikanske sundhedsmyndigheder
FOLD IND
Allerede for næsten 20 år siden var de amerikanske myndigheder på sporet af, at det smertestillende middel fra Purdue trak et dødeligt spor efter sig i USA.
Ifølge retsdokumenter fra den amerikanske stat Massachusetts fik den daværende topchef i Purdue, Richard Sackler, i 2001 besøg af en embedsmand fra USAs føderale politienhed DEA, der bekæmper ulovlig håndtering af narkotika og lægemidler.
Kort før mødet sluttede, lænede den kvindelige repræsentant fra DEA sig frem mod Richard Sackler:
»Folk dør. Forstår du det?«
Sackler-familien var ifølge Forbes i årevis en af USAs rigeste familier med en formue, der i 2016 havde rundet 13 milliarder dollar”